Fagmagasinet DYRLÆGEN

Hvad kan genetisk forskning lære os om hofteledsdysplasi hos hunde – og hvor langt er der til en brugbar DNA-test? Hofteledsdysplasi er blandt de mest velkendte arvelige lidelser hos hund og har i årtier været et centralt fokusområde i avlsarbejdet hos mange hunderacer. Trods omfattende selektion baseret på røntgenundersøgelser og avlsindeks forekommer hofteledsdysplasi fortsat i betydeligt omfang, særligt hos mellemstore og store hunderacer som for eksempel labrador retriever, rottweiler og schæfer. Der findes også et mørketal hos nogle af de mindre hunderacer som for eksempel mops og fransk bulldog, som sjældent bliver vurderet med hofteledsrøntgen inden avl. Eftersom hofteledsdysplasi er en arvelig lidelse, er der stort fokus på at finde de gener og genetiske varianter, som har betydning for udviklingen. Samtidig er der sket en hurtig udvikling inden for genetiske metoder til at undersøge arvelige lidelser og en forbedret kortlægning af hundens genom. Hvor genetiske tests tidligere primært kunne anvendes til sygdomme forårsaget af variation i ét enkelt gen, giver moderne genomiske metoder mulighed for at undersøge komplekse sygdomme, hvor flere gener sammen med miljøfaktorer bidrager til sygdomsrisiko. Netop det, at hofteledsdysplasi er en kompleks lidelse, betyder, at hunde kan være bærere af sygdommen, uden at den kommer tydeligt til udtryk. Dette ser man blandt andet ved, at der nogle gange er hunde med A-hofter, som alligevel giver ophav til hvalpe med C- og ...