Mark Dirven, europæisk specialist inden for kardiologi
Mark Dirven, europæisk specialist inden for kardiologi

Samspillet mellem den veterinære og humane verden udvikler kardiologien

Af Bitte Sundin, Foto Stefan Tell.

Specialister inden for veterinær kardiologi følger udviklingen inden for human kardiologi. Samtidig kan dyrene fungere som model for sygdomme hos mennesker. Her fortæller Mark Dirven, europæisk specialist inden for kardiologi, om samspillet mellem læger og dyrlæger.

Mark Dirven arbejder med smådyr på Evidensia Södra Djursjukhuset Kungens Kurva i Sverige og er en flittig gæst til Cross-talk symposier arrangeret af Ceva.

Han sætter pris på blandingen af human- og veterinær kardiologi, viden, forskning og sociale kontakter, som symposierne tilbyder. Visse lægemidler inden for kardiologien, der senere er kommet i handlen, er først blevet præsenteret til Cross-talk symposier.

Derudover kan humane kardiologer lære en del ved at følge udviklingen inden for veterinær kardiologi. Da dyr og mennesker ofte har de samme sygdomme, kan dyrene fungere som model for sygdomme hos mennesker.

Marc Dirven arbejder for, at den nyeste viden inden for kardiologi omsættes til praksis på dyreklinikkerne.
Marc Dirven arbejder for, at den nyeste viden inden for kardiologi omsættes til praksis på dyreklinikkerne.

Den største forskel, som ses, når vi sammenligner den humane og veterinære verden, er, at lægemidler og behandlingseffektivitet på humansiden er baseret på resultater fra store mængder af randomiserede og placebokontrollerede studier. For dyrlæger ser det anderledes ud:

»Som dyrlæger baserer vi ofte vores teorier og antagelser på individuelle undersøgelser med et begrænset antal patienter. Derfor skal vi være meget varsomme med de anbefalinger, vi giver. I mange tilfælde kan vi helt enkelt ikke være helt sikre på, at en bestemt behandling i virkeligheden fungerer på patienterne – til forskel fra den humane forskning, der er baseret på empiriske data,« siger Mark Dirven.

Anatomien for hunde og menneskers hjerter er i grunden ganske ens. En interessant forskel er, at hunde, til forskel fra mennesker, ikke rammes af aterosklerosis (åreforkalkning). Eftersom aterosklerosis meget ofte ses hos mennesker – og i mange tilfælde er et resultat af forkert kost – er det et interessant spørgsmål, hvorfor hunde sjældent rammes. Det kan være et muligt forskningsområde i fremtiden.

Mark Dirven håber, at forebyggelse af de mest velkendte hjertesygdomme for hunde, som for eksempel MMVD, bliver et fokusområde inden for veterinær kardiologi i fremtiden. Han tror også, at det bliver lettere at få adgang til behandling af hjertesygdomme, såsom åben hjertekirurgi og kateterbaserede behandlinger.

Hvordan er ressourcerne i Sverige, når vi kigger på antallet af veterinære kardiologer?

»Sverige er heldig at have internationalt anerkendte kardiologer inden for SLU (Swedish University of Agricultural Sciences). Ud over at eksperterne er tilgængelige for kliniske kardiologer, er de også med til at sikre, at dyrlæger og autoriserede veterinærsygeplejersker får den bedst mulige uddannelse inden for kardiologi og for, at området kan udvikles i Sverige,« siger Mark Dirven.

Men det kan være svært for dyreejere at få hjælp til kardiologisk udredning. Mange dyrlæger oplever hjertesygdom hos hunde og katte som en udfordring i det kliniske arbejde. Med dette i tankerne har Evidensia Södra Djursjukhuset udviklet en strategi, der skal give nemmere adgang til kardiologi inden for koncernens klinikker i både Danmark og Sverige.

»Vi tilbyder en skræddersyet uddannelse inden for kardiologi for dyrlæger – både inden for akutenheder og almen klinisk praksis samt for autoriserede veterinærsygeplejersker. Vi arbejder også på at øge tilgængeligheden for flere af vores enheder med Evidensia Södra Djursjukhuset som centrum for viden og support. Vores mål er at kunne behandle kardiologiske patienter, hvor end dyrene befinder sig,« siger Mark Dirven.

Mere information om Cross-talk findes på cardiosymposium.ceva.com 

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce