Caroline Holse er ny produktchef for veterinærdiagnostiske produkter hos Triolab. Her skal hun bruge sit store netværk i veterinærbranchen til at udbrede kendskabet til Triolabs produkter.
Caroline Holse er tiltrådt stillingen som produktchef for veterinærdiagnostik hos Triolab, der ønsker at udbrede virksomhedens veterinærprodukter på det danske marked. Det er i denne proces, at Caroline Holse har fået en helt central rolle, hvor hun blandt andet kan trække på sit store netværk i veterinærbranchen. Et netværk, hun har skabt efter mange år som veterinærsygeplejerske i praksis, samt fem år som salgskonsulent og produktchef i branchen.
»På grund af min lange karriere i forskellige dele af veterinærbranchen er mit netværk rigtig godt, og jeg kender kundernes behov. Det er det netværk og den viden, jeg skal bruge til at udbrede kendskabet til alle vores spændende produkter,« siger Caroline Holse.
Caroline Holse er uddannet fagveterinærsygeplejerske i adfærd, og da hun arbejdede i praksis, var hun ofte i skranken, hvor hun havde den første kontakt til klienterne. Kontakten med kunderne har hun altid sat stor pris på, og derfor valgte hun tilbage i 2017 at skifte jobbet som veterinærsygeplejerske ud med et job som konsulent. Netop kundekontakt og service er en vigtig del af det nye job hos Triolab.
»Jeg elsker at yde god service, og det giver en god tilfredsstillelse at kunne hjælpe en kollega med at finde det rette produkt. Jeg skal sælge alle vores produkter inden for veterinærdiagnostik, og jeg skal have kontakt til både kunder og leverandører, samt sikre at vi har de produkter, kunderne efterspørger. Når kunderne er glade og tilfredse, er mit job veludført,« siger hun.
Stejl læringskurve
Caroline Holse er tiltrådt i stillingen som produktchef 1. januar i år, og hun har været igennem en stejl læringskurve. Selvom hun har en lang veterinærkarriere bag sig, er der en masse ny viden, der skal indlæres, og ældre viden, der skal opdateres.
»Det er 15 år siden, jeg blev færdig som veterinærsygeplejerske, så der er sket rigtig meget siden. Der er viden omkring molekylærdiagnostik, jeg skal have opdateret, og der er en masse teknisk forståelse, jeg skal have indarbejdet, så jeg får en endnu bedre forståelse af, hvordan vores udstyr og maskiner virker i praksis,« siger Caroline Holse.
Det er en proces, hun i skrivende stund er i fuld gang med, og derefter skal hun for alvor ud at møde nuværende og måske kommende kunder. For mens Triolab er en stor aktør på det humane marked i Danmark, hvor virksomheden har haft succes med tilgang baseret på de nære relationer og samarbejde, har der aldrig tidligere været satset særligt meget på veterinærmarkedet. Det er der truffet en strategisk beslutning om, at der skal gøres noget ved, og det er i den forbindelse, at Caroline Holse er tiltrådt som produktchef.
»Triolab er stort på veterinærmarkedet i både Sverige og Finland, og håbet er, at vi kan blive det samme i Danmark, men det kræver hårdt arbejde. Det tror jeg på, at vi kan lykkes med. Vi er en mindre virksomhed med mange kompetente medarbejdere, hvor service, faglighed, kvalitet og support er i højsædet, og de egenskaber skal nok sikre os succes,« siger Caroline Holse.
Hun er meget tilfreds med sit nye job, og de arbejdsopgaver, der venter. For det drejer sig ikke kun om salg. Jobbet som produktchef indeholder ligeledes sparring og udvikling.
»Hos Triolab vil vi gerne være kundens sparringspartner. Både i forhold til at møde deres behov og i forhold til at udvikle diagnostiske tilbud til kunderne. Vi vil gerne finde morgendagens produkter, der kan hjælpe vores kunder, og det er en spændende opgave for mig,« siger Caroline Holse, der i det hele taget glæder sig til for alvor at komme i gang med sit nye job som produktchef.
»Jeg glæder mig til at komme ud og møde vores kunder, da vi vægter det at have et tæt og personligt forhold til kunderne højt, hvilket passer godt til min personlighed. Vi er en virksomhed med en høj medarbejdertilfredshed, så der er mange medarbejdere, der har været hos Triolab i mange år. Jeg kommer som ny med en masse idéer og energi, hvilket bliver værdsat, og jeg er faldet rigtig godt til. Jeg glæder mig til for alvor at komme i gang,« siger den nye produktchef.