Tænker du nogle gange på, om dit nuværende job stadig er det rette for dig? Måske overvejer du nye opgaver, en anden arbejdsplads eller et skifte til en helt ny branche.
Det er helt naturligt at reflektere over dit arbejdsliv – og det kan være første skridt mod nye muligheder. Et karriereskift behøver ikke at begynde med en opsigelse. Ofte starter det med refleksion og afklaring. Jo bedre du kender dine ønsker, kompetencer og muligheder, desto lettere bliver det at træffe dit næste skridt i arbejdslivet.
Her får du et forslag til, hvordan du kan gribe det an, fra Lizette Miess, karrierevejleder hos Min A-kasse.
1. Afklar din motivation
Før du begynder at søge et nyt job eller undersøge andre brancher, er det vigtigt at forstå, hvad der driver dit ønske om forandring. Hvad håber du at opnå? Hvad savner du i dit nuværende arbejdsliv?
»Jeg beder altid medlemmer starte med at finde deres fundament: Hvad motiverer dig, og hvad kan du bidrage med både fagligt og personligt? Det giver et tydeligt billede af, hvad du egentlig søger,« fortæller Lizette Miess.
For at et job- eller brancheskifte bliver en succes, er det nemlig vigtigt, at du ved, hvorfor du gerne vil prøve noget andet, og hvad du søger efter.

Lizette Miess
Job- og karriererådgiver i Min A-kasse.
Denne artikel er nummer ti i en serie om job og karriere, der bringes i Dyrlægen. Artiklerne er skrevet af Min A-kasse.
2. Lav dit personlige karrieredokument
Saml dine refleksioner i et personligt karrieredokument. Det kan give dig et klart overblik over, hvad du ønsker i dit arbejdsliv, og hvilke styrker du bringer med dig. Dokumentet kan opdeles i tre områder:
1. Motivation
Her afdækker du dine ønsker og behov i et fremtidigt job. Måske drømmer du om mere kundekontakt, mere specialisering eller om at arbejde med udvikling og rådgivning frem for klinisk praksis. Overvej:
- Hvilke opgaver drømmer du om?
- Hvilken løn vil du gerne have?
- Hvilke rammer har betydning for dig (arbejdstid, hjemmearbejde, virksomhedsstørrelse)?
- Er videreuddannelse vigtig?
2. Faglige kompetencer
Skriv det ned, du er god til – og det, du brænder for.
- Hvad elsker du at lave?
- Hvad har du flair for?
- Hvad kunne du tænke dig at arbejde med fremadrettet?
3. Personlige kompetencer
- Hvad kendetegner dig som kollega og menneske?
- Hvordan arbejder du?
- Hvad siger andre om dig?
3. Undersøg, om dit drømmejob findes
Når du har afklaret dine ønsker og styrker, kan du bruge dem aktivt i din jobsøgning. Måske kan du komme nærmere dine ønsker på den arbejdsplads, hvor du er?
Du kan også søge på nøgleord fra dit karrieredokument i aktuelle og tidligere stillingsopslag. Det giver dig indsigt i, hvilke jobtyper og virksomheder, der matcher dine ønsker og kompetencer.
»Du får måske ikke opfyldt alle dine ønsker med det samme. Men dokumentet hjælper dig med at afstemme forventninger og virkelighed. Det gør det lettere at se, hvor du kan være fleksibel – og hvor du ikke ønsker at gå på kompromis,« siger Lizette Miess.
Næste skridt i din afklaring kan være at lave en liste med de virksomheder, der har søgt folk med din profil, og eventuelt kontakte dem eller sende en uopfordret ansøgning til dem.
Har du brug for sparring?
Det kan være en hjælp at tale med en job- og karriererådgiver. Er du medlem af Min A-kasse, kan du altid booke en samtale med en rådgiver, der kender arbejdsmarkedet særdeles godt og kan hjælpe dig med at afklare dine muligheder og næste skridt.
minakasse.dk/karriereraadgivning



