Dyrlæge med hund, billede skabt af AI
Billedet er skabt med hjælp fra AI (ChatGPT4)

Man tænker ikke på tømmermændene, når først festen er i gang

AI blev allemandseje i 2022, da ChatGPT blev tilgængelig for offentligheden. Millioner er strømmet til platformen, og festen er i fuld gang. Men brugen af AI er ikke uden risiko.

Af Anne Lee Askholm, kommunikations- & marketingkonsulent hos JJ Kommunikation ApS

Anne Lee Askholm, Kommunikations- og marketingkonsulent
Anne Lee Askholm, Kommunikations- og marketingkonsulent hos JJ Kommunikation

Generativ kunstig intelligens og sprogmodeller såsom ChatGPT (OpenAI), Bard (Google) og lignende AI-chatbots har en nærmest uudtømmelig mængde muligheder og potentialer for veterinærbranchen.

En sprogmodel som ChatGPT kan bruges som et effektivt og kreativt værktøj, men skal samtidig håndteres med forsigtighed, omhyggelighed, refleksion og transparens. Man kan nemt blive ’fristet’ af kunstig intelligens og den revolutionerende påvirkning af internettet og digitale processer, men det er vigtigt at bibeholde en vis form for refleksion og kritisk distance.    

Regler og retningslinjer for AI

For dyreklinikker indebærer brugen af kunstig intelligens masser af spændende muligheder – men også forskellige typer risici. Derfor er det afgørende, at man som klinik – og især som ledelse – forud for implementeringen af AI sætter rammer, regler og retningslinjer for brugen af AI internt. 

En risikoanalyse hjælper med at identificere og vurdere potentielle, negative konsekvenser ved brugen af AI-teknologier, eksempelvis udfordringer med datafejl, bias og sikkerhedsbrister. Elementer som er afgørende for at sikre både en ansvarlig brug af AI – og at man overholder gældende lovgivning.  

For dyreklinikker, der måske anvender kunstig intelligens til for eksempel diagnosticering eller behandlingsplanlægning, er det vigtigt at sikre, at teknologien er nøjagtig og pålidelig for at beskytte dyrenes velfærd. Med andre ord: Brug altid din faglighed og din sunde fornuft til at forholde dig kritisk til det output, ChatGPT giver dig. 

Tænk over, hvad du deler  

Som udgangspunkt træner OpenAI (virksomheden bag ChatGPT) deres sprogmodeller på alt det input, du, jeg og alle andre deler med ChatGPT. Derfor er det essentielt, at vi hele tiden forholder os til og vurderer det indhold, vi deler – og i nogle tilfælde anonymiserer og generaliserer indholdet, så vi ikke kommer til at dele personoplysninger eller forretningshemmeligheder uhensigtsmæssigt.  

Netop fordi der er risici forbundet med brugen af AI, er det nødvendigt at lave en risikoanalyse for at maksimere de positive aspekter af AI og ChatGPT i dyreklinikker – en analyse, der bør følges op med en AI-politik. Sådan sikrer I at få mere værdi ud af AI uden at gå på kompromis med risici og sikkerhed for både dyrene og deres ejere. Sådan undgår I uhensigtsmæssige ups’ere, der giver hovedpine, dagen derpå. 

Hvad bør en AI-politik indeholde?  

Ved at udarbejde en grundig AI-politik kan dyreklinikker bedre navigere i AI’s potentielle faldgruber – og samtidig udnytte teknologiens fordele til at forbedre både dyresundhed og klinikdrift. 

Politikkens udformning er i vid udstrækning afhængig af jeres mål og planer for brugen af ChatGPT og AI, men det er vores klare anbefaling, at en AI-politik altid bør komme omkring emner som Formål og Anvendelse, Datahåndtering og Privatliv, Etiske Principper, Sikkerhedsforanstaltninger og Uddannelse og Bevidstgørelse. Tilsammen udgør disse elementer nemlig gode rammer for, hvordan jeres klinik kan bruge AI på en sikker, etisk og lovmæssig forsvarlig måde – med både formål, dataindsamling, GDPR, bias, forståelse for risici og sund fornuft som udgangspunkt. 

Man tænker ikke over tømmermændene, når først festen er i gang, og lige præcis derfor bør I udarbejde en AI-politik og retningslinjer for brug af AI, før I for alvor kommer i gang.

Vil I sikkert i gang med AI? 

Selvom kunstig intelligens endnu har visse udfordringer, har generativ AI og sprogmodeller som ChatGPT også fantastiske muligheder for dyreklinikker. Hos JJ Kommunikation hjælper vi virksomheder med at identificere muligheder og områder, hvor AI-redskaber kan understøtte og optimere – og vi hjælper med at identificere faldgruber og udarbejde AI-politikker. Kontakt os, og kom sikkert i gang med AI. 

 

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce