Høje følelsesmæssige krav i arbejdet hænger sammen med øget risiko for depression. Et nyt studie fra NFA blandt ansatte i danske dyreklinikker peger på, at mening i arbejdet kan gøre en forskel.
Svære beslutninger skal træffes. Pårørende skal informeres. Og alt imens skal du også håndtere dine egne følelser.
Det er hverdagen for mange i jobs med høje følelsesmæssige krav. Krav, der kan få store konsekvenser for medarbejderes helbred, da det øger risikoen for blandt andet depression og sygefravær.
Nu viser et studie fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), at oplevelsen af mening i arbejdet potentielt kan gøre en forskel. Studiet bygger på svar fra 885 ansatte og ejere i danske dyreklinikker og undersøger sammenhængen mellem følelsesmæssige krav, positive faktorer som blandt andre mening og indflydelse i arbejdet og symptomer på depression.
Når jobbet giver mening, kan det støtte medarbejdere på dyreklinikker i at håndtere høje følelsesmæssige krav i arbejdet. Det fortæller Simone Christiansen, der er ph.d.-studerende på NFA og en af forskerne bag studiet.
»Studiet peger på, at arbejdspladser med fordel kan have fokus på positive faktorer i arbejdsmiljøet, hvis de vil forebygge, at høje følelsesmæssige krav fører til depression. Når man ser på de positive faktorer, er mening i arbejdet den faktor, der ser ud til at have den største effekt,« siger Simone Christiansen.
Mening i arbejdet skiller sig ud
Positive faktorer er forhold i arbejdsmiljøet, som kan hjælpe medarbejdere med at håndtere de krav, der er i arbejdet, og samtidig understøtte motivation og psykisk trivsel.
I studiet har forskerne set nærmere på fire positive faktorer; mening i arbejdet, indflydelse i arbejdet, samarbejde med nærmeste leder og samarbejde mellem kolleger.
Alle fire positive faktorer hang sammen med lavere risiko for depression, når de blev undersøgt hver for sig. Men det var kun mening i arbejdet, der havde en statistisk signifikant effekt på sammenhængen mellem høje følelsesmæssige krav og risikoen for depression.
Det betyder, at ansatte med høje følelsesmæssige krav og høj mening i arbejdet havde lavere risiko for depression end ansatte med høje følelsesmæssige krav og lav mening i arbejdet.
»I dyreklinikker kan mening i arbejdet blandt andet være knyttet til oplevelsen af at gøre en forskel for dyr og dyreejere. Det kan være vigtigt i et arbejde, hvor svære beslutninger, bekymrede dyreejere og følelsesmæssigt krævende situationer er en del af hverdagen,« fortæller Simone Christiansen.

Styrk sparring og støtte i hverdagen
Selvom følelsesmæssige krav kan være svære at fjerne i jobs, hvor man arbejder tæt med mennesker eller dyr i sårbare situationer, kan der være måder at sætte ind på.
Det kan for eksempel handle om at skabe bedre mulighed for sparring efter følelsesmæssigt svære situationer, styrke samarbejdet mellem kolleger eller arbejde mere systematisk med ledelsesstøtte og medarbejdernes indflydelse på arbejdet.
I studiet fremhæves blandt andet mentorordninger, struktureret debriefing efter følelsesmæssigt krævende møder med klienter og dyr samt kollegiale støtteordninger som mulige greb på dyreklinikker.
»Når følelsesmæssige krav er en del af kerneopgaven, er det vigtigt at se på, hvordan arbejdet er organiseret, og hvilke forhold der kan støtte medarbejderne i hverdagen. Det kan være med til at understøtte et sundt og sikkert arbejdsmiljø,« siger Simone Christiansen.
Flere krav hænger sammen med højere risiko
Studiet bygger videre på en større spørgeskemaundersøgelse blandt 885 ansatte på dyreklinikker, der har undersøgt det psykosociale arbejdsmiljø i dyreklinikker i Danmark.
I undersøgelsen havde 15,1 procent af deltagerne et niveau af depressive symptomer svarende til let depression eller højere. Det er højere end hos den generelle befolkning i Danmark, hvor tidligere opgørelser har vist en forekomst på ni procent. Studiet sammenligner ikke med konkrete tal fra andre brancher.
Forskerne fra NFA fandt i en anden analyse baseret på samme undersøgelse, at risikoen for depression var højere, når høje følelsesmæssige krav optrådte sammen med andre krav i arbejdet. Det var for eksempel højt tempo, rollekonflikter og trusler i arbejdet. Den højeste risiko for depression blev fundet blandt ansatte, der både oplevede høje følelsesmæssige krav og højt arbejdstempo.




