Dyrlægen
Christina Aggerholm: »Innovation og nytænkning er vigtig i alle brancher. Dyrlæge-branchen er et fantastisk felt med et stort potentiale. Desværre kommer vi tit til at halte alt for langt efter den humane verden. Dét skal vi bryde med, og her er mit bud på at komme ud over rampen.«

Løvinde skal være med til at udvikle online-konsultationer

Siden 2022 år har Christina Aggerholm tilbudt online-konsultationer med sin virksomhed iVet, der nu får en mindre investering af løvinde fra DR-programmet ’Løvens Hule’ og co-founder i Nordic Female Founders, Anne Stampe.

iVet er en del af flere virksomheder, der revolutionerer dyrlægebranchen med nye, digitale muligheder. Stifteren bag, Christina Aggerholm, kigger mod den humane lægeverden i sin motivation for at udvikle platformen til dyrlægebranchen.

»Innovation og nytænkning er vigtig i alle brancher, og medicinalindustrien er ingen undtagelse. Dyrlægebranchen er et fantastisk felt med et stort potentiale. Desværre kommer vi tit til at halte alt for langt efter den humane lægeverden. Dét skal vi bryde med – og her er mit bud på at komme ud over rampen,« siger Christina Aggerholm.

Online-konsultationer taler ind i convenience-tendens

iVet udvider traditionelle dyrlægebesøg med online-konsultationer. Online-konsultationerne fungerer både som supplement og aflastning til branchen – og er særligt relevante i en travl hverdag. iVets platform tillader kæledyrsejere at modtage professionel vejledning og rådgivning direkte fra deres eget hjem, hvilket skaber en tryg oplevelse for både dyrene og deres ejere.

’Convenience’ har været en megatrend inden for forbrugeradfærd i flere år. I det moderne liv søger folk løsninger, der gør hverdagen nemmere og mere fleksibel.

Online-konsultationer møder dette behov ved at tilbyde professionel dyrlægehjælp uden besværet med at transportere dyr til en klinik inden for de gængse åbningstider. Det giver mulighed for let at få afklaret mindre tvivlsspørgsmål eller hurtigt at få faglig rådgivning og svar på, om noget er så alvorligt, at der straks skal behandles.

Livreddende indsats med hurtig hjælp

En sag, hvor en bekymret hundeejer en aften kontaktede iVet, understreger online-konsultationernes gode potentiale. Teamet i iVet konstaterede, at hunden havde en mulig livmoderbetændelse, og deres hurtige henvisning til et dyrehospital resulterede i en livreddende behandling.

Telemedicin har nogle vigtige og fantastiske aspekter, men det er ment som supplement til og aflastning af de danske dyrlæger – og skal altså ikke erstatte et fysisk dyrlægebesøg, understreger Christina Aggerholm.

Visionær investering fra løvinde

Nu får iVet så en mindre investering fra Anne Stampe, co-founder i Nordic Female Founder og dyreelsker fra ’Løvens Hule’. Hun har valgt at investere med begrundelsen:

»Min investering i iVet afspejler min overbevisning om virksomhedens potentiale til at forme fremtiden inden for dyrevelfærd. iVet´s brug af digital teknologi inden for veterinærpleje indikerer en ny tid, hvor kvaliteten af omsorg for vores dyr er mere tilgængelig og effektiv.«

Anne Stampe investerer 50.000 kroner i virksomheden.

Partnerskab med forsikringsselskaber

Ud over investeringen fra Anne Stampe får online-tjenesten også opbakning fra Storstrøm Forsikring, som har haft et fast samarbejde med iVet siden november 2022. Mark Gramstrup, Storstrøm Forsikring, understreger:

»Vores valg af iVet, drevet af en dansk entreprenør, leverer en innovativ løsning, der gavner os, vores kunder og deres kæledyr. Ved at samarbejde med iVet reducerer vi udgifterne til skader, minimerer kundernes selvrisiko og sparer dem for ulejligheden ved unødvendige dyrlægebesøg.«

Og iVets vækst og udvikling fortsætter. De har netop skrevet kontrakt med et af Danmarks største forsikringsselskaber, og derudover er de i forhandling med flere andre førende selskaber.
De store forsikringsselskaber kan med deres størrelse cementere iVets plads på markedet, og den store interesse fra forsikringsselskaberne vidner om en tiltagende interesse for og anerkendelse af online-tjenesternes potentiale.

Dyrlægebranchen skal på niveau med den humane lægeverden

Christina Aggerholm ser en spændende fremtid for iVet og deres partnerskaber.

»Vores mål er at bryde med traditionerne i dyrlægebranchen og bringe den på niveau med den humane lægeverden,« siger hun og fortsætter:

»Telemedicinen, der fik sit store gennembrud under Corona-pandemien, har vist os, hvordan vi kan møde dyreejernes stigende ønsker om kompetent, hurtig og tilgængelig pleje. Vores mission er at revolutionere dyrlægeplejen, så hvert eneste dyr får den omsorg og pleje, de fortjener, uanset tid og sted.«

En ny æra i dyrlægepleje

Online-tjenesterne er med til at transformere dyrlægebranchen. De revolutionerer den måde, vi tænker og praktiserer dyrlægepleje på. Udviklingen afspejler en bredere trend i samfundet, hvor bekvemmelighed og tilgængelighed er nøgleord – og fører dyrlægepleje ind i en ny æra, hvor tid, afstand og fysiske begrænsninger ikke længere altid er barrierer for rettidig pleje af vores kæledyr.

»iVets hjerte og sjæl er bundet til hvert eneste dyrs velvære. Vi stræber ikke kun efter innovation – men efter at skabe en verden, hvor kærlighed og omsorg for dyr er en tilgængelig realitet for alle. Ved at udbrede telemedicin i samarbejde med både private kunder og forsikringsselskaber kan vi hjælpe med hurtige skadeshåndteringer og tilbyde kunderne et trygt og skræddersyet forløb,« siger Christina Aggerholm. 

 

iVet – online dyrlæge

Founder: Christina Aggerholm

Etableret: 2022

Websted: www.iVet.dk

Tjeneste: Online dyrlægekonsultationer via videomøder

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce