Karsten Vig Jensen er efter 29 år stoppet i Rådet for Dyreforsøg. Han kan se tilbage på et både aktivt, indflydelsesrigt og afvekslende arbejdsliv. Foruden at drive et svinelandbrug ved Jyderup har han blandt andet været soldat, landbrugsskolelærer og udstationeret NATO-repræsentant.
Af Aage Kristian Olsen Alstrup, Afdeling for Nuklearmedicin og PET, Aarhus Universitetshospital, Aarhus samt Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, Aarhus.
Her på en varm og lidt blæsende junidag sidder vi i Inge og Karsten Vig Jensens store stuehus med udsigt over Tissø. Grisene satte han ud i 2005, og i 2021 overtog datteren og svigersønnen ejerskabet af gården, som de nu er ved at renovere fra top til tå. Inge og Karsten bliver dog boende her. Anledningen til besøget er, at Karsten stoppede i marts i år efter imponerende 29 aktive år som rådsmedlem i Rådet for Dyreforsøg. Alle dyreforsøg skal godkendes af dette råd, før de må udføres, og Karsten har derfor oparbejdet stor viden om emnet og kender mange forskere, dyrepassere og forsøgsdyrsveterinærer rundt omkring i landet. I branchen bliver han rost for at have været særdeles aktiv – særligt ved deltagelse i de mange inspektioner, der er foretaget rundt omkring på landets dyreeksperimentelle laboratorier. Flittig og fair er ord, der går igen.
Vejen ind i Rådet for Dyreforsøg
Karsten Vig Jensen blev oprindeligt uddannet som landmand på Bygholm Landbrugsskole, og efter nogle år som tjenestekarl, soldat og senest NATO-udsendt i Oslo overtog han og hustruen Inge i 1976 slægtsgården, som tidligere blev drevet af hendes forældre. Ad flere omgange blev gården udvidet, og produktionen omfattede efterhånden 250 søer med tilhørende slagtesvineproduktion foruden markdriften. Igennem Landboforeningerne kom Karsten ind i Svineproduktionsudvalget og bestyrelsen af Landsudvalget for Svin. I 1978 blev han anmodet af tidligere justitsminister, Bjørn Westh, om at indtræde som medlem af det nyoprettede Husdyretiske Råd, der senere skiftede navn til det nuværende Dyreetiske Råd. Dette rådsarbejde fandt Karsten interessant. Blandt andet engagerede han sig i problematikken omkring dyrevelfærd ved CO2-aflivning af slagtesvin. Dyrevelfærd under fiskeri var et andet emne, som Karsten tog del i. Han vidste, at han måtte opnå konkret viden, så han med egne øjne havde set, hvad der foregik:
»Jeg mødte en dag nogle fiskere og spurgte dem, om jeg måtte tage med dem ud på kutteren. Det måtte jeg gerne, men da de stod til at skulle afsted lige med det samme, måtte jeg aftale med min familie, at jeg straks tog afsted. Jeg kom først hjem igen to døgn senere. Oplevelserne på kutteren var meget lærerige, og de viste sig værdifulde, da vi senere skulle udarbejde en rapport om fangst af fisk. De fleste fisk dør af iltmangel efter fangsten – og det var der dengang sjældent kritik af, mens der var – og stadig er – kritik af CO2-bedøvelsen af slagtegrise.«
I forbindelse med at Lov om Dyreforsøg skulle revideres, udarbejdede Dyreetisk Råd i 1991 et høringssvar til revisionen. Blandt andet foreslog man, at Dyreetisk Råd skulle have mulighed for at indstille et rådsmedlem, og at man skulle ændre lovgivningen, så forsøg altid udføres på det bedst-egnede forsøgsdyr, frem for det mest ’laverestående’ forsøgsdyr, som det hidtil havde været reglen. Høringssvaret blev fulgt af Folketinget, og snart herefter foreslog formanden for Dyreetisk Råd, Peter Sandøe, at Karsten Vig Jensen skulle indtræde som medlem af Rådet for Dyreforsøg. På den måde blev Karsten medlem af rådet i december 1994. Mandatet blev fornyet hver fjerde år – også efter at han i 2007 forlod Dyreetisk Råd.
»Efter at jeg udtrådte af Dyreetisk Råd har jeg flere gange spurgt dem, om det ikke var bedre, at de valgte en af deres egne medlemmer til Rådet for Dyreforsøg. Men det har de altså ikke ønsket, og derfor blev det altså til 29 år, inden jeg efter eget ønske udtrådte af rådet den 14. marts i år,« fortæller Karsten Vig Jensen.
Indtil da orienterede han årligt Dyreetisk Råd om arbejdet med forsøgsdyrene. Det er ikke manglende interesse for forskningen og forsøgsdyrenes tarv, der har fået ham til at stoppe, men fordi han nu vil bruge al sin tid på familien, nu hvor der er mulighed for det. Om de mange års arbejde i rådet forklarer han:
»Debatter med forskerne har i alle årene interesseret mig. Det har navnlig været interessant at møde de forskere, der udførte forsøgene. Jeg har derfor også sagt ja til alle de inspektioner, jeg har haft mulighed for at deltage i. Her har mit arbejde som landmand passet godt ind, da jeg har kunnet stå tidligt op og klare bedriften, før jeg tog på inspektionerne – og så har jeg kunnet arbejde videre, når jeg kom hjem.«
Åbenhed og dialog er nøgleord
For Karsten Vig Jensen er det vigtigt, at forskere og modstandere af dyreforsøg har gensidig forståelse for hinanden. Transparens og dialog er to vigtige forudsætninger for, at arbejdet skal lykkes. Karsten Vig Jensen har derfor i mange år været en stor fortaler for, at dyreforsøgstilladelserne bør offentliggøres i anonymiseret form. På den måde kan alle selv læse, hvilke tilladelser til dyreforsøg der gives i Danmark. Det lykkedes ham efter flere års virke at få indskrevet i lovgivningen, at tilladelserne skal offentliggøres, og i dag er det kun fortrolige detaljer, som bliver udeladt. Selvom trafikinformation på rådet hjemmeside viser, at tilladelserne nok ikke ligefrem er blandt de mest læste, så virker det i sig selv afmystificerende, at muligheden foreligger.
Et andet vigtigt initiativ, som Karsten Vig Jensen igennem årene har arbejdet for er, at der bør holdes offentlige møder, hvor alle kan deltage, hvis man har bekymringer om dyreforsøg, eller hvis man har spørgsmål. Igen et initiativ, der ville kunne fremme dialogen og forståelsen mellem forskere og modstandere af dyreforsøg. Sådanne møder er endnu ikke iværksat, fortæller Karsten, som ellers tror, at de vil være med til at modvirke misforståelser. Han roser de virksomheder og institutioner, som aktivt åbner dørene og informerer befolkningen om deres dyreforsøg.
»Det bliver nogle gange hævdet, at rådet aldrig giver afslag på ansøgninger om dyreforsøg, men at vi blot blåstempler forskerne. Det er ikke rigtigt, da vi jo rent faktisk afviser nogle ansøgninger. Og for dem, der går igennem, hvilket er hovedparten, bliver der oftest foretaget justeringer undervejs. Nogle gange ryger ansøgningerne frem og tilbage mellem forskerne og rådet fem-seks gange, før forsøgene til sidst bliver godkendt,« fortæller han om rådets arbejde.
Ny viden kan forskyde belastningsgraderne
En dyreforsøgstilladelse kan maksimalt gives for en femårig periode. Hvis forsk-erne ikke har nået at udføre forsøgene inden for denne tidsfrist, skal de søge en ny tilladelse.
Her bliver de ofte mødt med krav om at inkludere flere detaljer i ansøgningen, end hvad der var brug for første gang, de søgte. Samtidigt kan belastningsgraden have ændret sig, så hvad der måske tidligere blev opfattet som en let belastning nu bliver betragtet som værende moderat. Karsten Vig Jensen tror ikke, at dette skred i belastningsgraderne blot skyldes det omkringliggende samfunds strammere syn på dyrs velfærd:
»Det er rigtigt, at belastningsgraderne har ændret sig med tiden, men det skyldes i høj grad, at vi hele tiden får ny viden om dyrene – for eksempel indeholder den videnskabelige litteratur i dag meget mere viden om fisks velfærd, end den vi havde tidligere. Derfor vil vi nogle gange betragte den samme belastning som værre i dag, end vi gjorde tidligere.«
Karsten tilføjer, at han også har lagt mærke til, at nye rådsmedlemmer ofte kommer med viden og nye argumenter om forhold, som bør inkluderes i behandlingerne af ansøgningerne:
»Nye medlemmer argumenterer ofte for det rimelige i sådan og sådan, og det må vi jo som råd tage højde for, og derved bliver tendensen, at vi med tiden får et lidt andet syn på belastningen ved nogle typer af indgreb. For eksempel er dyrenes psykiske oplevelser under forsøgene kommet mere i fokus, end de var tidligere.«
Tanker om væsentlig gavn
Rådets arbejde med ansøgningerne inkluderer altid en konkret vurdering af, om forsøget er til væsentlig gavn. Dette krav skal være opfyldt, før der kan udstedes en tilladelse:
»Vi ved, at belastningen hos mennesker, der lider af alvorlige neurologiske og psykotiske sygdomme, er meget høj. Når forskerne i disse sygdomme skal undersøge, om udvalgte stoffer kan lindre eller eliminere disse sygdomme, er man nødt til at bringe forsøgsdyret i en tilsvarende tilstand for at kunne måle eller se en mulig lindring. For at bringe forsøgsdyret i ovennævnte tilstand er der udviklet forskellige metoder, hvoraf flere af disse er stærkt belastende for dyrene at skulle igennem. Det er min oplevelse, at Rådet for Dyreforsøg de senere år er veget tilbage for at give tilladelse til forsøg som medfører ’betydelig’ belastning, når det drejer sig om ansøgninger, der vedrører ovennævnte sygdomme.«
Dette kan ifølge Karsten Vig Jensen medføre, at udbyttet af forsøget forringes – og i værste fald, at forsøget er tabt, og at flere forsøg med et større forbrug af forsøgsdyr må igangsættes:
»Jeg ved, at belastningen ’betydelig’ for dyret netop er det, som ordet tilsiger. Men vi ved også – som anført – at mennesker lider. Får en forsker eller medicinalvirksomhed afslag på en ansøgning af Rådet for Dyreforsøg, kan de pågældende gennemføre disse forsøg i andre lande, som ikke har det samme kontrolsystem, vi har i Danmark. Dét mener jeg er en ulempe for forsøgsdyrene. Derfor er afvejningen af væsentlig gavn og belastning yderst vigtig i Rådet for Dyreforsøg.«
