05.04.2021: Introduktion til moderne hestetandbehandling | DYRLÆGEN

Introduktion til moderne hestetandbehandling

Gennem de foregående to årtier har vores viden om behandling af hestens tandsygdomme gennemgået en heftig udvikling. Ny forskning, udvikling af udstyr og behandlingsmetoder, oprettelse af faglige selskaber og et stort udbud af internationale kongresser og kurser har betydet, at equin odontologi siden årtusindeskiftet har udviklet sig fra trivielt rutinearbejde på et sparsomt videnskabeligt fundament til et veterinært speciale med eget college både i Europa og USA.

Det øgede veterinærfaglige fokus på tandsygdomme hos hest har naturligvis også betydet, at hesteejerne efterspørger tandbehandling på et andet niveau end tidligere, hvilket man selvfølgelig bør gøre sig klart som hestepraktiserende dyrlæge. I en ikke så fjern fortid begrænsede rutinebehandling af hestetænder sig til raspning af tandspidser, for det meste uden brug af sedation og forudgående mundhuleundersøgelse, hvilket, vi nu ved, er utilstrækkeligt, hvis man vil sikre en sufficient behandling og hestevelfærd.

I det følgende er listet en række gode råd og forslag til, hvordan en tidssvarende mundhuleundersøgelse og rutinebehandling kan – og bør – gennemføres.

 

Optagelse af anamnese med fokus på hestens adfærd

Tidligere var det en udbredt opfattelse, at heste tabte huld eller viste tydelige symptomer i tilfælde af tandspidser og anden tandpatologi, hvilket langt fra er tilfældet. Hesten er et flugt- og byttedyr og udviser derfor yderst sjældent tydelige tegn på ubehag. Tandsmerter kommer ofte snigende og er tit kroniske, hvorfor de symptomer, som hesten udviser, i langt højre grad er subtile og af adfærdsmæssig karakter. Symptomerne kan vise sig under ridning eller kørsel, under fødeoptag, i flokadfærd, under håndtering, og ikke så sjældent varierer symptomintensiteten fra dag til dag.

 

Indledende undersøgelse af ekstraorale strukturer

En tilstrækkelig mundhuleundersøgelse involverer inspektion og palpation af hovedets ekstraorale strukturer, såsom næseryg, kæbegrene, tyggemuskulatur, næsebor og regionale lymfeknuder. Typiske ekstraorale tegn på tandpatologi kan være palpationsdolente hævelser, fituløse opbrud og asymmetri.

 

Sedation er et must

Tilstrækkelig sedation er en afgørende forudsætning for en seriøs og fyldestgørende mundhuleundersøgelse. Sedationen bør være så dyb, at den hindrer generende tungebevægelser, hvilket kræver højere dosis, end der bruges i normal hestepraksis. En sufficient stadardsedation til 500 kg hest kan bestå af 10 mg detomidin kombineret med 3 mg butorphanol. Nervøse eller dyrlægeangste heste kan med fordel suppleres med acepromazin (2-5 mg/100 kg) og/eller med romifidin (2-4 mg/100 kg). De nævnte præparater kan kombineres i andre doser efter behandlerens smag. Hovedsagen er naturligvis, at man arbejder sig frem mod en rutine, der virker til ens behov.

 

Forudsætninger for den gode mundhuleundersøgelse

Foruden en god sedation kræver en fornuftig mundhuleundersøgelse, at både hest og behandler placeres hensigtsmæssigt og komfortabelt. Mest optimalt placeres hesten på et plant, fast og skridsikkert underlag. Patientens hoved bør støttes af hovedholder, ellers hængegrime, og reguleres, således at det placeres med næseryggen i en vinkel på 30-40 grader i forhold til horisontalplanet og med incisiverne omtrent i højde med behandlerens hoved.

Inden der anlægges mundspærre, skylles munden fri for foderrester, ligesom den laterale bevægelighed af mandiblerne, okklusionen mellem kindtænderne og incisiverne inspiceres.

Efter anlæggelse af mundspærre skylles munden fri for yderligere foderrester med en skyllesprøjte eller et vandhanemonteret skyllehåndtag, således at mundhule og tænder nu kan inspiceres, palperes og sonderes.

Der bør benyttes en kraftig lyskilde, enten pandelygte eller en lyskilde, der monteres på mundspærren. For pandelygten gælder, at lyskilden bør være placeret ud for undersøgerens næseryg og ikke i højde med panden.

Mundhulens slimhinder inspiceres for misfarvninger, tænder og tandmellemrum for blandt andet foderrester, tandspidser og protuberanser, frakturer, caries, abnorme vinklinger, fistler, gingival retraktion og calculus. Infundilulummer og pulpahorn sonderes med en sonde. Mundhulespejl eller mundhulekamera er en afgørende forudsætning for en fyldestgørende mundhuleundersøgelse. Desuden tælles og palperes tænderne for løshed, og eventuel malodør noteres. Laderne palperes for abnormiteter og blinde ulvetænder.

Kendskab til mundhules og tændernes normalanatomi, udpegelse af primær, sekundær og tertiær dentin, cement og emalje samt til tandskifteformler er afgørende for at kunne diagnosticere eventuel patologi. Desuden er det en fordel at blive dus med nomenklaturens knyttet til tænder og mundhule. I det meste af verden benyttes det modificerede triadansystem, hvor tænderne i hver kvadrant nummereres fra 1-11. Pulpahornene nummereres fra 1-8.

Som undersøger er det vigtigtig at gøre sig klart, at hestens mundhule ikke er statisk, men at den hele tiden ændrer udseende og tandstilling som følge af hestetænders konstante eruption og den tilhørende abrasion gennem tyggeaktiviteten. Diagnostisk er det vigtigt at have dette in mente, da det giver vigtig information om karakteren og varigheden af forskellige tandlidelser. Eksempelvis bør man altid have fokus på eventuel patologi i den modstående tand i tilfælde af protuberante (forvoksede) tænder.

Som tidligere nævnt har hesten i mange år været den eneste dyreart, hvor man ikke fandt det logisk at gennemføre en grundig mundhuleundersøgelse, inden der blev iværksat behandling. Denne misopfattelse skyldtes formentlig mangel på (billig) sedativa, udstyr og viden om hestes tandpatologi. I dag har vi helt anderledes gode forudsætninger, og man kan derfor med rimelighed forlange, at en mundhuleundersøgelse gennemført lege artis som minimum foregår under sedation, med mundspærre og på en ren mundhule, inspiceret med lys, spejl og sonder.

 

Fra tandraspning til afbalancering

Som nævnt er hestetænder i konstant frembrud, og den hyppigste behandling, der foretages i hestetandpraksis, er korrektion af skarpe og forvoksede tænder. Hovedformålet er at skabe smertefrihed og behag for hesten gennem sikring af en optimal okklusion mellem anatognistiske tænder og balance mellem for- og kindtænder samt at sikre optimal bevægelighed af mandiblerne i alle planer. Tidligere omtaltes ovennævnte behandling som tandraspning. I dag benyttes i højere grad udtrykket tandbehandling eller afbalancering for at signalere, at det handler om andet og meget mere en blot rapning af tandspidser. Korrekt udført afbalancering af tandsættet bør også involvere korrektion af incisiver.

Traditionelt anvendes håndholdte tandraspe, hvilket stadig er en gangbar og sikker løsning, hvis man er tålmodig nok og holder sit værktøj skarpt. Mekaniske tandrasperer er langt mere effektive, men rummer, i ukyndiges hænder, risiko for iatrogene skader, som overkorrektion, blottet dentin og pulpahorn samt for termisk skade på tænderne.

Tandbehandling er et håndværk, som skal læres, og som kræver øvelse at perfektionere. Desuden bør man altid erindre, at hestetænder er hypsodonte, som betyder, at der ikke dannes ny tand gennem hestens liv. Derfor bør man arbejde så tandbevarende som muligt, altså kun fjerne lige nøjagtigt den mængde tandvæv, som er nødvendig for at sikre den korrekte balance, okklsuion og smertefrihed.

 

Husk fokus på egen sikkerhed og ergonomi

Hest og behandler bør altid opstilles og placeres hensigtsmæssigt og med fokus på den rette ergonomi. Hesten placeres, som beskrevet tidligere, og behandleren kan med fordel anbringes i siddende position for at sikre dennes komfort og ergonomi. Desuden bør der altid anvendes åndedræts- og høreværn samt sikkerhedsbriller. Vandkøling og direkte sug i mundhulen mindsker behovet for værnemidler og sikrer desuden oversigt under behandling med elektriske tandinstrumenter.

 

Korrekte behandlingsintervaller forbyggertandpatologi

Overordnet bør alle heste mundhuleundersøges og behandles med intervaller på 9-12 måneder. Heste med medfødt malokklsuion eller manglende tænder lidt hyppigere, altså hver 6-8 måned. Det anbefales generelt, at alle heste skal have foretaget deres første mundhuleundersøgelse og behandling inden ibrugtagning, dog senest som treårig.

Erfaringsmæssigt ved vi, at hvis man i tre-seksårsalderen tandbehandler med cirka ni måneders interval, er det muligt at få grundlagt et så tilpas afbalanceret tandsæt, at de årlige behandlinger fremadrettet kræver fjernelse af markant mindre tandvæv. Med andre ord sikrer hyppige behandlinger tidligt i hestens liv unødig fjernelse af tandsubstans senere og kommer dermed til at virke tandbevarende set over et helt hesteliv.

Desuden vil vi gerne opnå, at de årlige tandtilsyn, på samme måde som humant, mere får karakter af forebyggelse end af behandling. Det ene lille tandproblem fører det næste med sig og kan skabe en ond spiral af tandpatologi. Jo tidligere mindre patologiske forandringer kan diagnosticeres og behandles, desto større er sandsynligheden for at forebygge heftigere patologi senere i hestens tilværelse.

 

Husk journalisering

Som i al anden dyrlægepraksis skal alle fund og behandlinger journaliseres. Der findes elektroniske, kommercielle systemer, som er designet specielt til hestetandpraksis. Andre foretrækker håndskrevne tandkort med gennemslag, som kan udleveres i kopi til klienten. Uanset hvad man foretrækker, er det altid vigtigt at dokumentere sine fund og behandlinger.

 

Husk den faglige sparring

I Danmark er en håndfuld praksisser, som udelukkende beskæftiger sig med hestetandbehandling. Det kan være en fordel at kontakte én af disse for gode råd og faglig sparring, inden man for alvor kaster sig ud i dette speciale. Traditionelt har vi haft god tradition for videndeling disse tandpraksis imellem, og motivationen for at tiltrække og introducere nye kolleger til dette spændende fagområde er ganske stor.

Annonce

Annonce