Hvad er fagligt bedst at gøre, når en levende hval strander i Danmark? Historien om den insisterende spækhugger, der igen og igen søgte ind på lavt vand, kan måske lære os at slå koldt vand i blodet, næste gang vi overvejer at iværksætte en redningsaktion. For hvad ved vi egentlig hvalens adfærd?
Af Aage Kristian Olsen Alstrup, dr.med.vet., Aarhus Universitet
Det vækker altid opsigt, når der spottes spækhuggere i de danske farvande. Spækhugger-strandinger som dem i Randers Fjord (1990), Mandø (1995), Frederikshavn (2007) og Nørslev Strand (2009) giver ekstra meget omtale i medierne. Men størst var dog medieomtalen, da en enlig spækhugger strandede i de indre danske farvande i 2021 og 2022.
Første gang på lavt vand
En enligt svømmende spækhugger var allerede blevet spottet i 2018. Men der var næppe nogen af os i det danske havpattedyrberedskab, som kendte til den, før den pludselig dukkede op ved den jyske østkyst i efteråret 2021. 18. november 2021 lagde spækhuggeren sig på lavt vand ved Als Strand syd for Øster Hurup. Det var en ung han uden synlige ydre skader, og den var ved forholdsvist godt huld. Hvaler, der på denne måde lægger sig på lavt vand, vil ofte være syge eller svækkede, så vi observerede den derfor nøje i de følgende dage – og havde flere møder, hvor vi nøje studerede videoer og billeder. Spækhuggeren havde oprejst rygfinne og stabil vejrtrækning, men den forsøgte ikke selv aktivt at komme fri. Umiddelbart lå den et sted, hvor det var svært at foretage et redningsforsøg. Men så efter fire døgn, var den pludselig væk en morgen efter en mørk nat med blæst. Var den svømmet sin vej, eller var den omkommet? Vi modtog ingen underretninger om hverken en levende eller død spækhugger før næste forår.
Anden gang på lavt vand
Omkring 8. april svømmede den samme spækhugger ind i Limfjorden – sandsynligvis for at jage fjordens mange sild. Baseret på dens aftegninger og ar i rygfinnen var der ingen tvivl om, at det var samme individ som året før. Igen lagde den sig på lavt vand – denne gang ved Hals – og vi begyndte på ny dagligt at overvåge spækhuggeren. Dens tilstand syntes at svare nogenlunde til, hvad vi havde observeret året før; altså et dyr i forholdsvist godt huld uden synlige skader. Den lå på lavt vand, og denne gang kun 50 meter fra sejlrenden. Derfor besluttede vi os for at foretage en veterinær undersøgelse med henblik på et eventuelt redningsforsøg efterfølgende.
Redningsforsøget
10. april 2022 blev spækhuggeren undersøgt af undertegnede dyrlæge i tæt samarbejde med et redningshold, der i vaders forsigtigt gik ud til hvalen. Spækhuggeren virkede rolig og opmærksom, og den havde ingen synlige skader – hverken under eller over vandoverfladen. Den havde stabil vejrtrækning, oprejst rygfinne, afgav lyde og lå oprejst i vandet. Dykkere kunne konstatere, at der ikke lå skarpe sten under den, og det blev derfor vurderet forsvarligt at forsøge en enkelt redningsaktion, hvis formål det var at få den ud til sejlrenden.
I første omgang forsøgte redningsholdet manuelt at hjælpe spækhuggeren de 50 meter ud mod sejlrenden, idet vi håbede, at den af sig selv ville hjælpe til med at tage nogle svømmetag, når vi skubbede på den. Den var dog så passiv, og vi måtte opgive vores forehavende. I stedet rekvirerede vi Falck, som ved hjælp af stropper og en motoriseret gummibåd forsigtigt fik hvalen trukket ud på det dybe vand i sejlrenden i Limfjorden. Ude på det dybe vand lå den først stille, men svømmede så aktivt frem og tilbage i retning skiftevis imod Hals og Aalborg. Øjenvidner hævdede sågar at have set den jage sild, mens den svømmede. Redningsaktionen var tilsyneladende lykkedes!
Tredje gang på lavt vand
Lykken over den vellykkede redningsaktion varede dog kun til næste dag. Om eftermiddagen 11. april var spækhuggeren nemlig igen søgt ind på lavt vand – denne gang ved Nørre Uttrup Lystbådehavn længerede inde i Limfjorden. Vi ønskede ikke at forsøge os med en ny redningsaktion, da hvalen tilsyneladende aktivt havde søgt ind på lavt vand. I stedet blev den dagligt tilset af Naturstyrelsen, og 19. april blev den tillige undersøgt af en adfærds-hvalbiolog. Vandet omkring hvalen var dybt nok til, at den selv ville kunne svømme væk, hvis den forsøgte. Rygfinnen var dog efterhånden ved at kollapse, men ellers syntes dens tilstand at være relativ god. Nogle dage senere rykkede spækhuggeren sig ind på lidt lavere vand – og derefter lidt ud igen, hvilket afspejlede vandstanden, der var foranlediget af tidevandet. Det virkede i det hele taget som om, at den aktivt valgte, hvor den ville ligge. Dagene blev til uger, og hvalens tilstand blev gradvist forværret. Måger begyndte til slut at hakke i huden, og rygfinnen var helt kollapset, og det var et meget trist syn.
Svømmede selv bort
Hvad vel ingen troede muligt, skete tidligt om morgenen 11. maj; nemlig at spækhuggeren pludselig svømmede bort! En medarbejder fra Aalborg Portland så, at den svømmede rundt i fjorden, og senere på dagen så Naturstyrelsen den svømme rundt i fjorden med rejst rygfinne. Den kunne både plaske i vandet og slå med halefinnen. Den blev sidst set samme aften af medlemmer af Sundby-Vorup Sejlklub under en kapsejlads. Siden så ingen den igen – ikke før den i 2023 blev spottet svømmende rundt ved den svenske by Lysekil. Den havde altså overlevet. Hviket mirakel!
Oprindeligt blev havpattedyrberedskab oprettet efter et par hvalredningsforsøg omkring 1990. Beredskabet har dog været noget varsomme med at forsøge redningsaktioner af hvaler, da det fra dansk side har været opfattelsen, at der oftest er tale om syge individer, der aktivt er søgt ind på lavt vand. Igennem årene er der adskillige eksempler på, at spontane strandgæster har iværksat redningsforsøg på strandede hvaler langs de danske strande. Langt fra alle er lykkedes, og der er adskillige beretninger om, at hvalerne kort tid efter et redningsforsøg blot har søgt tilbage mod kysten. Spækhuggeren i Limfjorden er også et eksempel på, hvor vanskeligt det kan være at vurdere en hvals kliniske tilstand. Den tilsyneladende relativt friske hval søgte selv ind på lavt vand igen dagen efter redningsaktionen i 2022, og da dens tilstand så allerværst ud – og mange efterspurgte aflivning af den – svømmede den blot selv ud på det dybe vand igen og overlevede frem til nu.
Vi står tilbage med en række ubesvarede spørgsmål
Hvorfor har den igennem flere år svømmet alene rundt? Og skyldes sygdom, at den flere gange har lagt sig på lavt vand i Danmark. Spørgsmål vi reelt ingen svar har på og nok aldrig får. Mindre hvaler bliver fra tid til anden aflivet med riffelskud, mens de store altid overlades til naturens gang, fordi der i dag mangler sikre metoder til deres aflivning under danske forhold.
For at få et bedre vurderingsgrundlag i forhold til hvornår en redningsaktion har en chance for et heldigt udfald, og hvornår man bør undgå forsøget, er vi i øjeblikket ved at undersøge alle kendte eksempler på hvalredningsforsøg igennem de sidste tredive år i Danmark. Herunder identificerer vi risici for, at hvalen pådrages fysiske skader og stress, når den forsøges reddet. For et står klart: Et redningsforsøg er ikke omkostningsløst for hvalen. Også den store medieopmærksomhed omkring strandede hvaler gør det nødvendigt med en mere sikker viden om, hvad der fagligt er det bedste at gøre, næste gang der strander en levende hval i Danmark.
