Dyrlægen

Hvordan kommunikerer du i sårbare situationer?

Der findes mange måder at rådgive og vejlede: Tænker du over, hvordan du som dyrlæge kommunikerer og formulerer dig over for bekymrede dyreejere?

For de fleste mennesker bliver vinteren imødekommet med åbne arme, fordi vinterens komme betyder jul og nytår, og alt hvad der hører sig til. Men på dyreklinikker og -hospitaler, betyder det også akutte besøg og opkald fra bekymrede dyreejere – både før, under og efter højtiden.

Indtil for nylig var jeg selv hundeejer og har aflagt mange visitter på dyreklinikker, og selvom jeg og min daværende hund heldigvis ikke var der i anledning af julekonfekt-forgiftning eller fyrværkeri-inducerede traumeresponser, så har jeg alligevel i venteværelser overhørt, hvordan bekymrede dyreejere bliver vejledt – eller utilsigtet skræmt. Jeg har på første hånd oplevet en dyreejer blive unødigt bekymret, fordi informationsudvekslingen på klinikken gik for hurtigt og var tenderende til negativt ladet i en situation, hvor dyreejeren søgte hjælp til beroligende præparater i forbindelse med fyrværkeri og nytårsaften.

Jeg tror naturligvis ikke, at det er med fuldt overlæg, at man som dyrlæge eller veterinærsygeplejerske formulerer sig på uhensigtsmæssige måder, når der står en bekymret dyreejer og beder om hjælp. Og jeg ved godt, at det ofte er situationens akut-karakter og tidsknaphed, der kan have indflydelse på de manglende høflighedsfraser, og det har jeg forståelse for, vil jeg understrege.

 

Det gælder alle klinikbesøg

Det er selvfølgelig ikke alle opkald og besøg, der er foranlediget af akutte behov og situationer. Omkring juletid og nytår er det også velmenende dyreejere, der aflægger visit eller griber telefonen for at få råd og vejledning til at komme igennem højtiden uden unødige konsekvenser for vores familiedyr.

Der findes et utal af gode råd, medikamenter, hjælpemidler, adfærdsøvelser og lignende, som man kan tilbyde dyreejere, der er bekymrede omkring jul og nytår, og der findes lige så mange måder at kommunikere det på. Og som kommunikationsuddannet – og hundeejer – ligger det mig nært, hvordan vi kommunikerer til og med hinanden i situationer, der er følsomme. Det gælder især, når familiens firbenedes velbefindende er usikkert.

Jeg tilskynder, at man som fagperson lægger sig i selen for at kommunikere i positive og oplysende vendinger i stedet for at male fanden på væggen i potentielt sårbare situationer. Det vil hjælpe både dyret, dyreejeren og klinikken. Vi ved nemlig, at kommunikation og formidling er alfa og omega, når det kommer til dyreejere, der skal forholde sig til og huske alle de vigtige ting, dyrlægen siger om den videre behandling og medicinering.

 

Den gode dialog er situationsuafhængig

Jeg modsætter mig absolut ikke, at dyrlæger og veterinærsygeplejersker deler al viden om patienten med dyreejeren, selvom det ofte kan omfatte differential diagnoser og worst-case-scenarios, og jeg ved, at det er en svær situation, når den ene part er faglig og professionel, og den anden er følelsesladet. Men jeg ved også, hvor afgørende den gode dialog er for alle parter. Jeg har selv stået i situationen med en meget syg hund, hvor min dyrlæges måde at formidle diagnose, behandlingsmuligheder og prognose var afgørende for min forståelse af situationens alvor og min evne til at træffe en beslutning på et oplyst grundlag.

Den gode kommunikation er sådan set situationsuafhængig – det er god kommunikation, der resulterer i bedre og mere succesfuld behandling af dyrene, og det er den gode kommunikation og tilgang til de bekymrede dyreejere, der sikrer en behagelig oplevelse af klinikbesøget. Også til jul og nytår.

Hos JJ Kommunikation hjælper vi ofte klinikpersonale med kurser og workshops i, hvordan man som fagperson faciliterer den gode kommunikation og oplevelse med dyreejerne. Har jeres klinik brug for nye input og vejledning til kommunikative retningslinjer, hjælper vi gerne.

Skriv til os på info@jjkommunikation.dk for at høre nærmere. 

 

JJ Kommunikation

Vi skaber synlige resultater. Og vi vil gerne skabe dem med dig.

Du har nemlig ikke brug for mere kommunikation. Du har brug for den rigtige kommunikation.

Til det har du brug for troværdige rådgivere, som ser din forretning som en helhed og tænker strategisk på tværs af kanaler.

Hos JJ Kommunikation finder du 11 af slagsen. Velkommen hos et full-service kommunikationsbureau.

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce