Stoffel er navnet på verdens nok mest kendte honning-grævling. Han bor på et vildtreservat i Sydafrika – og har med sine mange flugtforsøg demonstreret, hvorfor lige netop han og hans artsfæller siges at være særligt intelligente.
Dyrepasserne på Moholoholo Wildlife Rehabilitation Centre i Sydafrika har efterhånden ikke tal på, hvor mange flugtforsøg deres honning-grævling, Stoffel, har på samvittigheden. Honninggrævlingen (Mellivora capensis), der er medlem af mårfamilien og har en gennemsnitsvægt på 16 kilo og en -længde på 80 centimeter, anses som et af verdens mest frygtløse og vedholdende dyr. Disse styrker må siges at komme til udtryk, når Stoffel giver den gas som udbryderkongen Houdini. Stoffel, der nu har rundet de 20 år, er en af reservatets permanente beboere. Han lever i et nybygget anlæg sammen med sin honning-grævlinge-kone, Hammy. Anlægget kaldes blandt dyrepasserne for ’Alcatraz’, idet det blev etableret som et flugtsikkert hjem for parret. Stoffel er nemlig kendt for sine yderst originale flugtforsøg, og det nye anlæg viste sig da også snart at være lige så let at gennembryde som det gamle.
Dyrepasserne kan efterhånden godt gennemskue, når der er endnu en genial plan i støbeskeen, for så sidder Stoffel i timevis og klør sig på brystet med et snedigt udtryk i ansigtet. Men hvilken plan, der er i støbeskeen, kan ingen regne ud. Opfindsomme flugtforsøg Under det første flugtforsøg, der fandt sted kort efter, at honning-grævlingen var flyttet ind på reservatet, svingede han sig ganske enkelt afsted til friheden på en gren fra et træ i anlægget. Herefter brød han ind hos sine naboer, løverne.
Han blev reddet af en dyrepasser i sidste øjeblik, inden de overraskede løver gav ham tæsk. Træerne tættest ved muren blev fældet for at undgå, at denne uheldige episode skulle gentage sig. Dette resulterende dog blot i, at Stoffel i stedet brugte en gammel, efterladt kost som klatrestativ. Anlægget blev herefter ryddet for grej, men udbryderkongen gravede sig bare ud under murens sokkel og gik atter til angreb på løverne. Denne gang nåede han en grundig afklapsning af løvefamilien – og måtte en tur på hospitalet.
Man sørgede nu for at blokere soklen med sten, men da Stoffel blev udskrevet og returnerede til anlægget, skubbede han stenene oven på hinanden som en trappe – og kravlede over muren. Dyrepasserne, der efterhånden havde fået veltrænede øjne i nakken, fangede ham og fjernede stenene. Men honninggrævlingen ventede på et regnskyl, rullede dernæst lerkugler af gulvets mudrede jordbelægning – og gentog seneste flugtforsøg. Han holdt sig dog fra løverne denne gang. Nyt ’Alcatraz’- anlæg I samråd kastede reservatet håndklædet i ringen og besluttede at bygge et mere flugtsikkert hjem til Stoffel med cementgulv og uden nogen former for vegetation.
De fandt desuden en hun-honninggrævling i netværket og håbede, at denne lille kone ville give ham lyst til at bruge mere tid i hjemmet. Men så kunne de tro om igen. Stoffel fortsatte nemlig ufortrødent flugtforsøgene, der nu også omfattede hans hustru, som han instruerede i at lirke dørlåsen op, mens hun balancerede på skuldrene af ham. Herefter gik turen til en dyrepassers hus, hvor han larmende brød ind gennem køkkenvinduet og gik ombord i hans køleskab. Dyrepasserne måtte erkende, at deres primære opgave ikke mere var at forhindre endnu en flugt – men at indfange Stoffel, når det uafvendelige skete. Hvorvidt honning-grævlingen virkelig ønsker frihed – eller blot frisk kød og én på opleveren – vides ikke.
Indtil videre er Stoffel i hvert fald aldrig nået uden for Moholoholo Wildlife Rehabilitation Centre. Og dyrepasserne kan lettet berette, at flugtforsøgene heldigvis bliver færre og færre, efterhånden som han nærmer sig honning-grævlingens gennemsnitsalder i fangenskab på 24 år.
