18.03.2021: Faguddannelse har givet helt nye muligheder | DYRLÆGEN
Birka Faarup har taget en faguddannelse i klinisk ernæring, hvilket har givet både hende og klinikken nye muligheder. Foto: baesfoto

Faguddannelse har givet helt nye muligheder

Birka Faarup fra Roskilde Dyreklinik har taget en faguddannelse i klinisk ernæring, og det har givet helt nye muligheder for både hende selv og klinikken.

Birka Faarup har arbejdet som veterinærsygeplejerske siden 2007, hvor hun begyndte som elev på Roskilde Dyreklinik. Hun har dermed 14 års erfaring fra branchen, og noget af det bedste hun har gjort for sig selv, og klinikken, er at tage en faguddannelse i klinisk ernæring, som hun færdiggjorde tilbage i 2019.

»For mig personligt har det givet helt nye muligheder i forhold til de arbejdsopgaver, jeg løser i det daglige, hvor jeg får langt mere ansvar. Jeg har mange flere selvstændige konsultationer, og mit fokus er mere på ernæring end tidligere, og det har været det helt rigtige for mig i forhold til udviklingen i min karriere,« siger Birka Faarup.

Det er ikke kun for hende personligt, at uddannelsen i klinisk ernæring har været en rigtig god investering. Uddannelsen giver nemlig helt nye muligheder på klinikken, som nu kan tilbyde en endnu bedre behandling til alle deres patienter.

»Vi valgte at sende Birka afsted, fordi vi så muligheder for at afprøve nye områder inden for vores fag. Birkas interesse er ernæring, og derfor var det en kærkommen mulighed. Vi har efterfølgende mærket en stigende interesse fra vores klienter, der ønsker at benytte sig af muligheden for at få en konsultation hos vores fagveterinærsygeplejerske i klinisk ernæring,« siger Jens Sejer, der er indehaver af Roskilde Dyreklinik.

»Vi mærker også, at vores klienter bliver glade for, at vi kan hjælpe dem med flere ting, og især ernæring som jo er fremtidens nye medicin, og der er ingen tvivl om, at der sker meget inden for dette område. Det har også givet Birka mulighed for at lave egne og selvstændige konsultationer, og herved opbygger vi en større kontaktflade,« siger Jens Sejer.

 

Vejledning og rådgivning

I praksis har Birka’s videreuddannelse givet værdi både internt og eksternt, og det har også været ensbetydende med, at klinikken nu kan tilbyde en ny service, da Roskilde Dyreklinik har haft ernæringsdage, hvor man har kunnet høre mere om kost og ernæring og få udarbejdet en kostplan. Her har Birka haft den faglige ballast til at rådgive og vejlede på et helt andet niveau end tidligere, og det gælder også internt på klinikken.

»Internt er jeg i højere grad blevet en sparringspartner for dyrlægerne, hvor de tit spørger mig til råds, og jeg kan klæde dem på, hvis nu der kommer en udfordrende patient. Så kan de bevare fokus på det medicinske og det kirurgiske, og så tager jeg mig af ernæringen, og hvad der kan gøres på det område, for at gøre det bedst muligt for dyret,« siger Birka Faarup.

Det er en helt bevidst strategi på klinikken, at arbejdet deles mellem de ansatte, så de arbejder mest med de områder, som de har særlig interesse for. Det sætter de ansatte pris på, og det gør klienterne også.

»Vi er så heldige, at vi langt hen ad vejen får lov til at arbejde med det område, som vi brænder mest for, og det kan vores klienter også mærke. Derfor bruger jeg også rigtig meget tid på ernæring, mens jeg ofte sender andre spørgsmål videre til mine kollegaer, som ved mere på andre områder. Det betyder også, at patienterne bliver trygge, da de kender os, og deres ejere ved, at det faglige niveau er højt, fordi vi er meget passioneret,« siger Birka Faarup.

Hun kan også mærke, at det internt på klinikken har haft betydning, at hun har taget en faguddannelse, da hun nu har en langt større viden om fysiologi og de basale behov hos hunde og katte. Det er derfor også helt naturligt, at alt hvad der har med ernæring at gøre havner hos hende.

 

En fordel for alle

I det daglige arbejder Birka derfor nu med et bredt felt af ernæringsproblematikker, som kan være alt fra overvægtige dyr til småtspisende dyr, men også mere fagligt udfordrende problematikker.

»Før i tiden fokuserede man meget på overvægtige patienter, men det oplever jeg ikke som det største problem længere, da jeg faktisk har flere patienter, hvor problemet er, at de er småtspisende. Forskellige gastrointestinale udfordringer og endoparasitter er ligeledes også et hyppigt problem, og der kigger jeg så på kosten, og om man kan gøre noget for at hjælpe eller understøtte behandlingen,« siger Birka Faarup.

For hende har faguddannelsen lige så meget været en personlig udvikling, som det har været en faglig udvikling. Motivationen var at finde noget, som hun virkelig brændte for, og som hun vidste, hun kunne fordybe sig i.

»For mig var det egentlig mere en udvikling af mig selv, end det var med henblik på karrieremuligheder. At det så også har resulteret i spændende nye opgaver, det er bare et plus, og det betyder også, at jeg bliver udfordret fagligt, og hverdagen ikke bliver triviel og kedelig. Jeg får nye opgaver og mere ansvar, og det betyder, at jeg er klar til at give en ekstra skalle, når det er nødvendigt,« siger hun.

Dermed er det også en win-win situation, da klinikken, som betaler for uddannelsen, får en mere dedikeret og klogere medarbejder tilbage, som kan give endnu mere værdi til klinikken og klienterne. En dedikeret medarbejder, som laver noget vedkommende, brænder for, og som derfor også er mindre tilbøjelige til at skifte job.

»Hvis man er dedikeret og får ansvar og medbestemmelse, så bliver man også på arbejdspladsen, og det er en fordel for klinikken og klienterne. For når det kommer til kæledyr, så har det også rigtig meget med følelser at gøre, og det kræver tid og tillid. Tillid får hverken patienter eller deres ejere, hvis de møder nye ansigter hver anden gang. Derfor er det både for ejerne og patienter supervigtigt med dedikerede medarbejdere, som kender patienterne, da det giver loyale klienter, og de danner grundlaget for klinikken,« siger Birka Faarup.

Det mærker man også på Roskilde Dyreklinik, hvor det er et helt bevidst valg, at man prioriterer at give de ansatte en faguddannelse, hvis de ønsker det.

»Det øger arbejdsglæden i blandt de ansatte, da de får mulighed for at holde sig fagligt opdateret, og vi kan komplementere og bruge hinanden som sparringspartnere. Tidligere så vi også en tendens til, at veterinærsygeplejerskerne skiftede fag, når de rundede 30 år, og dermed mistede vi værdifuld arbejdskraft, men med en faguddannelse kan vi holde på de værdifulde og erfarne medarbejdere,« siger Jens Sejer.

 

Alle burde tage en faguddannelse

Birka havde egentlig engang en drøm om at blive dyrlæge, men hun endte i stedet med en uddannelse inden for salg, hvor hun blandt andet arbejdede som konsulent, før hun valgte at tage en uddannelse som veterinærsygeplejerske. Faguddannelsen i klinisk ernæring var et valg baseret på interesse, men det store fokus på ernæring kræver også, at man er i stand til at få ejerne med, når man rådgiver, og her kan Birka bruge noget af sin tidligere erhvervserfaring.

»Det jeg godt kunne lide ved salg, det var, at det drejer sig om interaktion og samarbejde med mennesker, og det gør det langt hen ad vejen også, når det kommer til kæledyr og ernæring. For hvis ikke ejerne er med på idéen, så er det jo lige meget. Jeg har fået en faglig stærk ballast med uddannelsen i klinisk ernæring, som jeg kan trække på, når jeg skal guide ejerne i en bestemt retning,« siger Birka Faarup, som ikke var i tvivl om, at det netop var klinisk ernæring hun ville gå yderligere i dybden med.

»Der var mange spændende faguddannelser, men ernæring var det, som interessereret mig mest, og det har det altid gjort. Man kan undgå rigtig mange sygdomme ved at fodre rigtigt, og hele immunforsvaret starter jo i tarmen,« siger hun.

I praksis tog uddannelsen et år, hvor der var flere moduler af to dages varighed på skolen, og der var en masse hjemmearbejde i form af cases, og patienter der skulle følges. Patienter med forskellige sygdomme og livsstadier, hvor det basale behov skulle udregnes og diæten optimeres.

»Som alt andet man bliver klogere på, finder man også ud af, hvor meget man ikke vidste, og jeg må sige, at jeg er blevet meget klogere på området klinisk ernæring. Det er en stor verden derude, der har åbnet sig for mig. Det er dejligt at kunne sparre med mine kollegaer og hjælpe vores patienter bedst muligt, og jeg kan kun anbefale uddannelsen til andre,« siger Birka Faarup.

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce