November er Pet Diabetes Month. Formålet med kampagnen er at øge opmærksomheden på diabetes hos kunde og katte. Ubehandlet diabetes mellitus kan have fatale konsekvenser for det diabetiske kæledyr.
Diabetes mellitus er en relativt almindelig diagnose hos hunde og katte. For dyreejeren kan diabetes lyde skræmmende, men det er muligt at give diabetiske hunde og katte et godt liv. Det kræver en dedikeret ejer samt hjælp og støtte fra dyreklinikkens personale – især i starten.
Læs med her, hvis du ønsker en opfriskning og et overblik, så du kan hjælpe dine klienter bedst muligt i gang.
Diabetes hos hund
Hunde rammes oftest af type 1 diabetes. Ved type 1 diabetes nedbrydes de insulinproducerende betaceller i bugspytkirtlen, og hunden kommer derved til at lide af en absolut insulinmangel. Destruktionen af betacellerne forløber oftest hurtigt og progressivt. Efter diagnosticering og opstart af behandling kan der ske en fortsat destruktion af betacellerne. Dette kan føre til et stigende behov for insulintilførsel, især inden for det første halve år af behandlingsforløbet.
Udtalt inflammation eller neoplasi i det eksokrine pankreasvæv kan også føre til tab af organets insulinproducerende funktion. I disse tilfælde vil diabeteslidelsen være kompliceret af eksokrin pankreas insufficiens. Hos tævehunde i diøstrus kan diabetes mellitus induceres (forbigående eller permanent) på grund af det høje progesteronniveau, der medfører nedsat følsomhed for insulin i vævene. Det anbefales derfor at sterilisere tævehunde med diabetes, da det er vanskeligt at opnå en god kontrol af intakte diabetiske tæver.
Diabetes hos kat
Katte rammes derimod oftest af type 2 diabetes, og udviklingen sker over længere tid. Ved type 2 diabetes kan de insulinproducerende betaceller i bugspytkirtlen initialt være funktionsdygtige. Ved type 2 diabetes har kroppens celler nedsat følsomhed overfor insulin, og derfor vil betacellerne producere en øget mængde insulin. Med øget insulinproduktion og samtidig insulinresistens bliver insulinmanglen relativ. Senere i sygdomsforløbet nedsættes betacellernes evne til at danne insulin på grund af progressiv aflejring af amyloid i disse. Fedme disponerer katte for diabetes og perifer insulinresistens. Kastrerede hankatte er her overrepræsenteret.
Katte bliver ofte præsenteret på klinikken relativt sent i forløbet, hvorfor størstedelen af dem vil være behandlingskrævende ved diagnosticeringen. Insulinbehandling af disse patienter vil aflaste pankreas, og i de tilfælde, hvor der er tilstrækkeligt insulinproducerende væv tilbage, kan behovet for eksogent insulin sænkes eller ophøre i kortere eller længere perioder. Det kaldes remission. Det er vigtigt at orientere katteejere om, at remission kan forekomme.
Symptomer og diagnose
Ejere vil ofte rapportere, at hunden eller katten tisser og drikker mere end den plejer, at den er urenlig og ikke kan holde sig, at den skal ud om natten, og at den er meget sulten og eventuelt har tabt sig på trods af den gode appetit.
Diagnosen stilles ud fra symptomerne, anamnesen og gentagne målinger af blod- og eventuelt uringlukose til påvisning af persisterende hyperglykæmi og glukosuri.
I situationer hvor katte er stressede, kan deres blodsukker stige kortvarigt. Her er der ikke tale om diabetes, men om stresshyperglykæmi. Det ses typisk ved transport eller håndtering i uvante situationer. En blodglukoseværdi er et øjebliksbillede, hvorimod serumfruktosamin er korreleret med blodsukkeret over en længere periode. Derfor er måling af serumfruktosamin især velegnet til vurdering af katte. Hvis katten har (stress)hyperglykæmi, men serumfruktosamin er normal, så er diabetes ikke en sandsynlig diagnose.
Du bør være opmærksom på, at hyperglykæmi kan ses ved sedation med alpha-2-adrenoceptor-agonister.
Det er en god idé at undersøge fuld blodtælling (CBC), biokemiske parametre (elektrolytter), urinanalyse og urinprotein:creatininratio, blodtryk og thyroxin (T4) for at udelukke andre årsager. Hunde har ofte forhøjet indhold af alkalisk fosfatase (ALP) og alanin aminotransferase. Hos katte kan der ses stressleukogram og forhøjet ALP.
Behandling af diabetes
Behandling af diabetes hos hunde og katte kræver insulin, men det er også vigtigt at sørge for et fornuftigt og regelmæssigt management omkring det diabetiske kæledyr. I tillæg til insulinbehandlingen opnår man den bedste kontrol af diabetes ved at give egnet foder og ved at holde sig til faste rutiner omkring motion samt fodrings- og insulintidspunkter.
Mål og monitorering – hvad ønsker vi at opnå?
Behandlingsmålet er ganske simpelt at opnå bortfald af kliniske symptomer samt minimering af risikoen for hypoglykæmi.
Der er flere måder at monitorere kæledyret på, og her bør ejer i høj grad involveres. Nogle ejere har mod på selv at måle blodsukker hjemme, andre har ikke. Den allervigtigste parameter er altid dyrets symptomer eller – forhåbentlig – mangel på samme. Alle kæledyrsejere kan holde øje med, hvor meget hunden drikker, og eventuelt måle mængden af tildelt vand fratrukket rester af vand, der hældes ud en til to gange om ugen. Katteejere vil også kunne bemærke om størrelsen og antallet af “urinklumper” i kattebakken bliver mindre.
Hvis man oplever problemer med reguleringen, kan serielle blodsukkermålinger give et mere nuanceret indblik og grundlag for justering af dosis. En enkelt daglig måling af blodsukkeret giver ikke ret meget information. Ved serielle blodsukkermålinger med efterfølgende udarbejdelse af en blodglukosekurve foretages første måling i forbindelse med insulininjektionen om morgenen, og dernæst foretages målinger hver anden time i løbet af dagen. Eventuelt lidt hyppigere, når blodsukkeret er faldende, for at være så sikker som muligt på, at den laveste målte blodsukkerværdi stemmer bedst muligt overens med den faktiske laveste blodsukkerværdi.
Det er ikke ualmindeligt at komme til at opjustere dosis på forkert grundlag, hvis man har misset den faktiske laveste blodsukkerværdi. Hvis kæledyret får en for høj dosis af insulin, der resulterer i åbenlys eller subklinisk hypoglykæmi, vil dette udløse frigivelse af adrenalin og efterfølgende frigivelse af kortisol, glukagon og væksthormon. Disse hormoner øger blodets glukosekoncentration. Hvis en sådan Somogyi-effekt/rebound hyperglykæmi finder sted, kan polyuri og polydipsi fejlfortolkes som en underdosering af insulin. Hyperglykæmi kan i nogle tilfælde persistere flere dage efter et enkelt hypoglykæmisk udfald, særligt hos katte.
Blodglukosekurve – hvad kigger vi efter?
- Er der effekt af insulin i den givne dosis – bevæger kurven sig ned og op igen i løbet af dagen?
- Hvad er den laveste (målte) værdi?
- Hvor lang tid er der effekt af insulindosen – hvornår vender kurven tilbage til udgangspunktet?
- Er der tegn på rebound – falder kurven stejlt og ender højere end udgangspunktet?
- Passer kurven med det kliniske billede?
Det er normalt, at insulinbehovet ændrer sig med tiden. Diabetes er en progressiv sygdom, og anden sygdom kan også udvikles med tiden eller være tilstede på tidspunktet for diagnosen. Følgende kan komplicere diabetesdiagnosen og bidrage til nedsat følsomhed for insulin:
- Akromegali
- Inflammatoriske tilstande (for eksempel pyometra, gingivitis, cystitis, pankreatitis, dermatitis)
- Obesitet
- Diøstrus
- Hyper-/hypothyreoidisme
- Samtidig medicinering (f.eks. kortikosteroider, progesteron)
- Cushing´s syndrom
- Neoplasi
- Nyreinsufficiens
Det praktiske og alle fælderne
Der er mange praktiske ting, som dyreejere skal tillære sig at have styr på. Det kræver hjælp og støtte fra dyreklinikkens personale – især i starten.
Først og fremmest skal ejer have en grundig instruktion i opbevaring og håndtering af insulin og ikke mindst i at give injektionerne, uanset om den indgives med sprøjter og kanyler eller injektionspen. Det er så nemt og selvfølgeligt for os, der har sprøjter og kanyler som arbejdsredskab, men det er det ikke nødvendigvis for ejer. Derfor bør man øve injektionsteknik med dem.
Man skal også sikre sig, at de sprøjter, der anvendes, passer til det produkt, man bruger. Veterinære insulinprodukter har en koncentration på 40 IE/ml, hvorimod humane insulinprodukter typisk er på 100 IE/ml. Det er en klassisk fejlkilde til pludseligt opstået dårlig regulering, at ejer på apoteket blot har bedt om “insulinsprøjter”, og derfor har fået dem, der passer til 100 IE/ml, da de er mest almindelige.
Menneskelige fejl og manglende rutiner er en hyppig årsag til dårlig regulering af diabetes. Uanset om ejer har mod på at foretage blodglukosemålinger eller ej, så bør ejer involveres i at holde øje med kæledyrets symptomer og velbefindende. Hvor meget drikker hunden eller katten, skal hunden sjældnere i haven, er der færre “urinklumper” i kattebakken, er katten holdt op med at tisse andre steder, hvordan er appetitten, og tager dyret på eller taber sig?
Det er også meget vigtigt at ejer bliver instrueret i, hvordan de ser, om kæledyret har for lavt blodsukker, og hvordan de håndterer det i hjemmet, da det kan udvikle sig fatalt. Hvis hunden eller katten kan og vil spise, tilbydes den en portion af det normale foder. Hvis det ikke er tilfældet, skal dyreejer bruge den sukkerkilde, der er tilgængelig, for eksempel druesukkeropløsning eller honning og gnubbe det på dyrets gummer. Dyreejer skal også instrueres i at orientere dyrlægen i tilfælde af hypoglykæmi, så dyrlægen kan vurdere hunden eller kattens sundhedsstatus og tage stilling til, om dosis skal justeres fremover.
Fremtidsudsigterne
Diabetes mellitus er en lidelse, der kan kontrolleres og oftest med en god prognose. Hver patient kræver en individuel behandlingsplan med jævnlig monitorering og indimellem justering af behandling. Samarbejdet mellem dyreklinikkens personale og dyreejer spiller en afgørende rolle for succesfuld behandling.
