Dyrlægen

E og G kan give essentielle gevinster

Der er stribevis af muligheder for initiativer omkring miljø og ledelse, som kan løfte din dyreklinik til det næste niveau til gavn for både ansatte, klienter, patienter og omverdenen…

Af kommunikationsrådgiver Anders Kampmann

Portrætfoto Kommunikationsrådgiver Anders Kampmann

Tidligere i år har jeg her på sitet og i Fagmagasinet Dyrlægen #2 skrevet om det lidt oversete S i ESG – altså Environment, Social og Governance – som flere og flere virksomheder imidlertid er ved at få øjnene op for på tværs af industrier og brancher.

Men hvis jeg skal sætte det lidt på spidsen, så er der jo en årsag til, at der generelt er mere fokus på E og G, altså de miljø- og ledelsesrelaterede tiltag, en virksomhed kan kaste sig ud i for at agere mere ansvarligt internt såvel som eksternt.

Det gælder også i den veterinære sektor, hvor fagfolkene om nogen har en åbenlys tilknytning til naturen gennem deres profession og det ’kald’, det ofte er at tage sig af de dyr, vi omgiver os med, om det så er i stuen eller i stalden.

Grønne ambitioner rækker videre

Af samme årsag er miljøet et oplagt sted at sætte ind for en dyreklinik eller -hospital, hvilket rigtig mange da også har gjort – også før ESG for alvor blev et begreb.

I dag er langt de fleste klinikker nået til at affaldssortere, spare på ressourcerne og udvise generel omtanke i deres forbrugsmønster. Men der stopper ambitionerne og mulighederne ikke.

Genbrug og genanvendelse vinder frem – i det omfang det er muligt i en branche med store mængder éngangsudstyr. Moderne maskineri arbejder smartere og hurtigere, og flere klinikker producerer deres egen grønne strøm med solceller på tagene.

Dertil kommer en række veterinærfaglige initiativer, som jeg ikke er den rette til at kloge mig på. I stedet vil mit råd være, at klinikker og hospitaler deler viden om best practice imellem sig. På nogle punkter er I konkurrenter, men på dette bør I være samarbejdspartnere med fælles mål.

Mange aspekter i governance

Her bevæger vi os over i G’et. Governance – der bedst kan oversættes til ’forvaltning’ på dansk – kan isoleret set virke som det sværeste element at blive klog på, og det rummer da også mange aspekter, en klinik eller et hospital kan forholde sig til.

Kort forklaret kan god governance i en dyreklinik beskrives som de strukturer, processer og adfærdsnormer, der sikrer, at klinikken ledes og drives ansvarligt, gennemsigtigt og med høje faglige og etiske standarder. Det indebærer eksempelvis at ejerskab, ledelse og fagligt ansvar er klart defineret, så beslutningerne kan træffes effektivt og ansvarligt.

Derudover skal klinikken have solide procedurer for ikke alene det faglige – kvalitet, patientbehandling, hygiejne og journalføring, såvel som overholdelse af gældende love og regler – men også en kultur, hvor dyrevelfærd, etik og gensidig respekt er i højsædet.

Ansvar og ejerskab 

Den slags kommer ikke af sig selv. En anden oversættelse af governance er ledelse, og netop ledelsen er da også afgørende i denne sammenhæng. De forskellige initiativer under E og S behøver ikke komme fra ledelsen, men hvis ledelsen ikke bakker op om dem, er udsigterne til succes som regel dårlige.

Klinikledelsen bør derfor tage ansvar for, at der på tværs af virksomheden bliver opstillet mål for, hvordan energiforbrug, indkøb og materialeanvendelse kan blive endnu bedre. Og så skal medarbejderne inddrages, for kun hvis dyrlæger, veterinærsygeplejersker, assistenter og andet personale løfter i flok, bliver de store tanker til virkelighed.

Så gør målsætningerne til et fælles projekt for alle ansatte. Opstil delmål og uddelegér de enkelte opgaver, så medarbejderne tager ejerskab for deres egne områder. Lad ledelsen holde fast i det overordnede ansvar, og husk at fejre de små og store sejre undervejs.

Når I har fået gang i initiativerne og de første resultater er begyndt at tikke ind, kan I også tage hul på at fortælle jeres interessenter om indsatsen. Det kan vi i JJ Kommunikation hjælpe med, så tøv ikke med at række ud.

 

Annonce

Annonce

Annonce

Læs de seneste nyheder og fagartikler
Oversigt

Dette website bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner som at genkende dig, når du vender tilbage til vores websted og hjælper os med at forstå, hvilke sektioner på websitet du finder mest interessante og nyttige.