Fagdyrlæge Kathrine Kirchhoff har som den første praktiserende dyrlæge i Danmark opnået en diplomatgrad under ECAR (European College of Animal Reproduction) med speciale i reproduktion hos hund og kat.
Kathrine Kirchhoff er landets førende fertilitetsekspert inden for smådyr. Hun blev fagdyrlæge inden for hund og kat i 2007 med hovedopgave i planlægning af det optimale parringstidspunkt hos tæver. Siden har hendes kliniske arbejde vist, at der er for få dyrlæger i Danmark med specialisering inden for reproduktion hos hund og kat.
Derfor besluttede hun i 2013, at hun ville specialisere sig yderligere. Hun har de sidste fire år arbejdet hen mod diplomateksamen, der blev afviklet 16. til 17. november 2017 i Wien. Som den første praktiserende dyrlæge i Danmark har Kathrine Kirchhoff opnået en diplomatgrad under ECAR (European College of Animal Reproduction) med speciale i reproduktion hos hund og kat.
»Denne viden er vigtig, fordi vi har mange kenneler og erhvervsmæssige opdrættere i Danmark, som har behov for denne form for hjælp og vejledning, vi som specialister i reproduktion kan give. Reproduktion handler om tid, rigtig mange penge og følelser, når der arbejdes med dette område,« siger Kathrine Kirchhoff.
Der kan være mange penge på spil for opdrætterne, som måske kun har mulighed for én parring af tæven – eventuelt med en avlshan i et andet land – eller som eksempelvis skal have tæven insemineret med frossen sæd.
»Erhvervsmæssige opdrættere får ofte sæd hjem fra udlandet for mange hundredetusind kroner, og hvis denne ikke bliver lagt korrekt i tæven på det rette tidspunkt, bliver tæven ikke drægtig, og så mister opdrætteren det store arbejde, forventninger og de mange penge, der er lagt i det. Der er derfor et akut behov for mere viden,« siger Kathrine Kirchhoff.
Udfordringer undervejs
Mellem 60 til 65 procent af dyrlægens daglige arbejde skal bestå af fertilitetsarbejde førend, man kan få lov at søge optagelse på diplomatuddannelsen ECAR (European College of Animal Reproduction).
»Det var lidt op ad bakke til at begynde med, fordi jeg er i klinisk praksis og ikke arbejder på et universitet. Jeg skulle derfor godkendes, før jeg kunne gå i gang med uddannelsen, fordi de skulle være sikker på, at jeg havde nok reproduktionsarbejde. Har man ikke det, får man ikke lov til at starte på uddannelsen,« fortæller Kathrine Kirchhoff, der således opnåede optagelse til diplomatuddannelsen på baggrund af sin praktiske erfaring og sin uddannelse som fagdyrlæge.
Kathrine Kirchhoff har lagt hundredvis af studietimer og fordybelse i pensummet, som dækker over nyeste forskning inden for reproduktion, også på de store husdyr og bioteknologi.
»Uddannelsen kræver, at man er under supervision. Jeg har haft to supervisorer; en professor fra Københavns Universitet og en professor fra PenState University,« siger hun.
Kathrine Kirchhoff er løbende blevet vejledt i forhold til de kliniske cases, hun har arbejdet med.
»Diplomatgraden under ECAR er en høj specialisering inden for reproduktion hos både stor- og smådyr med speciale inden for hund og kat. For at opnå tilladelse til at gå op til den europæiske diplomateksamen skal, der i løbet af residency-perioden udarbejdes en fuld case-log til vurdering af fagligt niveau inden for de forskellige patientkategorier hos både stor-og smådyr. Derudover skal man publicere to videnskabelige artikler, som skal præsenteres ved internationale kongresser samt have ophold på udenlandske specialklinikker eller universiteter, undervise og deltage i relevante kurser eller kongresser i perioden,« siger Kathrine Kirchhoff.
Kathrine Kirchhoff præsenterede begge sine artikler ved den årlige reproduktionskongres i Paris i 2016 og vandt prisen for bedste orale residency præsentation det år.
Supervisoren skal løbende vurdere den studerendes arbejde og niveau og skal inden eksamen retfærdiggøre overfor board-komitten, hvorfor de mener, vedkommende er kvalificeret til at sidde til eksamen det år.
Læs hele artiklen her.