Den spredte stråling ved røntgenfotografering er et problem for veterinærsygeplejersker og dyrlæger.
Røntgenfysik
Når røntgenrøret indstilles, er det muligt at ændre på rørspændingen (kV), strømmen (mA) og tiden (s). Indstillingen af disse parametre er bestemmende for energien i røntgenfotonerne og antallet af røntgenfotoner, der dannes (1).
For at minimere mængden af fotoner, der anvendes til en undersøgelse, er det vigtigt at indstille kV og mAs korrekt, ydermere skal området, der undersøges begrænses, så kun relevant anatomi og patologi undersøges. Dette gøres ved at indstille blændefeltet korrekt (1).
Raster
Rørspændingen har særligt betydning for kontrasten i billedet, da øget kV vil give en større mængede spredt stråling, der nedsætter kontrasten. Det kan være nødvendigt at øge kV for at have en intensitet, der er høj nok til at kunne trænge igennem kompaktvæv. For at kompensere for den lave kontrast kan der indsættes et raster, der absorberer dele af den spredte stråling. Rasteret absorberer også den primære stråling, der skal nå detektoren for at kunne danne et røntgenbillede. Derfor øges mAs ved brug af raster for at øge antallet af primære stråler, der sikrer diagnostisk kvalitet af røntgenbilledet (1). Afhængig af rasterets opbygning skal mAs øges to til tre gange.
Når der anvendes raster, modtager det område, der skal undersøges en større dosis for at sikre tilstrækkeligt signal til at kunne danne et røntgenbillede.
Da der ingen grænser er for stråling, der må anvendes ved diagnostik, er det fuldt forsvarligt at anvende raster ved undersøgelser for at sikre en tilpas billedkvalitet til at kunne diagnosticere ud fra. Udfordringen kan opstå når dyret ikke er alene i rummet, hvor undersøgelsen foregår, men bliver holdt af røntgenpersonale. Her er det sundhedsstyrelsen, der skal fastsætte dosisgrænser (2).
Strålebeskyttelse
For personalet, der fastholder et dyr ved en røntgenundersøgelse, er der af sundhedsstyrelsen udgivet to bekendtgørelser, der skal overholdes (3,4). I bekendtgørelse 669 beskrives blandt andet grænseværdier for, hvor meget dosis en person må modtage. Patienter er ikke omfattet af dette, da dosisgrænser ikke skal være afgørende for behandling og diagnostik (3), her vægtes ’as low as reasonably achievable (ALARA)’ princippet. Hvilket vil sige, at der kun anvendes så høj en dosis, at det er muligt at lave et diagnostisk brugbart røntgenbillede.
Grunden til at der er fokus på strålebeskyttelse ved brug af ioniserende stråling skyldes vekselvirkninger mellem røntgenfotonen og væv.
Interaktion med væv
Når røntegnfotoner med energier inden for det diagnostiske område bevæger sig igennem væv, kan der opstå to forskellige processorer. Enten photoelektrisk effekt, hvor den bliver absorberet, eller compton effekt hvor fotonen bliver afbøjet. Når fotonen bliver absorberet i vævet, afsætter den sin energi i en elektron tæt på kernen af atomet, denne elektron løsrives. Dette kan føre til skader i DNA. For en beskrivelse af dette henvises til (5). Ved compton effekt vil røntgenfotonen vekselvirke med en elektron i en yderskal i atomet, fotonen vil afgive lidt energi og ændre retning. Denne foton kan enten bevæge sig ud af patienten og remme noget uden for patienten, for eksempel detektor, vægge, personer i rummet, eller den kan vekselvirke inde i patienten igen (1).
Strålebeskyttelse inden for det veterinære område
Det bliver derfor den spredte stråling som personalet, der fastholder dyr til en røntgenoptagelse, primært skal beskyttes imod.
I 2021 blev der udgivet et studie i Frontiers in Vererinary Science af Bisgaard et.al. (6). I dette studie vurderede tre dyrlæger med speciale i billeddiagnostik et større antal røntgenbilleder af bækkener af hunde. Ydermere blev der målt den øjendosis, der ville blive givet ved en bækkenoptagelse svarende til, hvis en dyrlæge/veterinærsygeplejerske holdt en hund. For resultaterne af dette studie henvises til artiklen (6).
I forbindelse med konferencen om arbejdsmiljø for veterinærsygeplejersker blev der gennemført et mindre pilotstudie af Svea Deppe Mørup. Her blev dosis målt til personale ved røntgenundersøgelser af en hest.
Dosis blev målt ved at placere fire TLD-tabletter (samme type måleenhed, der sidder i de dosimetre, som personalet har på under blyforklædet ved røntgenoptagelser). TLD-tabletterne blev placeret fire forskellige steder på den person, der holdt detektoren bag hesten. De blev placeret inde under halskraven, oven på halskraven, ved brystet under blyforklædet og nederst på maven under blyforklædet. På samme måde fik personen, der betjente røntgenrøret, placeret TLD-tabletter, ydermere blev der placeret tabletter over blyforklædet nederst på maven. Der blev taget røntgenbilleder af seks heste, samlet 143 røntgenbilleder.
Resultatet af målingerne ses i de to figurer, alle målinger er i µSv. Det er værd at bemærke, at en af TLD-tabletterne, der var placeret under blyhalskraven, modtog en større dosis. Dette skyldes, at halskraven ikke sad tæt ind til halsen, og da personen bøjede sig forover ved en af optagelserne, blev denne tablet udsat for en større dosis.
Af resultatet er det muligt at se, at blybeskyttelsen absorberer store dele af dosis, men at der stadig slipper lidt igennem.
Anbefaling
På baggrund af dels det publicerede forskningsprojekt og pilotstudiet er det værd at overveje, om det er muligt at beskytte personale bedre, når de fikserer dyr, der skal røntgenundersøges. Fra det humane område er det normal praksis at tage blyhalskrave på, når personale opholder sig i rum med røntgenstråling. Gennemfører man undersøgelser, der kræver mange eller gentagne optagelser, hvor personale er tæt på væv, der udsender spredt stråling (for eksempel. intervention i gennemlysning) anvendes blybriller og/eller blyafskærmning i form af plader. Ydermere anvendes der underbordsrør, da store dele af den spredte stråling bevæger sig tilbage med røntgenrøret. Et underbordsrør er næppe en løsning inde for veterinærområdet.
Samtidig vil øget viden om stråleskader og strålingsrisiko måske kunne være en hjælp til at få fokus på korrekt brug af blyværnemidler.
Ideelt set stod personalet ikke inde ved dyrene under optagelserne, men skal de være der, kan vi kun anbefale større fokus på korrekt brug af værnemidler og øget viden om emnet.
Denne artikel er en sammenskrivning af det oplæg Svea Deppe Mørup og Malene Bisgaard holdt ved konferencen om ”Fremtidens arbejdsmiljø for veterinærsygeplejersker” 8. april 2022.
Referencer
- Claus Outzen, Grundbog i radiografisk røntgenfysik, radiografien 2014.
- Lov om ioniserende stråling og strålebeskyttelse (strålebeskyttelsesloven) Lov nr 23, af 15/01/2018. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2018/23
- Bekendtgørelse om ioniserende stråling og strålebeskyttelse, BEK nr. 669 af 01/07/2019. www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/669
- Bekendtgørelse om brug af strålingsgeneratorer, BEK nr 671 af 01/07/2019 https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/671
- Stewart C. Bushong; Radiologic science for technologists, 12th edition 2021
- Malene Bisgaard, Fintan McEvoy, Dorte Hald Nielsen, Clara Allberg, Line Marie Johansen, Signe N. Meyer, Stine Pedersen, Helle Precht. Collimation and exposure parameter influences image quality and quantification of the radiation dose to the eye lens of the restrainer in computed radiography of canine pelvis. in Frontiers in Veterinary Science (2021)
