Rutinerne for afgoldning varierer fra land til land, og der mangler moderne forskning på området. I denne artikel gennemgås en række af de velfærdsmæssige udfordringer, som kan relateres til koens goldperiode.
Af Thomas Manske, dyrlæge, ph.d., teknisk chef, Boehringer Ingelheim Animal Health, Team Ruminant
Inspireret af den forgangne sommers tørke kan det være interessant at se på laktationscyklussens tørketid, nemlig goldperioden. Det er velkendt, at uden denne hvilefase vil mælkeproduktionen i den næste laktation være 20-40 procent lavere.
Rutinerne for afgoldning varierer enormt mellem lande og endda mellem gårde, ligesom køer på samme gård kan blive udsat for meget forskellige afgoldningsprocedurer. Der er i den grad mangel på moderne forskning indenfor området, og det skyldes måske, at man har betragtet goldperioden som en ubekymret ferie for koen.
Alt tyder alt på, at goldperioden ikke skal ses som afslutningen på laktationen, men derimod som begyndelsen på den næste. En velgennemført afgoldning giver fundamentet til god dyrevelfærd og yversundhed i goldperioden og en høj mælkeproduktion i den kommende laktation. En dårlig gennemført afgoldning giver velfærdsproblemer og øger risikoen for sygdom og reduceret produktion.
De vigtigste velfærdsproblemer for koen i forbindelse med afgoldning og gennem goldperioden er den forøgede risiko for yverinfektion, smerte og ubehag, som særligt ses i ved afgoldning af køer med en ’høj’ ydelse. Hertil kommer nogle af de andre påvirkninger, som koen udsættes for i forbindelse med afgoldning for at reducere mælkeproduktionen, såsom begrænset adgang til vand og foder, flytning til nyt miljø med efterfølgende kamp om rangorden med mere.
Nedenfor skal vi se på en del af de velfærdsmæssige udfordringer, som kan relateres til koens goldperiode.
Yversundhed
Mastitis er smertefuldt og udgør dermed et velfærdsproblem. Der findes såvel adfærdsmæssige som fysiologiske beviser for, at al klinisk masitis (uanset graden) er forbundet med smerte. Selv køer med mild mastitis har reduceret liggetid (Siivonen et al., 2011; Medrano-Galarza et al., 2012).
Køer med mild til moderat mastitis har større afstand mellem haserne sammelignet med raske køer, hvilket tolkes, som at de ændrer benstilling for at mindske trykket på et smertende yver (Kemp et al., 2008).
Køer med mild til moderat mastitis udviser også en øget følsomhed for såvel varme (Peters et al., 2015) som for tryk på yveret (Bradley, 2002). Det indikerer en lavere smertetærskel (hyperalgesi) som følge af inflammationen.
Hos køer med mastitis observeres øget af forekomst af bradykinin i mælken (Eshraghi, et al., 1999). Bradykinin er et potent smerteudløsende endogent stof, som også kan påvises hos køer med subkliniks staf. aureus mastitis. Det har rejst spørgsmålet om, hvorvidt subklinsk mastitis også er forbundet med nedsat velfærd.
Risikio for nyinfektion
Studier har vist, at de fleste mastitistilfælde i tidlig laktation har rod i infektioner opstået i goldperioden (Bradley & Green, 2004) eller før afgoldning. Det er derfor, man anvender antibiotika ved afgoldning og/eller interne patteforseglere. I forbindelse med to faser af goldperioden er yveret særligt følsomt for nyinfektion, nemlig ved afgoldning og umiddelbart før kælvning. Når malkningerne stopper, ophører såvel den fysiske udskylning af bakterier gennem pattekanalen som desinfektion af pattespidser med spray eller dyp.
Når yveret hæver ved afgoldning kan mælkelækage opstå, etablering af keratinproppen forsinkes, og pattekanalen hæver op og forkortes. Tilsammen øger det risikioen for nyinfektion, ikke mindst fordi der samtidig er mælk i yveret, der fungerer som et perfekt substrat for bakteriel vækst.
I goldperiodens hvilefase er risikoen for nyinfektion lav. Der er en begrænset mængde væske, kasein og fedt til stede, samtidig med at laktoferrin blokerer for vækst af jernafhængige bakterier. Koncentrationen af leukocytter og antistoffer er ovenikøbet relativ høj.
Kort tid før kælvning forøges risikoen igen, da keratinproppen nedbrydes, hvilket hos visse køer giver anledning til lækage af råmælk. Dertil kommer at mængden af laktoferrin og leukocytter falder, og at leukocytaktiviteten er nedsat.
Afgoldning
Afgoldning af malkekøer indebærer, at malkningerne pludseligt eller gradvist ophører. I nutidens intensive mælkeproduktion sker dette typisk 45-60 dage før forventet kælvning. Nogle køer vil ved afgoldning have en relativ høj mælkeproduktion i størrelsesorden 25-35 kg/d, enkelte endda over 40 kg/d.
Gradvis ophør af malkning for at sænke mælkeproduktionen opnås ved at reducere foderindtaget (energien) og/eller ved at nedsætte malkefrekvensen før afgoldning.
I forbindelse med selve afgoldningen vil begge disse metoder medføre en betydelig akkumulering af mælk i yveret, som forårsager hævelse. Denne hævelse er i særdeleshed udtalt hos køer med høj mælkeydelse og særligt for dem, som udsættes for brat ophør af malkning. Yverhævelsen ved afgoldning giver smerte og ubehag (Bertulat et al., 2013; Zobel et al., 2015).
Førstekalvs-køer kan opleve mere ubehag ved afgoldning end ældre køer. Dels er det en ny stressende oplevelse for dem, dels har de en fladere laktationskurve. Yvervævet er heller ikke helt udviklet hos unge køer, hvilket kan nedsætte deres tolerance for højt intramammært tryk.
Fysiologiske forandringer ved afgoldning
Ved afgoldning fortsætter mælkekirtlen med at producere mælk, hvilket resulterer i et øget intramammært tryk, som kan lede til smerte og ubehag for koen. Trykket i kirtlen vil være højt cirka 16 timer efter sidste malkning, hvorefter mælkelækage og en mild inflammation kan opstå.
Inflammationen kan erkendes ved øget blodgennemstrømning i yveret samt stigning i antal neutrofile leukocytter i mælken.
Selve involutionen er i sig selv apoptotisk og forløber stort set uden inflammation.
Tegn på inflammation tolkes således som et resultat af for stor mælkeansamling i yveret (Silanikove et al., 2013, Zobel et al., 2015). Det intramammære tryk peaker normalt cirka to dage efter afgoldning (Bertulat et al., 2013), hvorefter det mindskes gradvist. Det er dog stadig synligt højt fire til seks dage efter brat afgoldning.
Smerte og ubehag ved afgoldning
To forhold beviser med tydelighed, at køer har nedsat velfærd forbundet med afgoldningsprocessen. Disse er en forandret liggeadfærd og et ændret respons på yverberøring.
At ligge og hvile er et stærkt prioriteret behov hos malkekøer. Manglende hvile betyder dårligere velfærd. Reduceret liggetid har derfor i forskningen været brugt som en indikator for det ubehag forårsaget af yverspænding, som koen oplever ved afgoldning.
Til eksempel er det vist i et studie (O’Driscoll et al., 2011), at reduktion i malkningsfrekvens fra to til én gang malkning per dag hos køer i midtlaktation gav en øget yverspænding, mælkelækage – og kortere liggetid. Det er oplagt at tillægge den kortere liggetid som et forsøg fra koens side på at modvirke et ydre tryk på yveret.
I et andet studie noteredes ingen påvirkning på liggetiden dagen efter brat afgoldning hos køer med en mælkeproduktion på mindre end 10 kg/d. Yverets fasthed forøgedes også kun marginelt efter afgoldning ved en så lav mælkeproduktion (Tucker et al., 2009).
I et andet studie, hvor køerne i gennemsnit havde en mælkeydelse på mere end 16 kg/d mindskedes både liggetiden totalt og liggeperiodernes længde. Derimod steg antallet af liggeperioder. Det er tolket som tegn på fysisk ubehag og rastløshed (Zobel et al., 2013).
For raske goldkøer i et godt miljø angives 14 timers liggetid pr dag. Liggetiden kan påvirkes af pasningsniveauet. Til eksempel har et studie vist, at liggetiden for goldkøer i sengebåse kunne øges fra 9 timer om dagen til 14 timer ved at udskifte vådt savsmuld med tørt (Fregonesi et al., 2007).
At bedømme dyrs reaktion, når man palperer eller manipulerer med væv, er en almindelig metode for dyrlæger (og også for læger) til klinisk at bedømme smerteytringer. Metoden anses for at være gyldig og pålidelig, så længe reaktionen måles på en standardiseret og valideret måde.
Smerter fra yveret hos malkekøer har i studier kunnet kvantificeres under anvendelse af mekanisk (algometer) eller termisk (laser) stimulering af et bagben eller selve yveret. Disse metoder måler en ’nociceptiv tærskel’, den mindste grad af stimulans, der er nødvendig for at udløse et respons som eksempelvis spark, benløft eller pisken med halen.
Lave tærskelværdier indikerer øget grad af smerte. Hidtil har denne metode kun været brugt til at måle smerte i sammenhæng med mastitis eller halthed hos malkekøer.
Hvordan måler man i praksis?
Hvilken målemetode kan man så anvende under praktiske forhold? Adspurgte tyske landmænd angav i et studie, at de ændrede adfærdsmønstre i forbindelse med afgoldning mest var relateret til uro og rastløshed, øget vokalisering samt nedsat appetit og liggetid (Bertulat et al., 2015).
Man kan få et indtryk af yverspændingen ved hjælp af palpation. Hævelsen af yveret kan vurderes ved at sammenholde pattelængden før sidste malkning med pattelængden de første dage efter afgoldning.
Mælkelækage er også et godt mål, og det udgør en stor risiko for intramammære infektioner. Øget vokalisering kan ligeledes være en indikator for det ubehag, som er forbundet med det forøgede tryk i yveret, men kan naturligvis også være et udtryk for sult eller stress relateret til flytning, omgruppering med videre.
Uro og stress
Begrænsing af foder og vandtilgang anvendes nogle gange som en effektiv metode til hurtigt at sænke mælkeproduktionen. Ved en sådan procedure ses en markant forøgelse af kortisolindholdet i blodet, hvilket er en indikator på stress. Det skal bemærkes, at en begræsning af tilgang til vand er betænkeligt ud fra et velfærdsperspektiv.
Martin Odensten og medarbejdere (2005) viste, at afgoldning på halm og vand udløste metabolisk stress hos køerne. Det anbefales derfor, at køer skal have adgang til en begrænset mængde mere energirigt foder i forbindelse med afgoldning.
Afgoldning udløser også et fysiologisk stress, idet smerte fra øget intramammært tryk efter afgoldning følges op af et stressrespons. Efter brat afgoldning af højtydende køer kan der påvises et højere niveau af kortisolmetabolitter (indikator på stress) i gødningen sammenlignet med køer som ikke oplevede en brat afgoldning, eller som blev afgoldet med en lavere mælkeproduktion. (Bertulat et al., 2013).
Det er værd at notere, at stress er additiv, og at risikoen for at blive ramt af eksemplevis intramammær infektion øges med stigende stressrespons.
Nyt miljø kan udløse stress
Køer er som bekendt neofobe, så et nyt miljø og uvante rutiner udløser også stress. Afgoldning er således forbundet med en række forandringer, som koen vil føle som stressfaktorer; eksempelvis flytning til nyt miljø, omgruppering og ændring af fodring.
Omgruppering kan forekomme flere gange i løbet af goldperioden, og det kan have uheldige konsekvenser for køerne. Flere studier har vist, at omgruppering mindsker tiden til drøvtygning og øger aggressioner (ex. Grant & Albright, 2001).
Sådan social uro varer flere dage efter, at der har været flytninger ind eller ud af gruppen, og gør at foderindtaget kan mindskes (Lobeck-Luchterhand et al., 2014) i den periode, hvor det er allervigtigst for koen med et optimalt foderindtag.
Det er vist, at køer som blev ramt af metritis (Huzzey et al., 2007) og ketose (Goldhawk et al., 2009) efter kælvning brugte mindre tid på foderoptag i ugerne før kælvning end de køer, som forblev raske efter kælvning. Det er også tegn på, at lavtrangerende køer et særligt udsatte for at risikere at blive jaget væk fra foderbordet af dominante køer (DeVries et al., 2004).
Det er således vigtigt med tilstrækkelig mange og tilstrækkeligt brede ædepladser for at mindske de negative konsekvenser af konkurrence mellem goldkøerne.
Anbefalede pasningsrutiner
I de fleste lande har brat afgoldning været anbefalet siden midten af 1900-tallet (Zobel et al., 2015). Studier, som understøtter dette udsagn, blev typisk gennemført i 1970’erne, hvor de fleste køers ydelse ved afgoldning lå under 10 kg/d.
Som tidligere beskrevet påvirkes sådanne køer kun i ringe grad af afgoldningen. I Sverige anbefales det generelt at gennemføre afgoldningen gradvist, selvom det videnskabelige grundlag for denne holdning er tynd.
Derimod er det interessant at notere sig, at interessen for gradvis afgoldning stiger på internationalt niveau. Det er tilsyneladende ikke afgørende, om køer afgoldes abrupt eller gradvist; mælkeproduktionen ved afgoldning kan derimod være af stor betydning.
Høj mælkeproduktion har vist sig at udgøre et problem i form af øget risiko for yverinfektioner (ex. Rajala-Schultz et al., 2005) samt negativ påvirket velfærd og smerter som følge af øget yverspænding. Det er derfor vigtigt at få nedbragt mælkeproduktionen så meget som muligt før afgoldning.
Bevægelse
Det er et plus for goldkøer at kunne bevæge sig frit omkring inde såvel som ude. Liggearealet bør være på mindst 10m2/ko, og strøelsen bør være rigelig og fornyes dagligt. Liggearealet skal til alle tider være tørt og blødt, så koen kan hvile så mange timer dagligt, som den ønsker.
Goldkøerne bør tillige beskyttes mod træk og høj varme, og opstaldning kan med fordel placeres, så dyrene ikke fornemmer indtryk fra malkestalden. Det kan stimulere mælkenedlægning, og derved øges risikoen for mælkelækage og korte liggetider.
Man kan også modvirke stress generelt ved at nedsætte konkurrencen om foder og vand, ved at der til enhver tid er fri adgang, og at alle kan æde på én gang. Goldkøer bør overvåges systematisk efter afgoldning, så man kan handle tidligt ved tegn på ubehag og øget risiko for sygdom hos de enkelte dyr.
Sammenfatning
Køer kan møde flere velfærdsproblemer i forbindelse med afgoldning og i goldperioden. Det kan være øget risiko for nyinfektioner i yveret, smerte og ubehag som følge af øget tryk i yveret efter afgoldning samt stress på grund af omgruppering, konkurrence med videre.
Disse velfærdsproblemer har en negativ indflydelse på sundhed, produktion og dyrets almene tilstand. Det kan være en god ide at fokusere på at mindske yverspændingen efter afgoldning, da det mindsker smerte og ubehag, ligesom det kan mindske risikoen for nyinfektioner. Til yderligere forbedring af livskvaliteten hos goldkøerne er det vigtigt at sikre en god fodring, sørge for et rent og blødt leje og så vidt muligt reducere stress i forbindelse med omgrupperinger.
Referencer
Bertulat et al., 2013. J Dairy Sci. 96: 3774-87
Bertulat et al., 2015. Vet Rec Open. 2:e000068
Bradley, 2002. Vet J. 164: 116-28
Bradley & Green, 2004. Vet Clin Food Anim. 20: 547-68
deVries et al., 2004. J Dairy Sci. 87: 1432-8
Fregonesi et al., 2007. J Dairy Sci. 90: 5468-72
Goldhawk et al., 2009. J Dairy Sci. 92: 4971-7
Grant & Albright, 2001. J Dairy Sci. 84: Suppl. E156–63
Huzzey et al., 2007. J Dairy Sci. 90: 3220-33
Kemp et al., 2008. Vet Rec. 163: 175-9
Lobeck-Luchterhand et al., 2014. J Dairy Sci. 97: 2800-7
Medrano-Galarza et al., 2012. J Dairy Sci. 95: 6994-7002
Odensten et al., 2005. J Dairy Sci. 88: 2072-82
O’Driscoll et al., 2011. Livest Sci. 138: 132-43
Peters et al., 2015. Anim. 9: 2024-28
Rajala-Schultz et al., 2005. J Dairy Sci. 88: 577-9
Siivonen et al., 2011. Appl Anim Behav Sci. 132: 101-6
Silanikove et al., 2013. J Dairy Sci. 96 : 6400-11
Tucker et al., 2009. J Dairy Sci. 92: 3194-3203
Zobel et al., 2013. J Dairy Sci. 96: 5064-71
Zobel et al., 2015. J Dairy Sci. 98: 1–15
