Sif Baber Østergaard er dyrlægestuderende. Hendes golden retriever Luna er hendes ven og følgesvend, og en dag vil den kunne redde hende fra et ubehageligt anfald. Sif Baber Østergaard er nemlig diabetespatient og i gang med at træne Luna op som diabeteshund.
Luna er min golden retriever på to år, og hun er ved at lære at opsnuse og reagere på mine svingende blodsukre. Jeg købte Luna fra en kennel, da hun var otte uger gammel og har siden hun var 12 uger trænet hende i retning af at blive min servicehund.
Inden jeg fik Luna, var jeg klar over, at hun muligvis ikke ville blive en servicehund – eller overhoved egne sig til den officielle træning. Det ville vise sig, når hun fyldte et år. Hun måtte ikke have knogleledsdysplasier, skulle have et godt sind, den rette arbejdsånd og være miljøstabil. Jeg nåede hurtigt frem til, at hvis hun skulle vise sig som 1-årig ikke at egne sig til servicehundetræningen på grund af eksempelvis dysplasi, ville hun være en fantastisk familiehund med god træning i bagagen.
Et stort forarbejde inden hvalpekøb
Omkring år 2013, et par år før jeg faktisk købte Luna, undersøgte jeg mulighederne for at få en diabetesservicehund – og om det overhoved fandtes. I Danmark var det et ukendt fænomen, men i blandt andet Sverige, Tyskland, England og USA trænes hundene af uddannede servicehundetrænere. For at sikre mig at en servicehund trænet uden for Danmark havde samme rettigheder som for eksempel en dansktrænet førerhund, snakkede jeg med Assistance Dog Europe (ADEu), en international organisation, som akkrediterer servicehundeorganisationer. Det viste sig at være i orden – så længe den organisation, jeg fandt, også var akkrediteret af ADEu.
Via ADEu fik jeg kontakt til Svensk Service- og Signalhundsforbund (SoS), der gerne ville hjælpe mig med at få en servicehund. SoS træner ud fra princippet om, at det er ens egen hund, som uddannes med vejledning fra en servicehundetræner.
Udvælgelse og ”uofficiel” træning
I princippet kan alle hunde trænes til at blive diabetesservicehunde, men valget faldt hurtigt på en golden retriever – jeg er glad for retrievere, jeg synes, de er sociale og glade for at arbejde, og det en forholdsvis sund race. Jeg søgte en tæve, da dette ville passe mig bedst, og fordi jeg havde fået fortalt, at de ofte er nemmere at træne som alarmeringshunde. Jeg så Luna første gang, dagen inden hun fyldte 8 uger. 24 timer senere var hun min hund.
Herefter startede vi til hvalpetræning på hold to gange ugentligt, efterfulgt af unghunde- og lydighedstræning. Desuden ringede jeg til det lokale storcenter, så Luna fik indendørs miljøtræning så tidligt som muligt. Jeg havde hende også med i BonBon-Land flere gange, da det her var tilladt at medbringe hunde. Der vænnede hun sig både til børn, maskiner, klap- og barnevogne og folk i maskotkostumer.
