Grise er ikke bare grise, når det gælder forskning. Valget af gris afhænger nemlig af, hvad der forskes i. Denne artikel giver et overblik over de grise, som oftest bliver anvendt inden for den biomedicinske forskning i Danmark. Selvom grisenes anvendelse lapper over hinanden, er de også unikke på hver deres måde.
Grise er blandt de allertidligste forsøgsdyr, der er blevet taget i menneskets anvendelse. Således anvendte allerede den romerske læge Galenus (o. 129-200 e. Kr.) grise til sine vivisektioner, der blandt andet viste, at nerverne styrer musklernes funktion. Dengang foregik forsøgene på bundne grise, da der endnu ikke fandtes bedøvelsesmidler. Med middelalderen fulgte en periode på flere hundrede år, hvor der ikke blev udført dyreforsøg i Europa. Det var først med renæssancens genopdagelse af antikkens metoder, at dyreforsøgene også blev genoptaget i Europa.
En af de tidligste udøvere var anatomen Andreas Vesalius (1514-1564), der i sin berømte bog ’De Humani Corporis Fabrica’ fra 1542 beskrev, hvordan griseforsøg kan udføres efter antikkens anvisninger. Siden har grise været anvendt som forsøgsdyr i den biomedicinske forskning. Her har grisen, på linje med hunden, fungeret som en stordyrsmodel, som man kunne anvende som alternativ til mus og rotter.
Sammenlignet med andre lande bruger vi i Danmark forholdsvis mange forsøgsgrise, idet grisen typisk er den tredje mest anvendte dyreart til forsøg efter musen og rotten (Tabel 1).
Produktionsgrise i forskning
Grisens popularitet som forsøgsdyr i Danmark skyldes utvivlsomt vores store svineproduktion, som gør det oplagt for mange forskere også at anvende grise til forskning. Tilmed kan landbrugsgrise, købt i landbruget, lovligt anvendes i forskningen, hvilket i øvrigt også gælder for de øvrige landbrugsdyr. Hovedreglen er ellers, at forsøgsdyr skal være specialopdrættet som forsøgsdyr.
Almindelige produktionsgrise er de mest anvendte forsøgsgrise i Danmark. Selvom fordelingen af grisetyper ikke officielt registreres, tegner produktionsgrise sig formentlig for omkring 75 procent af alle grise anvendt som forsøgsdyr i Danmark. Blandt de danske produktionsgrise anvendes typisk racerne: Dansk landrace (L), yorkshire (Y) og duroc (Y) – eller krydsningerne mellem dem: DYL og LY/YL.
Produktionsgrisene er glimrende til biomedicinske forsøg, idet deres sundhedsstatus typisk er Specifik Patogen Fri (SPF)-status, og de er let tilgængelige og forholdsvis billige at indkøbe sammenlignet med andre store forsøgsdyr. Det kan dog være en ulempe, at man i andre lande anvender andre svineracer end de danske, og at det derfor kan være vanskeligt for udenlandske forskere at reproducere resultater opnået i dyremodeller udviklet på danske produktionsgrise.
Produktionsgrisen er standardgrisen i non-recovery studier og til undervisning, blandt andet træning af nye kirurger. Her er produktionsgrisens pris og kropsstørrelse en fordel, idet der typisk indkøbes unge grise med en kropsvægt på 20-70 kilo. Organernes størrelse og blodmængden gør dem sammenlignelige med mennesker, og nye kirurgiske metoder udviklet i grise kan derfor som oftest hurtigt overføres til mennesker.
Ulempen ved grisene er, at de har en hurtig tilvækst, der i løbet af få måneder gør dem så tunge, at de er vanskelige at håndtere. Derfor bliver produktionsgrise sjældent anvendt i langvarige overlevelsesforsøg eller til undersøgelse af sygdomme, som kræver udvoksede eller gamle forsøgsdyr.
Göttingen minigrisen
Det er selvsagt upraktisk med en flere hundrede kilo tung gris på et operationsleje. Derfor er der flere steder i verden udviklet lokale minigrise, som er avlet efter en lav kropsvægt som voksen.
Göttingen minigrisen er en sådan minigris, der oprindelig blev udviklet på Göttingen Universitet i Tyskland omkring 1960. Den består af en krydsning mellem Minnesota-minigrisen og vietnamesisk hængebugsvin, som nogle år senere blev krydset med Tysk landrace, således den har fået sin nuværende lyse hudfarve. Göttingen minigrisen vokser cirka to kilo per måned og vejer udvokset omkring 35-45 kilo.
I 1992 indgik en sjællandsk landmand, Lars Ellegaard, aftale med det tyske universitet om at avle, udvikle og sælge minigrisen. Universitetet fortsatte dog med at stå for avlsstyringen og beholdt ligeså en koloni af grisene. Ellegaard Göttingen Minipigs har stadig de globale rettigheder, og Göttingen minigrise avles i dag både i Danmark, Japan og USA, hvorfra de sælges til hele verden. Grisene har høj sundhedsstatus, således de kan indgå som en ikke-gnaver dyremodel i toksikologiske studier. Derudover anvendes den som dyremodel i overlevelsesstudier, hvor almindelige grise ville blive for tunge.
Yucatan-grisen
Mens Göttingen minigrisen er udbredt som forsøgsgris her i Europa, er det lidt oftere Yucatan-grisen, som bliver anvendt til forskningen i USA.
Yucatan-grisen stammer oprindelig fra Yucatan-halvøen i Mexico, hvor den formentlig stammer fra nogle af de grise, som de spanske opdagelsesrejsende medbragte. Yucatan-minigrisen er grålig af udseende og næsten hårløs. Den opnår en voksenvægt på 70-80 kilo.
Yucatan-grisen anvendes i Danmark, idet jeg var med til at hente den til Aarhus Universitet fra Irland i begyndelsen af nullerne. Her har forskere gensplejset og klonet grisen, således den udvikler forhøjet kolesterol, svarende til familiær hyperkolesterolæmi hos mennesker. Hermed udvikler Yucatan-grisen aterosklerose, som det kendes fra mennesker.
Den transgene Yucatan-gris er således blevet en model for aterosklerose hos mennesker, og grisene anvendes blandt andet til udvikling af nye scanningsmetoder, der kan bruges til at identificere de patienter, der risikerer at udvikle blodpropper i hjertet. Grisemodellen kan også bruges til afprøvning af stents og til test af ny medicin mod aterosklerose.
Ossabaw-grisen
Den nyeste forsøgsgris i Danmark er Ossabaw-grisen, som blev indført i 2018, hvor Risø DTU begyndte at opdrætte dem.
Grisene stammer oprindelig fra Ossabaw Island, som er en lille ø ud for den amerikanske østkyst. Her satte spanske opdagelsesrejsende flere gange i det 16. århundrede grise af på øen, så de senere kunne bruges som forråd. Der er således oprindelig tale om europæiske grise, som igennem omkring 500 år har levet isoleret på øen. Da der kun levede få mennesker på øen, kunne en vild bestand af grise etablere sig, ikke mindst fordi grise som altædende både kunne leve af agern, krebsdyr og sågar skildpaddeæg.
Ossabaw-grisen måtte dog tilpasse sig til et liv, hvor fødegrundlaget var meget sæsonbetinget. Derfor blev grisene i stand til at optage meget store mængder føde, der i form at et tykt fedtlag kunne bruges til at klare sig igennem de mere magre perioder. Dette kan forskningsmæssigt udnyttes, idet Ossabaw Island-grisen er blevet i stand til at optage så meget føde, at den udvikler en prædiabetisk tilstand, svarende til den hos mange overvægtige patienter. Grisen er derfor en attraktiv model til forskning i diabetes og andre fedmerelaterede sygdomme, såsom metabolisk syndrom, non-alkoholisk leversygdom og hjertekarsygdomme.
Grisen er ret lav, omkring 50 centimeter, og med en voksenvægt på 60-80 kilo. DTU har eneret til avl af Ossabaw Island-grisen i Europa, men samarbejder gerne om projekter og forsker selv aktivt i forskellige aspekter af metabolisk syndrom i denne gris.
En gris er ikke blot en gris
Grise er altså ikke blot grise, når det gælder forskning, men bør vælges ud fra, hvad der specifikt forskes i. Foruden de i artiklen nævnte grise, findes der i udlandet flere andre grise, der ligeledes anvendes i den biomedicinske forskning. Sågar en indavlet minigris er blevet udviklet i Kina, idet variationen mellem individerne dermed er reduceret, således at der ikke er behov for så store gruppestørrelser i forsøgene.
Videre læsning
Bollen PJA, AK Hansen & AKO Alstrup: ‘The laboratory swine. Second edition’. CRC Press, 2010.
