Vilde dyr i nød

Moholoholo Wildlife Rehabilitation Centre i Sydafrika hjælper forældreløse, forladte eller påkørte dyr. Reservatet kæmper desuden en daglig kamp mod fælder, krybskytteri og forgiftning, der i højere og højere grad truer landets vildt-bestande.

2022 var et travlt år for det sydafrikanske Moholoholo Wildlife Rehabilitation Centre, der årligt tager imod mellem 120 og 150 dyr. Men allerede i første kvartal flyttede over 220 patienter ind på reservatet. Og noget tyder på, at stigningen i antallet af dyr i nød fortsætter i år. Moholoholo Wildlife Rehabilitation Centre blev grundlagt i 1991 af forretningsmanden Johannes Strijdom, idet han bad den nuværende leder, Brian Jones, om at omdanne et af sine landsteder til rehabiliteringscenter for dyr – og efterfølgende stå for driften. Brian Jones, der nu har rundet de 80 år og så småt er ved at give stafetten videre, var allerede dengang kendt for den store forskel han igennem hele sit liv havde gjort for landets vilde dyr. Moholoholo var da også knapt blevet åbnet, før dette ry resulterede i, at de første dyr blev bragt til ham. Det var dyr, som enten var forældreløse, forladte, påkørte eller forgiftede.

Intet dyr er for småt – eller for stort

Siden indvielsen af Moholoholo Wildlife Rehabilitation Centre har medarbejderne arbejdet i alle døgnets timer for at forbedre vilde dyrs chancer for overlevelse. Reservatet er en nonprofit-organisation og et af de eneste i landet, der favner og hjælper alle slags dyr, uanset størrelse, med at komme på benene – eller vingerne – igen. Den primære indtægtskilde er donationer, foredrag og rundvisning af turister, der ønsker at lære mere om de vilde dyr på museet og se dem på tæt hold i anlæggene. Det er imidlertid ikke de indlagte dyr, der kan besøges – men derimod de dyr, der er kommet til hægterne og har fået permanent ophold. Hos Moholoholo står medarbejderne nemlig ofte over for den svære beslutning om, hvad der skal ske med et dyr, som ikke vil kunne slippes tilbage i naturen på grund af komplicerede skader eller andre særlige omstændigheder. Som følge heraf har reservatet en række ’faste beboere’, der fungerer som ’ambassadører’ for deres art. En af disse er honninggrævlingen Stoffel, der er kendt for sine utallige, kreative flugtforsøg – og derved er blevet et ikon for Moholoholo.

Viden fører til holdningsændring

Ud over at hjælpe vilde dyr i nød arbejder Moholoholo for at udbrede kendskabet til deres arbejde – til såvel udlændinge som lokalbefolkningen – og de underviser omkring 1.000 skolebørn og voksne besøgende om måneden. Ifølge Brian Jones fejer regeringen ofte de kriminelle handlinger, der dagligt begås mod dyr, ind under gulvtæppet, idet de vælger at fokusere på andre udfordringer i landet. Moholoholo forsøger løbende at få befolkningen i tale, da der må en holdningsændring til for at fremtidssikre de truede dyrearter. Det kan imidlertid være svært at forklare de mennesker, der forsørger sig selv og deres sultne familier ved at jage, hvorfor de vilde dyrs liv skulle stå over deres. Som en af reservatets guider fortæller, kender næsten alle børn i landsbyerne en person i omgangskredsen, der er blevet flået ihjel af en løve eller en krokodille. Så det er en langsommelig proces at omvende befolkningen. Men viden er vejen frem, og derfor har Moholoholo over årene også brugt en stor del af deres ressourcer på undervisning af sydafrikanske skolebørn i konsekvenserne af de mange drab, der årligt begås ved krybskytteri, forgiftning eller opsætning af fælder.

Krybskytteri og forgiftning

Forgiftning af dyr har stået på helt tilbage fra 1970’erne og hænger uløseligt sammen med krybskytteri. Så snart en krybskytte har nedlagt et næsehorn eller en elefant – med salg af værdifulde horn, stødtænder, huder eller fødder på det sorte marked for øje – kan de nemlig risikere at blive opdaget af patruljerende betjente. De kan nemlig spotte de enorme flokke af gribbe, der efterhånden begynder at cirkle over kadaveret. For det kan tage lang tid for krybskytterne at skære de ønskede dele af det nedlagte dyr fra, idet de må benytte sig af lydløse redskaber såsom macheter og økser i stedet for motorsave, der ville tiltrække for meget opmærksomhed. Det er derfor blevet en kedelig trend, at krybskytterne gnider giftige kemikalier ind i de døde dyrs kroppe for at nedbringe bestanden af gribbe. Ud over mange gribbe koster dette hvert år også andre vilde dyr – som hyæner, løver, leoparder og elefanter – livet. Her samarbejder Moholoholo med overvågnings-grupper, der tilkalder centrets giftspecialister til gerningsstedet for at udpumpe de dyr, der endnu er så heldige at være i live, når hjælpen når frem. Disse bringes hjem til centret og stabiliseres, hvorefter de kan løslades efter nogle ugers karantæne. Specialisterne kører ud på alle tider af døgnet, og behandlingen – såsom intubation og afgiftning – foregår som regel i fuld fart på vejen hjem.

Fælder og ’problem-dyr’

Eksterne overvågnings-teams tilkalder ligeledes personalet fra Moholoholo, hvis de støder på et dyr, der sidder fast i en fælde. Fælderne er enten beregnet til antiloper, som spises af lokalbefolkningen, eller er opsat som sikkerhed mod farlige ’problem-dyr’, der chikanerer menneskene i en landsby eller på et turist-resort og derfor må transporteres væk fra området. Ligesom ved forgiftning er ofrene dog også andre dyr end de tilsigtede – og disse kan lide grusomt, indtil de enten dør eller bliver reddet. Ifølge Brian Jones er der efterhånden ikke meget fri natur tilbage til de vilde dyr, idet jorden er inddraget til for eksempel landbrug, beboelse eller institutioner. Når de vilde dyr søger efter føde og bevæger sig fra sted til sted, skal de oftere og oftere krydse veje eller byzoner. Reservatets udryknings-gruppe blev tidligere på året kaldt ud til en gård, hvor en honning-grævling var brudt ind og havde slået et par håndfulde husdyr ihjel på blot én enkelt nat. Dét kostede landmanden en kvart million rand svarende til godt 90.000 kroner. Heldigvis ringede han efter hjælp i stedet for at slå dyret ihjel eller opsætte fælder, hvilke ellers er de gængse løsninger. Honning-grævlingen blev efter indfangning behandlet for et par skrammer og kort efter sluppet fri i naturen igen. Imidlertid så langt væk fra beboelse som muligt. Desværre findes mange tilsvarende historier, og der er intet at sige til, at det er fristende at sætte fælder op som sikring mod de vilde omstrejfende dyr, der jævnligt koster afgrøder, husdyr – og mennesker – livet. Som en af reservatets rundvisere fortæller, ses der for eksempel flere og flere krokodiller i de vandhuller, som besøges af landsbybørnene, når de inden skole sendes dertil for at hente vand til at madlavning, rengøring og vask. Udrykning til ’problemdyr’ og samarbejdet med eksterne overvågnings-teams er dyrt, så Moholoholo er – ud over foredrag og rundvisninger – nu ydermere begyndt at tilbyde events såsom bryllupper eller glamping for at tjene flere penge.

Gps på løsladte dyr

Blandt samarbejdspartnerne er også en række forskningsinstitutioner, der assisterer med at udstyre de arter, man endnu ikke kender så meget til – for eksempel ørne – med gps. På denne måde kan man følge og få indblik i nogle af de mest sjældne dyrs livscyklus og færden, når de er sat tilbage i naturen efter endt behandling. En af disse forskningsinstitutioner er Endangered Wild Life Trust, der arbejder for at bevare truede dyrearter i blandt andet Sydafrika. Derudover udveksles jævnligt patienter med andre tilsvarende reservater. Det drejer sig som oftest om dyreunger, der har mistet deres familie eller er blevet væk fra dem. Der er nemlig altid en risiko for, at de små kommer til at knytte sig for meget til mennesker, mens de vokser sig stærke nok til at ’flytte hjemmefra’, som man kalder løsladelsen i reservatet. Men udvekslingsprogrammet bidrager til, at dyrene i stedet kan hygge sig med artsfæller og derved få lettere ved det vilde liv, når de atter sendes ud i verden efter endt ophold på reservatet. Det er i regntiden, at dyrene er mest aktive og kommer frem fra skjul for at nyde de kølende dråber. Det er derfor også den tid på året, hvor medarbejderne på Moholoholo Wildlife Rehabilitation Centre på forhånd ved, at de med sikkerhed kommer til at mangle mange timers nattesøvn. Men ingen tvivler på, at det – til tider – benhårde arbejde er det hele værd: »Vi ændrer måske ikke antallet af truede dyrearter«, lyder det fra en dyrpasser, »men vi kan gøre en forskel for det enkelte dyr.«