Du skal vide hvad SEO er, og du skal bruge det. For at Google skal kunne lide din hjemmeside, så skal du arbejde med SEO. Gør du ikke det, så risikerer du, at Google og brugerne glemmer din hjemmeside, og du mister kunder.
Undersøgelser viser, at når brugerne på Google skriver et søgeord, klikker de i 99 procent af tilfældene på et af de søgeresultater, der kommer frem på side 1. Det vil sige, at hvis ikke din hjemmeside er synlig på side 1, når brugeren søger på et eller flere ord, der er relevante for din forretning, vil du i 99 procent af tilfældene ikke være en del af den potentielle kundes overvejelser.
Derfor skal du sørge for, at Google kan lide din hjemmeside. Det gør du blandt andet ved at arbejde aktivt med SEO, som står for Search Engine Optimization. Arbejder du aktivt med SEO, optimerer du sandsynligheden for, at Google favoriserer din hjemmeside. Gør du det rigtig godt, så havner du i toppen på side 1, hvor 60 procent af alle klik foretages. Ved at kende til SEO og bruge det rigtigt, opnår du altså en enorm fordel i forhold til konkurrenterne.
Kom i gang med SEO
Indrømmet. SEO kan virke som en teknisk og uoverskuelig disciplin, men hvis først du lykkes med en vellykket SEO-strategi, er afkastet stort. Derfor vil vi se lidt nærmere på, hvordan du kan optimere din hjemmeside. Det skal dog ikke betragtes som en fyldestgørende tjekliste, men som inspiration til, hvor du kan starte.
Google fokuserer overordnet på tre parametre, når søgemaskinen vurderer hjemmesider.
- Tilgængelighed – undgå serverfejl, døde links, dobbelt indhold og sørg for hurtig indlæsningstid.
- Relevans – brugervenlighed og indholdets relevans i forhold til det, der er søgt på.
- Kvalitet – Eksterne links til siden og domænet, links fra siden og sociale signaler.
Vi vil i denne omgang mere specifikt fokusere på punkt to og indholdet på din side, da det er et godt sted at starte, når du skal optimere din hjemmeside.
Skriv til Google og brugerne
Google kan rigtig godt lide sider med en masse godt og unikt indhold, men ikke sider hvor det samme indhold figurerer mere end en gang. Derfor skal du til en start finde ud af, hvad det er for søgeord, din hjemmeside skal være bygget op omkring. Her er det vigtigt, at du ikke tænker som dyrlæge, men som klient. Hvad er det for søgeord, dine kunder bruger, når de finder frem til dig?
Der er forskellige redskaber til at finde frem til de korrekte søgeord. Som en start kan du spørge dine nuværende kunder om, hvordan de fandt frem til din klinik eller dit hospital, og du kan undersøge, hvilke søgeord dine konkurrenter bliver vist på, og hvilke relevante ord de ikke bliver vist på.
Når du har fået styr på din søgeordsanalyse, skal der produceres forskelligt indhold med udgangspunkt i de søgeord, du har fundet frem til. Det kan være indhold i form af tekster, videoer, grafer og så videre. Du må dog for alt i verden ikke klister din hjemmeside til med tekst, hvor de forskellige søgeord optræder igen og igen – gør du det, så opfatter Google det som useriøst indhold, og det har den stik modsatte effekt.
Søgeordet skal fremgå af overskriften, og i din brødtekst skal du arbejde hen imod en søgeordsdensitet på tre-fem procent – det vil sige, at ordet skal nævnes tre til fem gange per 100 ord.
Google og brugerne værdsætter ligeledes, at teksterne er naturlige og læsevenlige. Så tænk gerne i PPL-modellen, som står for problem, påstand og løsning, når du skriver indhold til din side.
Vil du gerne have flere patienter med tandproblemer, så kunne teksten lyde noget a la dette:
»Har din hund ondt i tænderne (problem), så kan det skyldes manglende tandrensning (påstand), hos Grønttorvets Dyreklinik er vi eksperter i tandrensning (løsning)….«
Du kan ligeledes tænke i korte sætninger og lave underoverskrifter i din tekst, hvilket ligeledes er guf for Google.
Gør du det, så er du godt i gang med SEO, men du er ikke i mål. SEO er en disciplin med mange facetter, og husk SEO er ikke en hurtig engangsfornøjelse, men en lang og vedvarende proces med et stort pay off.
Har du fået smag for selv at give dig i kast med SEO, eller vil du gerne høre mere om, hvad det er, og hvordan vi eventuelt kan hjælpe her hos JJ Kommunikation. Så kontakt os endelig til en uforpligtende snak.