Af Hans-Jørgen Skovgaard, dyrlæge og Aage Kristian Olsen Alstrup, specialdyrlæge, ph.d. & dr.med.vet.
Toxoplasma gondii blev allerede navngivet for over hundrede år siden. Men først i 1960’erne blev kattens rolle som hovedvært for parasitten opdaget, hvilket gjorde det lettere at forebygge infektionerne hos mennesker.
Og det kan vi blandt andet takke et dansk forskningsbidrag for.
Toxoplasmose, også kendt som haresyge, er forårsaget af den encellede parasit Toxoplasma gondii, som både har veterinærog humanmedicinsk betydning. Globalt set er det en af de mest udbredte protozo-sygdomme hos mennesker. De fleste tilfælde hos mennesker forløber dog heldigvis symptomfrie, om end uspecifikke symptomer såsom træthed, muskelømhed og mild feber kan optræde.
Så mange som 15-30 procent af voksne danskere menes at være inficeret, og sygdommen kan potentielt bryde ud, hvis personen på et senere tidspunkt bliver immunsvækket, idet parasitten kan ligge skjult i kroppen i mange år. Hos immunsvækkede patienter kan parasitten således påvirke en lang række organer – lige fra hjerte, lunger og lever til nervesystem.
Særligt velkendt er det, at kvinder, som første gang smittes med toxoplasmose under graviditeten, kan føde børn med alvorlige hjerne– og øjenskader, fordi parasitten overføres fra moderen til fostret. Risikoen er størst, hvis kvinden bliver smittet sidst i graviditeten. Effektiv forebyggelse af smitte var længe begrænset af, at man ikke vidste, at katten var hovedvært for parasitten, og at gravide derfor eksempelvis bør være forsigtige med at skifte kattebakker.
Her har dansk forskning dog bidraget til afklaring af kattens betydning for parasittens livscyklus. Men først lige lidt om, hvordan parasitten overhovedet blev opdaget og navngivet for mere end hundrede år siden.
Opdagelsen af Toxoplasma gondii
Det var de to franske forskere Charles Nicolle (1866-1936) og Louise Manceaux (1865-1934), der i 1908 første gang beskrev parasitten Toxoplasma gondii. Charles Nicolle fik i øvrigt senere nobelprisen i medicin for sin forskning i mæslinger, men det er en helt anden historie.
Charles Nicolle og Louise Manceaux fandt protozoen hos en nordafrikansk gnaver, nemlig en Gundi, og artsnavnet (gondii) er netop en reference til denne gnaver. Charles Nicolle og Louise Manceaux var dog ikke helt alene om opdagelsen, for i Brasilien opdagede Alfonso Splendore (1871-1953) nogenlunde samtidigt parasitten hos en kanin (heraf navnet haresyge).
Året efter fik parasitten sit nuværende navn, Toxoplasma gondii. Slægtsnavnet Toxoplasma betyder her ’buet form´ og refererer til parasittens karakteristiske buede udseende. Selvom parasitten nu var opdaget, skal vi helt frem til 1939, før den endelig blev anerkendt som sygdomsfremkende hos mennesker og med følgende bud på en mulig transmission til mennesker: ”… one method of natural dissemination may be by means of eating of Toxoplasma-contaminated tissue”.
Indtil da havde man mest betragtet den som en parasit af veterinær betydning, der ramte gnavere og harer. I 1960 blev det påvist, at bradyzoiter i vævscyster kan overleve mavesyre og –enzymer, hvilket underbyggede, at den kunne smitte til mennesker via fødevarer. Den næste store opdagelse kom i 1960’erne og 1970’erne, da kattens rolle som hovedvært blev opdaget, hvilket selvsagt gjorde det noget lettere at forebygge infektionerne.
Katten som hovedvært
I dag er det ofte de to amerikanske parasitologer, lægen Jakob Karl Frenkel (1921-2013) og dyrlæge Jitender P. Dubey (f. 1938), der får æren for opdagelsen af, at katten er hovedvært for Toxoplama gondii, men faktisk fortjener også den britiske biolog William McPhee Hutchison (1924-1998) og den danske læge Kresten Work (1931-2018) at blive hædret for deres indsats.
Desværre kender kun de færreste i dag Kresten Work. William Hutchison blev født i Glasgow i Skotland, hvor han studerede zoologi på universitetet, og særligt kattens mange parasitter havde hans interesse. I midten af 1960’erne kom han på sporet af, at toxoplasmose måske kan overføres fra katte til mennesker.
I 1965 havde William Hutchison således en artikel i NATURE, hvor han påviste, at fæces fra Toxoplasma gondii-inficerede katte kunne videreføre smitten. Men da kattene uheldigvis samtidigt var smittede med spolorm (Toxocara), drog man den fejlkonklusion, at Toxoplasmose på en eller anden måde måtte være associeret med disse spolorme.
Dette understreger vigtigheden af at anvende forsøgsdyr med SPF-status til sådanne parasit-forsøg. Dengang arbejdede Kresten Work som yngre reservelæge på Statens Serum Institut (SSI), og han kom til at samarbejde tæt sammen med William Hutchison, som i øvrigt også i en periode havde et gæsteophold på SSI.
Det lykkedes med møje og besvær for William Hutchison og Kresten Work at skaffe nogle engelske parasitfrie forsøgskatte, som blev sendt til forsøg på SSI. Disse SPF-katte blev nu fodret med mus, der var blevet inficerede med vævscyster indeholdende Toxoplasma gondii.
Herefter blev kattenes afføring nøje undersøgt, og glæden var stor, da det viste sig, at der blev udskilt oocyster i fæces. Denne her artikels førsteforfatter havde den ære, som den første at få øje på oocysterne i mikroskopet.
Opdagelsen måtte hurtigt publiceres, for andre forskere var også på sporet af, at et udbredt husdyr såsom katten eller hunden måtte være vært for parasitten. Den første publikation vedrørende oocysterne blev trykt i British Medical Journal 27. december 1969 og bar den oplagte og ligefremme titel ’Lifecycle of Toxoplasma gondii’. For at opfylde Kochs postulater måtte der dog flere undersøgelser til.
De fra fæces opsamlede oocyster blev givet til SPF-mus, som alle efter tre-fem uger udviklede antistoffer mod Toxoplasma gondii. Nu var opdagelsen af kattens rolle endelig bekræftet. På Statens Serum Institut var lægen Jørgen Cristian Siim (1915-2012) involveret i de videre studier af toxoplasmose, hvor han blandet andet var med til at vise, at parasitten kan overføres fra moder til foster.
Afrundende bemærkninger
Vi har valgt at skrive denne artikel, fordi vi ønsker at hædre William Hutchison og Kresten Work for deres epokegørende indsats, og for at vise, at SSI var involveret i at afklare parasittens livscyklus.
I 1970 blev Robert Koch-medaljen tildelt til William Hutchison og Jørgen Cristian Siim for deres pionerarbejder omkring parasitten. I den sammenhæng blev Kresten Work desværre forbigået, selvom han selvsagt havde haft stor del i opdagelsen.
I 1971 forsvarede Kresten Work dog sin doktordisputats ’Toxoplasmosis: With special reference to transmission and life cycle of toxoplasma gondii’ ved det Lægevidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet – men forlod sin stilling på SSI for at påbegynde en speciallægeuddannelse i oftalmologi.
Han sluttede sin lægekarriere som overlæge ved Odense Universitetshospital, hvor han blev indtil sin pensionering i 2001. William Hutchison fortsatte derimod sin lovende forskerkarriere som professor ved University of Strathclyde i Glasgow.
