Dyreejeres sorg over et familiedyr, der er gået bort, er miskendt, mener Tia G. B. Hansen. Hun er er ekspert i menneske-dyr-psykologi og en del af teamet bag telefontilbuddet ’Sorg over Dyr’, hvor efterladte kan søge trøst. Et tilbud, flere veterinære fagfolk bør kende.
Menneskets forhold til dyr går mange tusinde år tilbage, men vores viden om de psykologiske elementer i de bånd, der kan opstå mellem kæledyr og ejer, er først for alvor blevet et forskningsfelt de sidste godt 30 år.
Det fortæller psykolog og ph.d. ved Aalborg Universitet, Tia G. B. Hansen, der er er ekspert i netop menneske-dyr-psykologi, som hun har beskæftiget sig indgående med i 15 år.
Et meget specifikt aspekt i den sammenhæng er den sorg, der kan indfinde sig hos et menneske, når et familiedyr dør. For mange dyreejere er den sorg svær at tale om, og den er også belagt med et vist niveau af tabu, mener Tia G. B. Hansen.
Sammen med kolleger og studerende fra Aalborg Universitet står hun bag telefontilbuddet Sorg over Dyr, der blev startet i 2021 som en anonym mulighed for efterladte til at sætte ord på følelserne. Grundlaget for linjen er et sammenfald af tre ting, forklarer hun:
»Den ene var, at flere dyrlæger henvendte sig til nogle psykologistuderende og spurgte, om de ikke kunne skrive noget om, hvorfor ejerne sørger så meget, når vi skal aflive et dyr. Det var der så en bachelorstuderende, der skrev om, og det projekt blev jeg tilfældigvis censor på.«
Projektet læste Tia G. B. Hansen på vej til det års amerikanske psykologkongres, hvor der var en workshop om de klinisk-psykologiske perspektiver i sorg over dyr.
Dermed gik det op for hende, at det var noget, man tog alvorligt i mange andre lande, og hun begyndte derfor selv at læse op på emnet. »Et par år efter havde jeg tre studerende, der beskæftigede sig specifikt med menneske-dyr-psykologi, og så startede vi faktisk Sorg over Dyr-linjen som en del af deres praktikforløb.
De kørte den så videre efterfølgende, og siden er der kommet andre til, så det er frivillige psykologistuderende, der tager telefonen, « fortæller Tia G. B. Hansen
De psykologistuderende kommer ind enten ved at være en del af det professionsprogram på kandidatuddannelsen, der blandt andet handler om menneske-dyr-psykologi, eller ved at have skrevet et projekt på området.
Endelig er de ofte selv dyreejere, der måske har prøvet at miste.
»Så de er godt klædt på, og derudover er der supervision af en klinisk psykolog en gang om ugen, hvor de – uden at kompromittere opkalderens anonymitet – kan drøfte det enkelte opkald, hvad der skete, og hvordan de selv har det med samtalen.
Det er både for at de kan lære noget men også for at støtte dem med at håndtere deres egne følelser, efter at have snakket med nogle mennesker, der har det rigtig svært« siger hun.
Sorg over dyr savner anerkendelse
Mens man i lande som USA, Australien, Canada og Tyskland ifølge Tia G. B. Hansen har taget den menneskelige sorg i forbindelse med dyrs bortgang alvorligt i mange år, er det i Danmark ’en lille smule stigmatiseret at sørge over et dyr’, mener hun.
»Som psykolog vil jeg bruge betegnelsen ’miskendt’ om den her type sorg; det vil sige, den er ikke kulturelt anerkendt. Teorien fortæller os, at miskendt sorg er endnu sværere at håndtere, fordi den kommer til at stå alene i sammenligning med den anerkendte sorg,« forklarer hun.
Når et menneske dør, træder en masse kulturelle traditioner og rutiner i kraft, der fungerer som en slags stillads rundt om de(n) efterladte, pointerer Tia G. B. Hansen videre. Begravelse, kondolencer og andre ritualer, der er med til at lindre sorgen.
»Den slags gør det som regel bare en smule mindre svært at stå tilbage som sørgende, men de rammer findes ikke rundt om en sorg, der er miskendt. Tværtimod risikerer man jo, at folk siger:
‘Du kan bare få en ny hund’ eller noget tilsvarende, som jo er helt absurd, når man lige har mistet nogen,« siger hun.
Netop dét er også en hyppig årsag til, at folk ringer til Sorg over Dyr; deres omgivelser anerkender ikke rigtig, eller forstår ikke helt deres situation, og kan derfor ikke støtte dem på den måde, de har brug for.
Dertil kommer en – ifølge Tia G. B. Hansen helt berettiget – frygt for ikke at blive taget alvorligt i sin sorg.
»Vi tager folk alvorligt, vi lytter, og vi fortæller dem, at deres følelser er helt normale. Netop fordi sorgen over et dyr er miskendt, er der mange, der går lidt stille med den. Vi er ikke vant til at se folk sørge over et dyr, så når det så sker for én selv, kan man nemt blive overrasket, og så ringer folk til os, fordi de tror, der er noget galt med dem,« fortæller hun.
Når man er knyttet til nogen, så bliver man ked af det, når vedkommende dør, og så er der ikke noget, der hedder ’det er bare et dyr’, fastslår Tia G. B. Hansen. Sorgen over et dyr, der er gået bort, er naturlig, men stigmatiseringen – indefra eller udefra – kan gøre den endnu værre.
sen. I stedet kan de gennem moderne sorgteorier støtte folk til at indarbejde deres følelser i dagligdagen, så de kan give sig selv både lov til at sørge og plads til andre gøremål.
Det tilbud vil Tia G. B. Hansen og hendes kolleger gerne have flere dyrlæger, veterinærsygeplejersker og andre fagfolk til at kende, så de kan stille det til rådighed for deres klienter.
Indtil videre har gruppen delt pjecer ud og annonceret online, men potentialet er større, understreger hun.
»Der er stadig rigtig mange dyrlæger, der ikke ved, vi findes. Og dem, vi taler med, er meget glade for at kunne henvise til os, netop fordi de ikke selv er uddannet til at håndtere mennesker i sorg. Så vi vil gerne have, at så mange som muligt ved, at muligheden findes,« siger hun.
I den forbindelse er der for nylig etableret et samarbejde med Dyrefondet, der også ser et behov for forskning og formidling på området. Fondet promoverer linjen med blandt andet repræsentation på Den Danske Dyrlægeforenings årsmøde og gennem finansiering af en gratis informationsfolder til dyreejere, som klinikkerne kan få tilsendt.
For teamet af psykologistuderende, der håndterer opkaldene, er oplevelsen indtil videre, at det for de fleste, der ringer, er nok med én samtale. Men hvis mængden af opkald vokser – hvilket man håber – så ser Tia G. B. Hansen oplagte muligheder i at udvide tilbuddet, ikke mindst målrettet dem, der har brug for mere end en snak over telefonen.
»I nogle lande ser man, at veterinærsygeplejersker bliver klædt på til at facilitere en sorggruppe, men det er lidt ’tricky’, for hvis man oplever en normal sorg – måske miskendt, men alligevel normal – så er
det ikke nødvendigvis en fordel at gå i en sorggruppe,« forklarer hun.
Her vil det snarere være en fordel at få talt om tingene – men også at kunne ’gå ind og ud af sorgen’ i stedet for at lade den fylde for meget, eller måske risikere at tage andres sorg til sig gennem gruppemøder.
»Vi har kun haft en håndfuld tilfælde, hvor vi har anbefalet den sørgende at gå ind i et egentligt psykologforløb, så det er undtagelsen. Som regel handler det om at blive forstået og anerkendt, og det er det, vi gør med vores tilbud,« siger Tia G.B. Hansen.
