Skuespillerpar inviterede deres dyrlæge med på bogprojekt

Kattens bog er et con amore-projekt fra skuespillerparret Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff samt deres dyrlæge gennem 15 år, Christa Hede. Bogen giver et unikt indblik i relationen mellem kæledyr, ejer og dyrlæge samt kattens rige historie og væsen.

Skuespillerparret Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff har sammen med deres dyrlæge gennem 15 år, Christa Hede, skabt Kattens bog som en hyldest til katten.

Bogen udkom den 8. oktober, har allerede skabt stor opmærksomhed, og den er af forlaget Gyldendal udset til at være en af de fem vigtigste bøger i år.

Udover at være en både underholdende og lærerig hyldest til katten, så rummer bogen en interessant historie om samarbejdet mellem forfatterne og en lang række personer og eksperter
med særlig indsigt i kattens natur og adfærd, herunder deres dyrlæge igennem 15 år, Christa Hede, som til daglig er klinikchef og medejer af Vetfamily Centrum Dyreklinik København.

Fælles passion for katte

I over 15 år er Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff kommet hos Christa Hede med deres kat, Katdis, og med tiden har det udviklet sig til en stærk relation, der rummer mange kvaliteter.

Først og fremmest passionen for katte og ikke mindst kærligheden til Katdis, men også humor, inspiration og respekt – samt den dybde, der nogle gange opstår mellem mennesker, når det gælder omsorgen for et kæledyr, som er blevet en vigtig del af familien.

Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff fik Katdis, da Rasmus Botofts mor døde uventet, og katten har siden været en uundværlig del af deres liv i mere end 15 år.

Da Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff således spørger Christa Hede i begyndelsen af året, om hun vil bidrage til en bog om katten, er hun ikke i tvivl.

Det vil hun selvfølgelig gerne, og de går straks i gang med at udvikle ideer til, hvad det dyrlægefaglige input kan handle om – og mere til. Møderne foregår på en cafe på Frederiksberg Allé og på klinikken hos Christa Hede. Gyldendals redaktør på bogen er også til stede ved flere lejligheder.

Katten som samtaleemne

En af bogens mange gode historier handler om relationen mellem klient, patient og dyrlæge. Mellem Rasmus Botoft, Lisbeth Wulff, Christa Hede og katten Katdis.

Mange dyrlæger vil sikkert genkende den rejse, man har sammen med sine klienter og deres kæledyr gennem årene, som de kommer på klinikken.

I særlige tilfælde skabes der et specielt bånd, præget af de mange følelser og intense situationer, hvor kæledyret har været syg og skal hjælpes for at blive rask.

Man får næsten indtryk af, at kæledyret – katten Katdis i dette tilfælde – bliver et medie for en samtale, der vækker noget dybt og vedkommende i både dyrlægen og klienten.

Det er svært at sætte ord på, hvad det nøjagtigt er, men Lisbeth Wulffs beskrivelse af en ‘tur hos dyrlægen’ en dag, hvor Katdis skal have sit årlige sundhedstjek, siger alligevel det hele:
»Det var jo egentlig Katdis, vi kom for at tjekke, men pludselig har vi siddet og talt en masse om katte og deres velbefindende. Vi skal hjem nu, og Christa Hede skal i gang med sin næste patient. Katdis har det fint, siger hun efter at have tjekket røntgenbillederne.

Hendes hjerte og lunger er, som de plejer at være.

Der er ikke sket en forværring.

Jeg kigger Christa Hede direkte ind i øjnene og spørger hende med stor alvor, som jeg altid gør: ’Lever Katdis længe?’ – og hun svarer mig, som hun altid gør: ’Hun lever for evigt’. Hun smiler, og vi slutter af med et godt fast håndtryk.«

Det er historier som denne, der på en rørende måde rammer nerven i det følelsesmæssige fællesskab, der kan opstå mellem dyrlæge, klient og patient.

Det er en smuk bekræftelse af den mission, dyrlæger er på, og hvem de er til for.

Alene af den grund er bogen relevant for alle dyrlæger, fordi den bekræfter og genfortæller på en måde, som dyrlægen ikke selv kan udtrykke, hvor vigtigt et arbejde og højere formål, de har.

Humor møder faglighed

På et andet plan gør de indledende arbejdsmøder mellem Lisbeth Wulff, Rasmus Botoft og Christa Hede det hurtigt klart, at bogen først og fremmest er en spændende mulighed for at udbrede
kendskabet og kærligheden til katten på en sjov måde.

Det er muligheden for at forene humor og faglighed, så en god historie kan komme ud til et bredere publikum.

Men det er også en balance, der fra tid til anden skal genbesøges:

»Da jeg første gang hørte om projektet, var jeg vild med ideen, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det ville blive en unik bog, og at Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff kunne give den det skøre element, som de to er indbegrebet af.

Jeg har også lært dem at kende som to meget kærlige mennesker, der virkelig elsker deres kat.

Men jeg skal da indrømme, at jeg tænkte på, om det ville blive for skørt? Jeg var spændt på, om det faglige ville drukne i alt det sjove,« fortæller Christa Hede.

»Samtidig har det også været meget lærerigt for mig at skrive noget fagligt med tanke på et bredere publikum.

Jeg ville gerne have, at de faglige afsnit, jeg kunne bidrage med, også var interessante og letforståelige for læsere uden dyrlægefaglig baggrund.

Og det har været enormt sjovt.

Jeg har altid været passioneret omkring katte – jeg elsker også hunde og har selv haft hund – men katten har en helt speciel plads i mit hjerte.

Så udover de konkrete input om blandt andet kattens sanser, så håbede jeg på, at bogen ville give læseren et billede af det uudgrundelige, lidt mystiske væsen, som jeg også, forbinder med katten. Og det, synes jeg er lykkedes for Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff.«

Kattens ti bud

En af bogens centrale ambitioner er at gøre kattens komplekse natur tilgængelig for den almindelige katteejer, og her har dyrlægens og andre bidragsyderes input været vigtige:

»Det har været superinspirerende at følge deres engagement, og hvordan de har arbejdet på at sikre, at bogen blev både fagligt relevant og kunstnerisk interessant, « forklarer Christa Hede.»

Det var vigtigt for mig at pege på nogle ting, som fremhæver kattens komplekse natur, og hvor afgørende det er at give sig tid til sin kat.

Den er mere social, end vi tror. Det glemmer mange tit.

Det har jeg blandt andet forsøgt at få frem i det afsnit i bogen, der hedder ’Kattens 10 bud’.

Det tredje bud lyder for eksempel ’Hør mig: For jeg har udviklet et sprog specielt til dig!’. Jeg prøver her at gøre læseren bevidst om, at man rent faktisk bruger tid på at forstå sin kat.

Det centrale budskab er at gøre opmærksom på kattens behov, og hvordan vores relation kan styrkes.«

Et bredt perspektiv på katten

Et andet veterinærfagligt input til bogen kommer fra Peter Sandøe, der er professor og sektionsleder ved Det Biovidenskabelige Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd ved Københavns Universitet.

Peter Sandøe har blandt mange andre vigtige roller også været formand for Det Dyreetiske Råd fra 1992 til 2012.

Helt konkret repræsenterer Rasmus Botofts interview med Peter Sandøe et af bogens faglige og kulturhistoriske højdepunkter, og uden at afsløre for meget, lærer vi, at katten har været menneskets følgesvend i flere tusinde år og har rødder tilbage til det gamle Ægypten.

I interviewet peger Peter Sandøe også på behovet for at opgradere vores forskningsbaserede viden om katten.

Her kommer katten simpelthen til kort i forhold til hunden.

Rasmus Botoft giver i samtalen udtryk for det håb, at bogen måske kan hjælpe til at ændre på den dagsorden og give katten lidt mere status.

Den er ganske vist på en opadgående kurve hos danskere i almindelighed og givetvis også internationalt.

Men der er ikke den samme tendens, når det gælder forskning i katte, hvilket er ærgerligt.

Der skal noget mere til, siger Peter Sandøe, selvom de to sagtens kan blive enige om den værdi, katten har for mennesket.

Når man ser hen over bogens indholdsfortegnelse, bliver det meget tydeligt, at Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff har haft travlt: Der er et historisk tilbageblik om kattens kulturhistorie, faglige input
om kattens sundhed, sanser og bevægelser, en rundtur på kattecafe i Tyskland og Japan samt en række praktiske informationer om både giftige og gode planter til katten, rutiner omkring kattebakken, kattens mad og meget mere.

Endelig er det også blevet en bog, hvor man faktisk lærer Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff bedre at kende, fordi de deler et lille indblik i deres personlige historier, og hvordan de er vokset op i henholdsvis Birkerød og på Amager.

Men ikke kun det: Deres fortællinger om katten og de mange veje og vildveje, som de går ud ad, bliver på en eller anden måde også en smuk historie om dem selv.

Læseren får indblik i den humor og originalitet, som vi efterhånden har lært at forbinde med de to komikere og skuespillere.

De er blevet folkeeje, og vi kan dårligt lade være med at grine, når vi ser dem.

Men vi ser også en side af de to, som vi ikke har set før: En meget fin æstetik og kærlighed i deres fælles liv, som blandt andet taler ud af de mange personlige og smukke billeder, der er taget med som illustrationer fra start til slut. I den forstand er bogen ganske enkelt livsbekræftende.