Dyrlægen

Skilsmissehunde – Hvad skal der ske med Børge, når Birthe og Bo går fra hinanden?

I henhold til den danske lovgivning er en hund at betragte som en ting, ”løsøre”, der ved en skilsmisse tilfalder den ægtefælle, som ejer dyret. I denne klumme diskuterer Peter Sandøe, om der er behov for reformer, så der også kan tages hensyn til ægtefællernes følelsesmæssige tilknytning til hunden og til hundens tarv.

Danmark fik i 2020 en ny dyrevelfærdslov, hvor der i formålsparagraffen lægges vægt på, at dyr ikke blot er at betragte som ting, men er ”levende og sansende væsner.” Dermed blev der sendt et signal om, at selv om mange dyr er menneskers ejendom, er der tale om en særlig form for ejendom, hvis interesser ikke kan tilsidesættes af hensyn til deres ejeres interesser. Mens jeg uden at komme på kant med loven kan vælge at stille min Børge Mogensen sofa ud i haven og lade den gå til grunde dér, har jeg i henhold til dyrevelfærdsloven en pligt til at sørge for, at bulldoggen Børge ”behandles omsorgsfuldt” – herunder at han huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til sine fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov.

Denne særstatus for dyr i forhold til anden ejendom gennemsyrer megen moderne dansk lovgivning. En vigtig undtagelse er dog lovgivningen, som regulerer skilsmisser, den såkaldte ægtefællelov. Når det kommer til deling af det fælles bo efter en skilsmisse, så gælder det, at løsøre såsom designersofaer og hunde deles på den måde, at hvis man ikke kan enes, så tilfalder genstandene den ægtefælle, som har ejerskabet. Hvis Bo har købt bulldoggen Børge og har registreret ham i sit navn i Dansk Hunderegister, så må han tage ham med videre – også selv om det måske var i Børges interesse at blive hos Bos tidligere ægtefælle, Birthe. I udgangspunktet har hverken Børges eller Birtes interesser nogen vægt her – i modsætning til hvad der gælder i en række andre lande.

For nylig kunne man i medierne læse, at Spanien har indføjet i sin dyrevelfærdslovgivning, at dyr er ”følende væsener” (svarende til ”levende og sansende væsner” i den danske lovgivning), og at det i forlængelse heraf ser ud til, at dommere i forbindelse med skilsmissesager i Spanien, hvor familiehunde er involveret, skal inddrage hensynet til hundens tarv. Der er allerede faldet én dom i Spanien, hvor det med henvisning til hundens tarv er blevet besluttet, at begge parter i en skilsmisse fortsat skulle have ret til samkvem med hunden.

Hermed slutter Spanien sig til en række af lande, hvor man ikke længere kun ser på ejendomsforholdene, når det skal afgøres, hvor en tidligere fælles hund skal høre til efter en skilsmisse. Denne udvikling har juristen Søren Stig Andersen og jeg beskrevet i en artikel, som for nylig er udkommet i et festskrift for vores fælles kollega, Linda Nielsen, som i mange år har været professor i familieret ved Københavns Universitet.

Ifølge Danmarks Statistik var der i 2021 12.760 skilsmisser i Danmark, og ifølge en undersøgelse foretaget af Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd i samarbejde med Danmarks Statistik i 2021 holder cirka 20 % af danske familier hund. Det vil sige, at cirka 2.500 hunde årligt rammes af, at deres mennesker går fra hinanden. Selv om der både i og uden for juraens verden er et forståeligt fokus på skilsmissebørn, kan familieretsadvokater bekræfte, at det også kan føre til alvorlig uoverensstemmelse, hvad der skal ske med hunden. Skal man udvikle lovgivning og retspraksis på en måde, så hunde får en anden status end designermøbler, synes der at være to typer af hensyn at tage. For det første er der hensynet til de relationer og de dermed forbundne følelser, som de to ægtefæller har til hunden. For det andet er der hensynet til hundens tarv.

Af den ovenfor nævnte spørgeskemaundersøgelse af danskeres forhold til familiedyr gennemført i 2021 fremgår det, at 92 % af de adspurgte, som har familiedyr, svarer bekræftende på, at et eller flere af deres dyr betyder noget for dem personligt. Topscoreren i forhold til personlig relation er klart hunden. En række spørgeskemaundersøgelser fra USA tegner et billede i stil med det danske – dog således, at hundene på visse punkter ser ud til at have en endnu større følelsesmæssig betydning end det er tilfældet i Danmark. For eksempel svarede 90 % af ejerne af familiedyr i USA i en undersøgelse, at de anser deres dyr for at være en del af familien. I en anden undersøgelse svarede 40 % af kvindelige gifte hundeejere, at de fik større emotionel støtte fra deres hund, end de fik fra deres ægtefælle.

Det fremgår af litteraturen, at nogle dommere i USA fordeler ejerskabet og retten til samvær med familiedyr ud fra hensyn til parternes følelsesmæssige tilknytning til dyret. I tilfælde hvor begge ægtefæller har en stærk følelsesmæssig tilknytning til dyret, kan der derfor være tale om at tildele den ene part ejerskabet, mens den anden part får en ret til samvær med dyret. Så vidt jeg kan se, er der intet til hinder for, at de tendenser til i højere grad at inddrage hensynet til parternes følelsesmæssige relationer til et familiedyr i forbindelse med skilsmisser, som er set i USA, også vil kunne finde anvendelse inden for dansk ret.

I forbindelse med retlige afgørelser om fordelingen af familiedyr vil man således kunne gøre brug af ægtefællelovens § 48, stk. 3, som siger, at det uanset ejerskabet over et aktiv er muligt at udtage dette, hvis det for den pågældende ægtefælle har ”den væsentligste betydning for opretholdelsen af hjemmet eller fortsættelse af erhverv eller i øvrigt”. I den forbindelse kan man også forestille sig, at en hund skal følge familiens barn/børn, som det også er set i amerikansk ret.

Ikke kun når det drejer sig om at inddrage ægtefællernes følelsesmæssige tilknytning til hunden, men også når det drejer sig om at inddrage hundens tarv i forbindelse med en skilsmisse, ser USA ud til at være gået forrest. Således har fire stater, – Alaska, Californien, Illinois og New Hampshire i perioden siden årtusindskiftet haft principielle domme eller har vedtaget lovgivning, der enten gør det obligatorisk eller muligt at inddrage hensynet til dyrets tarv, når der skal træffes afgørelse om, hvem af ægtefællerne, der skal have ejerskab over og ret til samkvem med familiedyr i forbindelse med skilsmisse.

I Europa har den schweiziske civilretslovgivning siden 2003 i afsnittet vedrørende skilsmisse indeholdt følgende bestemmelse: ”I en tvist om husdyr, der ikke holdes til økonomiske eller erhvervsmæssige formål, tildeler retten eneejerskab til den part, der kan tage sig bedst af dyret ud fra et dyrevelfærdssynspunkt.” Og som ovenfor nævnt er tilsvarende retlige ændringer for nylig sket i Spanien.

I Danmark er der dog ikke noget retligt grundlag for at inddrage hensynet til familiedyrs velfærd, når ægtefællerne i skilsmissesager bliver uenige om ejerskabet. Dette kan undre i en tid, hvor der tilsyneladende er en stigende interesse for dyrs velfærd i almindelighed og for familiedyrs velfærd i særdeleshed. Selv om det i Danmark kun er meget få sager om deling af fælles ejendom ved skilsmisse, der ender ved domstolene, er det en nærliggende tanke, at en regel, der svarer til eksempelvis den schweiziske eller til dem, der gælder i en række amerikanske delstater, kunne have betydning for indholdet af de aftaler, som ægtefællerne enten udenretligt eller ved skifteretterne indgår i relation til ejerskabet over deres hunde eller andre familiedyr.

Det gælder for de problemer, jeg omtaler her, som med så mange andre problemer, at det er bedst at forsøge at forebygge, at problemerne overhovedet opstår. Den oplagte metode til at forebygge at ægtefæller i forbindelse med en skilsmisse skal strides om en hund eller et andet familiedyr er på forhånd at aftale, hvad der skal ske med dyret i forbindelse med en eventuel skilsmisse. Løsningen kan således være at indgå en ægtepagt, hvor der tages højde for ejerskabet til familiedyret i forbindelse med en skilsmisse.

I England og Wales har dyreværnsorganisationen ’Blue Cross’ i samarbejde med familieretseksperter udviklet en såkaldt ”pet nup”, som er en form for ægtepagt for familiedyr, hvor der samtidig er fokus på dyrets tarv. Der er udviklet to skemaer, et kort på 11 sider og et langt på 18 sider, hvor de to ægtefæller i større eller mindre detaljeringsgrad på forhånd kan aftale fordeling af ejerskab af og samvær med dyret samt de pligter, som medfølger. Det kunne være relevant at udvikle nogle tilsvarende aftalemodeller og få afprøvet deres retsvirkning i en dansk sammenhæng.

Annonce

Annonce