Dyrlægen
Fra begyndelsen var albinorotten med den hvide pelsfarve og de røde øjne populær som forsøgsdyr, og det er den stadig. Foto: Dyrepasser Karina Lassen Holm.

Rotten var det første pattedyr, der blev tæmmet som forsøgsdyr

Rotten er i dag et af de mest anvendte forsøgsdyr, men faktisk skal vi kun tilbage til 1828 for at finde det ældst-kendte rotteforsøg.

 

Fra skadedyr til laboratoriedyr

Laboratorierotten (Rattus norvegicus) er det næstmest anvendte forsøgsdyr i verden kun overgået af dens nære slægtning, nemlig laboratoriemusen. Begge disse gnavere har en forholdsvis kort historie som forsøgsdyr. Faktisk foregik det tidligst kendte moderne rotteforsøg for under 200 år siden.

Inden da blev rotten alene set som et skadedyr, og derfor blev den systematisk bekæmpet af de såkaldte rottefængere, der ofte drog fra by til by i deres jagt på skadedyrene. Rottefængerne lokkede ikke kun rotterne ud af husene og ind i fælderne, men tjente også en ekstra skilling ved at sælge de indfangede rotter – blandt andet til konkurrencer, hvor rotterne blev sluppet løs i en arena med en bidsk hund.

Dette blev så populært, at nogle af disse rotter endog blev fremavlet, så man opnåede mere farvestrålende varianter, der gjorde sig godt i disse ulige ”gladiatorkampe”, heriblandt også den hvide albinorotte. Springet for rottefængerne til også at sælge rotterne som forsøgsdyr var derfor ikke så stort, da de første forskere i 1800-tallet fik øje på potentialet i disse nye forsøgsdyr.

Det tidligst kendte forsøg med albinorotter er fra 1828. Her undersøgte man kvaliteten af proteiner hos rotter, der forud var blevet fastet. De tidligste rotteforsøg blev udført på sådanne indkøbte rotter, men udviklingen tog først for alvor fart, da Wistar Institute i Philadelphia i 1906 begyndte en egentlig avl af forsøgsrotter.

Deres første stamme er endnu den i dag en ganske udbredt rottestamme, nemlig den såkaldte Wistar-rotte. Snart opstod andre stammer, hvoraf mange også stadig bruges i forskningen i dag. Stammerne kunne både være indavlede og udavlede. Kendte stammer som Sprague Dawley, Long-Evans og Lewis-rotten udspringer alle fra den oprindelige Wistar-stamme.

 

Rottens anvendelse som forsøgsdyr

I forhold til musen er rotten noget større, hvilket muliggør, at man bedre kan operere på den, udtage gentagne blodprøver og større vævsprøver efter aflivningen. Hertil kommer, at rotten er særdeles hårdfør (tænk blot på de mange forgæves anstrengelser på at udrydde den som skadedyr), hvilket også gør den egnet til forsøg, der involverer eksperimentelle operationer eller længerevarende bedøvelse.

Men rotten er ikke blot en lidt større og mere hårdfør udgave af musen, den har også andre specifikke fordele som forsøgsdyr. Lige siden den spæde begyndelse har rotten været anvendt til basal fysiologisk forskning. Rotten bliver også flittigt anvendt i ernæringsforskningen, da den med tiden er blevet altædende ligesom os mennesker.

Dens kardiovaskulære system og genetik er intenst studeret, fordi de mange kommercielt tilgængelige rotte-stammer gør det let at udføre sådanne studier. Der eksisterer endvidere et betragteligt antal rottemodeller for menneskets sygdomme, og rotten bliver blandt andet brugt til forskning i diabetes, neudegenerative lidelser og cancer, altså nogle af de mest udbredte og alvorlige sygdomme hos mennesker.

Også indenfor sikkerhedstestning af nye lægemidler forud for de første kliniske afprøvninger i mennesker spiller rotten en afgørende rolle, hvor den indgår som det typiske gnaver-forsøgsdyr indenfor toksikologi. Endelig har rotten lige fra begyndelsen været anvendt til adfærdsstudier, og den har i de seneste årtier vundet indpas til forskning i transplantationsforskning og sårheling.

 

Rottens fremtid

Vores viden om rotten som forsøgsdyr er enorm, og laboratorierotten vil utvivlsomt også være blandt forskernes favoritter i fremtiden. Den har en praktisk størrelse til mange forsøg, samtidigt med at den let lader sig opstalde. Den er også lettere at håndtere end mus, idet rotter kun sjældent bider fra sig. Hertil kommer, at store, kommercielle producenter i dag avler og sælger en lang række forskellige rottestammer, hvilket gør det nemt for forskerne at skaffe dem.

Efter fremkomsten af CRISPR-teknikken vil det også være muligt at etablere endnu flere transgene dyremodeller i rotter. Dyremodeller, der af tekniske grunde tidligere i al væsentlighed var begrænset til museforsøg, men som nu kan etableres i mange forskellige dyrearter, heriblandt rotter. Rottens størrelse og robusthed sammenholdt med dens relativt nære slægtskab med mennesket, gør den til en god kandidat som en af fremtidens vigtigste forsøgsdyr. 

 

31 Nobelpriser

Såvel rotter som mus har spillet en afgørende rolle for tildelingen af nobelpriser i fysiologi eller medicin igennem årene, siden prisen blev uddelt første gang i 1901. Således har rotten indgået imponerende 31 gange, dog ofte sammen med forsøg udført på mus og andre forsøgsdyr samtidigt. Allerede den første nobelpris, som blev uddelt til Emil von Behring (1854-1917) i 1901 for forskning i serumterapi mod difteri, var udført på rotter og andre forsøgsdyr.

Også danske nobelpristagere har igennem tiderne anvendt rotter som forsøgsdyr. Således modtog Johannes Fibiger (1867-1928) i 1927 prisen for sin cancerforskning i rotter, og senere modtog Niels Kaj Jerne (1911-1994) nobelprisen i 1984 for sine teorier om immunforsvarets mekanismer. Begge de to læger anvendte rotter som et centralt forsøgsdyr i deres forskning. Eftertiden har dog ikke kunnet bekræfte Johannes Fibigers forskningsresultater, men dette kan rotten næppe bebrejdes for.

 

Imponerende reproduktion

Rottens imponerende reproduktion er en af årsagerne til, at de er blevet populære som forsøgsdyr.

  • Under gunstige forhold kan et enkelt rottepar blive til 800 rotter på blot et år.
  • Kønsmodning: Tre måneder (cirka 150 gram).
  • Drægtighedslængde: 21-22 dage.
  • Kuldstørrelse: 4-12 unger.
  • Kuld per år: 3-7.

 

Forsøgsrottens afstaming

I Danmark fandtes oprindeligt den sorte rotte (Rattus rattus), som også kendes under navnene pestrotten, husrotten eller skibsrotten. Den sorte rotte er dog på det nærmeste fortrængt af den brune rotte (Rattus norvegicus), der kom hertil i 1700-tallet fra Indien via skibe fra Rusland. Den brune rotte har spredt sig til det meste af verden, da den er god til at tilpasse sig lokale forhold. Det er netop blandt de brune rotter, at vi skal finde forsøgsrottens vilde forfædre. De to typer rotter ligner hinanden meget, men den sorte rotte er slankere og har en længere hale.

 

Forsøgsdyr i DYRLÆGEN

Denne artikel er bragt i en serie om, hvad forsøgsdyrene bruges til. Dyr som lægger krop til forskernes forsøg, og som har spillet en afgørende rolle indenfor biologi, medicin og veterinærmedicin.

De første to artikler har handlet om grise og mus, og i den fjerde ser vi nærmere på kaninen som forsøgsdyr

Udkommet i serien

Mange forskellige typer grise i den biomedicinske forskning

DYRLÆGEN 1/2021

 

Forsøgsmusen har 120-års jubilæum

DYRLÆGEN 2/2022

Annonce

Annonce

Annonce