I vinterferien 2020 strandede en Cuviers næbhval (Ziphius cavirostris) på vadehavsøen Rømø. Det er første gang, at denne art er blevet registreret i Danmark, omend der de seneste tyve år er rapporteret om et stigende antal strandinger i landene omkring Nordsøen.
Næbhvaler er sjældne fund i Danmark
Næbhvaler (Ziphiidae) er næst efter delfinerne (Delphinidae) den artsrigeste familie af tandhvaler, idet den kan inddeles i seks slægter med i alt 22 kendte arter. Næbhvalerne er oceaniske, hvor de typisk dykker til dybe havdybder for at fouragere. Danmark er ikke omgivet af tilstrækkeligt dybt hav, og derfor er næbhvaler sjældne at observere her. I Danmark har der således tidligere kun været strandet to forskellige arter af næbhvaler, nemlig 10 enkelt-fund af Almindelig næbhval (Mesoplodon bidens) siden 1880 og i alt 20 fund af Nordlig døgling (Hyperoodon ampullatus) fordelt på 14 strandinger siden 1785. En tredje art kan nu føjes til listen, idet en død Cuviers næbhval (Ziphius cavirostris), også kendt som Småhovedet hval, strandede ved Lakolk Strand på Rømø den 13. februar 2020.
Cuviers næbhval
Cuviers næbhval er almindeligvis udbredt i tropiske, subtropiske og varmere tempererede områder. Den har dykke-rekorden blandt alle hvalarter, idet den er målt til at dykke dybest (over 3.300 meter under havoverfladen) og i længst tid (mindst 139 minutter). Fundet af en Cuviers næbhval på Rømø vakte naturligvis opsigt. Men det var ikke helt overraskende, at der på et tidspunkt måtte strande en sådan næbhval i Danmark. Der har nemlig været strandinger af enkelt-dyr i flere af vore nabolande omkring Nordsøen. Siden 1867 har der således været mindst 11 strandinger, hvoraf de seks af dem er sket siden år 2000, i henholdsvis Storbritannien, Norge og nu i Danmark.
Vi har ingen sikker viden om, hvorfor der tilsyneladende strander flere Cuviers næbhvaler i Nordsøen nu end tidligere. Nordsøen er forholdsvis lavvandet med en gennemsnitlig havdybde på under 100 meter. En nordligere distribution af hvalen er dog en oplagt mulighed, og her kan der spekuleres i, om klimaændringer med øget temperatur, ændret udbredelse af byttedyr eller lydforurening af oceanerne kan være forklaringen. At næbhvalen strandede netop på en vadehavsø kan skyldes, at de her forvilder sig ind på lavt vand; i hvert fald har der tidligere været massestrandinger af kaskelotter samme steds i 1996 og 1997. Hertil kommer, at næbhvalen strandede efter flere uger med blæst og stormvejr.
Næbhvalens obduktion
Dissektion og obduktion blev foretaget i et tværfagligt samarbejde mellem konservatorer, biologer dyrlæger på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Det var en velernæret og kønsmoden han på 5,81 meter og med en omtrentlig vægt på 2½ tons. Huden var dækket med lange parallelle ar, som utvivlsomt stammede fra territoriale kampe med andre hanner. Sådanne ar opstår, når hannerne bruger deres to tænder i kampen om hunnerne. Selv manglede denne han dog den ene tand.
Foruden de meter-lange parallelle ar fandtes også stjerneformede ar, som formodes at stamme fra såkaldte cookiecutter hajer (Isistius brasiliensis), der ernærer sig ved at bide stykker af huden på blandt andet hvaler og sæler. Obduktionen viste, at hvalen kan være død som følge af purulent pneumoni, og den led tillige af agonal septikæmi, men en egentlig og sikker dødsårsag blev ikke fastslået. Hertil kommer fundet af en række parasitter, som dog næppe forårsagede dens død, nemlig nematoder (rundorme) (Crassicauda crassicauda) i nyrerne, ligesom der også fandtes forskellige parasitter i tarmene og bylder i spækket. I den forreste ventrikel fandtes to små plastikstykker, som dog heller ikke kan tilskrives betydning.
Også fossile næbhvaler fundet i Danmark
Næbhvaler er dog ikke noget nyt i Danmark. I Gram i Sønderjylland er der således gjort fossile fund af næbhvaler. For cirka 10 millioner år siden var store dele af Jylland dækket af det såkaldte Gram-hav, og i leret i Gram Lergrav er gjort flere fund af hvaler, blandt andet af to arter af næbhvaler. Den såkaldte Mojn-næbhval (Dagonodum mojnum) var formentlig omkring 4-4½ meter lang, og dens mange tænder tyder på, at den har fanget mindre fisk og blæksprutter med tænderne i munden. Den anden næbhval, vis nærmere slægtsskab er ukendt og derfor endnu ikke er navngivet, var noget større, formentlig omkring 5½-7½ meter.
Den havde færre tænder, men et kraftigt udviklet tungeben, der tyder på, at den ligesom mange nulevende næbhvaler har suget byttedyrene ind i munden ved at danne et kraftigt undertryk i mundhulen. Forskellen i fangstmetode tyder på, at de to arter har kunne leve sammen, fordi de var tilpasset forskellige økologiske nicher. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at der er fundet hele to næbhvalarter samme sted i et kystnært område, hvor havdybden kun formodes at have været omkring 50-100 meter. Det kunne tyde på, at næbhvaler dengang ikke levede på nær så dybt vand, som de gør i dag.
Videre læsning
Alstrup A.K.O., C.B. Thøstesen, P.T. Madsen, H.H. Petersen, T.K. Jensen, M.T. Olsen & C.C. Kinze: First stranding of Cuvier’s beaked whale (Ziphius cavirostris, Cuvier, 1823) on the Danish north sea coast. Aquatic Mammals 2021, 47, 3, 303-311.
