AniCura Varde Dyrehospital har gennem en årrække kæmpet for at bygge et område for tandbehandling op. Tandområdet udgør nu cirka 10 procent af klinikkens forretning, og Varde Dyrehospital er blevet bedt om at hjælpe andre AniCura-klinikker på vej.
Det har krævet investering og hårdt arbejde at oparbejde en rentabel afdeling for tandbehandling på Varde Dyrehospital. Men efter et par år begyndte investeringen at vise sund økonomi, og nu er dyrlæge Morten Møller klar til at dele overvejelser og udfordringer med andre, der ønsker at starte et nyt forretningsområde op fra bunden.
»Vi besluttede for cirka syv år siden at investere i dette område. Vi vidste godt, at det krævede arbejde og tid, inden tandbehandlingen ville give overskud, men vi besluttede fra start, at det skulle gøres grundigt, og så skulle økonomien nok følge med,« siger dyrlæge Morten Møller, AniCura Varde Dyrehospital.
Sygeplejerske blev videreuddannet
Som et af de første tiltag blev veterinærsygeplejerske Heidi Wiltmann tilbudt efteruddannelsen som fagveterinærsygeplejerske i tandbehandling, så hun kunne blive tovholder for tandområdet.
»Det var en god udfordring at få, for tænder er netop et område, som sygeplejersker kan dække en stor del af, inden der skal en dyrlæge indover. Og jeg har heldigvis fået frie hænder, og det har været en rigtig god faglig oplevelse at stå for området,« siger Heidi Wiltmann.
Hun og Morten Møller var enige om, at eftersom tandbehandling på dette tidspunkt stadig var en ny niche, særligt for dyreejere, så skulle der sættes tid af, og konsultationerne skulle være grundige.
»Tidligere gav man bare hundene en tandrens og tjekkede, at der ikke var for mange løse tænder. Men i dag laver i en grundig gennemgang og udarbejder en behandlingsplan, som ejeren præsenteres for. Vi printer røntgenbillederne ud og gennemgår hundens journal med ejeren – ofte er det nemmere for dem at følge med, hvis vi kan vise det visuelt,« fortæller Heidi Wiltmann.
En tandkonsultation på Varde Dyrehospital inkluderer altid en dybdegående gennemgang af tænderne, røntgen og undersøgelse af hele mundhulen, hvor der blandt andet tjekkes mælketænder og bid.
Opgave at overbevise ejer
En af de største udfordringer for Heidi Wiltmann har som forventet været at overbevise ejerne om, at tandpleje på dyr er ligeså vigtigt som på mennesker.
»Som jeg husker det, har der været en opfattelse af, at det var naturligt, at hunde lugtede ud af munden. Man har heller ikke været opmærksom på, at det kan være tegn på tandproblemer, når hunden ikke vil spise, eller hvis den drejer hovedet, når man aer den. Den slags symptomer skal ejerne vænne sig til, men vi ser også, at når vi én gang har hjulpet en hund med tandproblemer, så er ejeren meget opmærksom på det efterfølgende,« fortæller Heidi Wiltmann.
Hun betegner de første par år med fokus på tandproblemer som en masse brandslukning.
»Da vi lærte, hvad vi skulle kigge efter, opdagede vi pludselig en masse problemer, som kunne være forebygget. For eksempel er der mange hunde, som går rundt med uopdaget paradentose, og det var først efter et par år med intensiv tandfokus, at vi følte, vi kom i bund med klienternes problemer og kunne begynde det reelle arbejde med at forebygge og kommunikere tandpleje til ejerne,« fortæller fagveterinærsygeplejersken.