Abort og dødfødsel hos hopper kan have mange årsager. En systematisk undersøgelse af foster og efterbyrd er afgørende for at vurdere smitterisiko og risiko for gentagelse.
Af Jørgen Agerholm, Mette Christoffersen og Hanne Gervi Pedersen, Institut for Klinisk Veterinærmedicin, Sektion for Medicin, Kirurgi og Reproduktion – Store Husdyr, Københavns Universitet.
De fleste drægtige hopper føder et sundt og levedygtigt føl efter en normalt forløbende drægtighed og et ukompliceret folingsforløb. Det forekommer dog, at drægtigheden eller folingen ikke forløber som forventet, og at hoppen enten aborterer eller føder et dødt eller svagt føl. Det kan efterlade ejeren med usikkerhed om årsagen, om der er risiko for gentagelse ved næste drægtighed, og om andre drægtige hopper i flokken kan være i risiko for at abortere (Leon et al., 2023).
Hopper har en gennemsnitlig drægtighedslængde på 343 dage, men variationen er betydelig. Nogle hopper føder et normalt udviklet føl allerede omkring dag 320, mens andre først foler omkring dag 360 (McCue & Ferris, 2012). Traditionelt defineres tab af fosteret mellem drægtighedsdag 40 og 300 som abort, tab efter dag 300 som dødfødsel og tab før dag 40 som embryonal død (Leon et al., 2023). Med den store normale variation i drægtighedslængde giver det dog ofte begrænset praktisk mening at skelne skarpt mellem abort og dødfødsel, blandt andet fordi årsagerne ofte overlapper.
Hvorfor døde føllet?
Der findes mange mulige årsager til abort og dødfødsel hos hopper. Abort og dødfødsel hos hopper kan skyldes både infektiøse og ikke-infektiøse forhold, herunder virusinfektioner, bakteriel placentitis samt sygdomme i placenta og navlesnor. For at fastslå årsagen er det ofte nødvendigt at undersøge både foster og efterbyrd. En umiddelbar vurdering af fosteret kan i nogle tilfælde give en indikation, men erfaringen viser, at fostre med tilsyneladende oplagte dødsårsager også kan have en underliggende infektion i inkubationsfasen, typisk med equint herpesvirus type 1. Derfor anbefales laboratorieundersøgelse altid (Agerholm et al., 2021).
Herpesvirusabort
Equint herpesvirus type 1 (EHV-1) er årsagen til ‘virusabort’ hos hopper men kan også forårsage myeloencephalopati (‘herpeslammelse’). EHV-1 forekommer både i neuropatogene og ikke-neuropatogene varianter, som betegnes henholdsvis N752 og D572. Mens den neuropatogene variant er knyttet til udvikling af neurologisk sygdom, kan begge varianter forårsage abort og dødfødt eller svagfødte føl.
Undersøgelse her i landet har vist, at EHV-1 kan isoleres fra omkring 10 procent af de undersøgte fostre, og at de to varianter forekommer i stort set samme omfang (Agerholm et al., 2021). Det anbefales at vaccinere hopper mod virusabort i drægtighedsmånederne fem, syv og ni men om vaccinen effektivt forebygger alle former for herpesvirusabort er usikkert. Vores erfaring fra undersøgelse af aborterede fostre er, at nogle hopper kan være i et vaccinationsprogram men alligevel abortere som følge af en herpesvirusinfektion.
Da tilgængelige vacciner er baseret på inaktiveret virus, må infektionen stamme fra hoppen selv, enten i form af en nyinfektion eller aktivering af en latent infektion. Årsagen til, at fosteret inficeres, kan naturligvis skyldes, at hoppen på aborttidspunktet ikke nødvendigvis har gennemgået det fulde vaccinationsprogram, der strækker sig over cirka fem måneder. Men vores hypotese er, at vaccinationen ikke fuldt beskytter mod en reaktiveret latent infektion i samme omfang som mod en nyinfektion via respirationsvejene. Herpesvirus er kendt for at opholde sig latent i kroppen, skjult for immunsystemet, og det er muligt, at virus kan overføres til placenta og dermed til fosteret uden for immunsystemets rækkevidde.
Virusabort som følge af EHV-1 manifesterer sig i typiske form ved, at et nyligt dødt foster aborteres, eller at føllet er dødfødt eller svagfødt. De mest iøjnefaldende læsioner ses i leveren, hvor der i overfladen kan ses varierende antal af lyse punktformede foci (Figur 1). Mikroskopisk repræsenterer disse nekroser af levervævet (Figur 2). Antallet kan være meget varierende, fra ganske få til utallige. EHV-1 giver også anledning til nekroser i mange organer, men ved en obduktion ses de tydeligst i leveren, da denne har en ensartet mørkebrun farve, som giver en god kontrast til de lyse foci. Man skal være opmærksom på, at der kan ses lyse pletter i leveren af andre årsager, såsom lokal fedtophobning (steatose), bakteriel hepatitis og postmortal nedbrydning af levervævet. Det anbefales derfor altid at verificere en EHV-1-mistanke ved en efterfølgende laboratorieundersøgelse.
Selvom man som praktiserende dyrlæge kan obducere og udtage væv til undersøgelse, anbefales dette ikke, medmindre der er et strikt fokus på smittebeskyttelse. Inficerede fostre indeholder store mængder virus, hvorfor der er risiko for spredning af virus i området, hvor obduktionen foregår, ligesom det kan være udfordrende at bortskaffe et åbnet føl på en sikker måde. Desuden risikerer man selv at medvirke til spredning, hvis der ikke skiftes tøj og støvler efter obduktionen. Man skal også være opmærksom på, at fostre kan indeholde andre smitsomme mikroorganismer end EHV-1. Equint herpesvirus type 4 (EHV-4) er primært en luftvejsinfektion, men påvises undertiden også i aborterede fostre. Betydning af virusforekomst i fostre er usikker, da fostrene typisk ikke har markante læsioner, som de ses ved EHV-1, ligesom mængden af virus er lavere end ved en EHV-1-abort.
Bakterier og svampe
Bakterier og svampe forårsager sporadisk abort hos hopper. I et dansk studie fandtes 12 procent af aborterne at skyldes en bakteriel infektion (Agerholm et al., 2021). Abort som følge af infektion med bakterier og svampe skyldes typisk, at mikroorganismer, der er til stede på nedre kønsorganer (labia vulvae, vagina og vestibulum), ascenderer gennem cervix, der typisk er forseglet med mukus (cervical-plug). Herved får de adgang til placenta lige inden for cervicalkanalens indre åbning (nær det ‘stjerneformede område’), hvor de vil kolonisere chorion og forårsage placentitis. Lokalisation kan ske udelukkende i placenta, hvor der kan ses en progredierende, ofte cirkulær, inflammatorisk læsion (Figur 3). I nogle tilfælde forbliver infektionen lokaliseret til placenta, men i andre tilfælde ses spredning til fosteret. Dette kan ske via to forskellige veje: Enten hæmatogent via indvækst i placentale blodkar eller via spredning til amnionvæsken og gennem denne få adgang til fosterets lunger, hvor der således udvikles en føtal bronchopneumoni (Leon et al., 2023).
Det er ikke muligt ved umiddelbar undersøgelse at fastslå, hvilken infektion, der er tale om, hvorfor der skal foretages en dyrkningsundersøgelse. Der påvises oftest streptokokker eller Escherichia coli, men listen over bakterier og svampe, der kan give placentitis, er lang, og den vokser til stadighed.
Sygdomme i placenta og navlesnor
Abort og dødfødsel hos hopper skyldes ofte patologiske tilstande i placenta og navlesnor. Snoning af navlesnoren (torsion) (Figur 4) er en væsentlig årsag til abort og dødfødsel og udgjorde i et dansk studie hele 50 procent af abortårsagerne (Agerholm et al., 2021). Da amnion ikke er fastsiddende på indersiden af allantois hos hopper, i modsætning til forholdene hos for eksempel kvæg, kan snoning opstå to steder: 1) fosteret kan rotere om sig selv, og snoningen vil opstå i den del af navlesnoren, der er inde i amnionhulen eller 2) hele amnionblæren kan dreje om sig selv, og snoningen vil da ske i den del af navlesnoren, der er i allantoishulen. Det er således vigtigt, at hele navlesnoren inspiceres, selvom der i mange tilfælde er snoning af begge segmenter.
Snoning af navlesnoren forekommer helt almindeligt og ukompliceret hos mange fostre. Tilstanden bliver først patologisk og får betydning for fosteret, hvis gennemstrømning af blod eller for amnionsegmentets vedkommende, også gennemstrømningen af urin, kompromitteres. Ved torsion af navlesnoren sammentrykkes dens tubulære strukturer. Da vener generelt er mindre robuste for kompression end arterier, vil tilbageløbet af arterielt blod fra placenta gennem umbilicalvenerne til fosteret blive kompromitteret først, og fosteret vil udvikle hypoxi. Ved snoning af navlesnorens amnionsegment kan den del af urachus, der er beliggende i navlesnoren og som fører urin fra urinblæren ud i allantoishulen, blive helt eller delvist obstrueret. Herved opstår der urinstagnation, og fosteret bliver sandsynligvis uræmisk. Ved længerevarende obstruktion kan fosteret udvikle hydronefrose, men de fleste fostre aborteres, inden dette bliver makroskopisk erkendeligt.
Betydningen af navlesnorstorsion vurderes ved undersøgelse af navlesnoren, placenta og fosteret. I navlesnoren ses efter tegn på obstruktion i form af segmentære udvidelser af kar og urachus, ødem, blødninger, snørefurer med mere. (Figur 4). Det er vigtigt at være opmærksom på, at selvom den primære abortårsag diagnosticeres som navlesnorstorsion, kan fosteret godt have en samtidig infektion med EHV-1 og være i inkubationstiden (Agerholm et al., 2021).
Navlesnorstorsion optræder som beskrevet, fordi fosteret og/eller hele amnionblæren roterer om sig selv. Undersøgelse af 72 aborterede fostre, undersøgt af os, viste, at længden af navlesnoren var den væsentligste risikofaktor, idet fostre aborteret som følge af navlesnorstorsion havde en samlet navlesnorslængde på 98,84 ± 5,14 centimeter, mens fostre aborteret af andre årsager havde en navlesnorslængde på 67,2 ± 4,9 centimeter. Studiet viste desuden, at der ikke var en forhøjet risiko for, at tilstanden opstod igen i efterfølgende drægtigheder, men statistisk set kan det ikke udelukkes, at det kan ske igen (Christoffersen et al., 2024).
For tidlig løsning af placenta kan lede til både abort og dødfødsel. Ved abort stilles diagnosen ved at undersøge overfladen af placenta (chorion), hvor der vil være et større område med brunlig misfarvning uden andre forandringer, samtidig med at andre dele af chorion fremstår med frisk rød farve (Figur 3). Hvis andre årsager kan udelukkes, er dette fund en indikation på, at der har været præmatur løsning af placenta. Aborterede fostre har ofte en vis grad af autolyse som tegn på, at de har været kortvarigt tilbageholdte i uterus forud for selve aborten. Ved præmatur løsning af placenta i forbindelse med selve folingen kan der ses fremfald af en intakt placenta af frisk rød farve gennem vulvaåbningen, en såkaldt ‘red bag delivery’. Da den præmature løsning i sådanne tilfælde er akut, eksempelvis grundet en protraheret foling, spiller den kliniske observation en betydelig rolle for diagnosen. Men også i de tilfælde skal man være opmærksom på en eventuel underliggende infektion med eksempelvis EHV-1.
Hvad med hoppen?
De fleste hopper aborterer uden efterfølgende problemer. I nogle tilfælde opstår dystoki i forbindelse med aborten, og efter aborten kan efterbyrden være tilbageholdt, og hoppen skal behandles for at få den til at afgå. Uterus skal skylles, indtil mængden af flåd og debris er reduceret, og det kan være nødvendigt at behandle intrauterint med antibiotika afhængig af abortårsag. Da suboptimal vulvakonformation prædisponerer for ascenderende infektioner, bør denne optimeres ved en Caslick-operation forud for næste ifoling.
Undgå smitte
Hvis en hoppe aborterer som følge af en infektion, er der risiko for, at andre drægtige hopper smittes. Da man ofte ikke kan udelukke infektion uden en laboratorieundersøgelse, er det en god idé at isolere hoppen fra andre drægtige hopper og være påpasselig med ikke selv at medvirke til spredning af smitte gennem kontamineret boksmateriale, redskaber, med mere. Hvis foster og efterbyrd ikke indsendes til undersøgelse, skal begge dele bortskaffes hygiejnisk. Man skal blandt andet sikre, at hunde, ræve eller andre dyr ikke æder af materialet. Mest optimalt skal foster og efterbyrd sendes til sikker destruktion.
Hoppen kan udskille patogener i en periode efter, at hun har aborteret. Den største risiko stammer fra eventuelt vaginalt flåd, der kan observeres hos nogle hopper. Risikoen vurderes størst i de første dage, hvor mængden af flåd er størst. Når der ikke længere ses flåd, og hoppen i øvrigt fremstår rask, kan hun komme på fold, eventuelt efter at hendes hale og baglår er afvasket med en desinficerende sæbe. Det er vigtigt, at boksunderlaget samtidigt skiftes, og boksen desinficeres.
Hvis en hoppe aborterer
Vi forsker i årsager til abort og dødfødsel hos hopper og tilbyder derfor obduktion og undersøgelse af aborterede eller dødfødte føl. Da aborterede fostre og dødfødte føl indgår i vores forskning, kan dyrlægen eller ejeren (i samråd med sin dyrlæge) indsende føl til undersøgelse til reduceret pris (1.400 kroner eksklusive moms), som dækker eksterne omkostninger til undersøgelse for herpesvirus med videre. For at opnå det bedste resultat skal både foster og efterbyrden indsendes, da nogle abortårsager kun kan erkendes i efterbyrden og andre kun i fosteret. Såfremt man ønsker et foster eller føl undersøgt, kan dette aftales ved at kontakte forfatterne på mobil 2917 8136.
Referencer
Agerholm JS, Klas EM, Damborg P, Borel N, Pedersen HG, Christoffersen M. A diagnostic survey of aborted equine fetuses and stillborn premature foals in Denmark. Front Vet Sci. 2021;8:740621. doi: 10.3389/fvets.2021.740621.
Christoffersen M, Nielsen SB, Madvig CB, Agerholm JS. Potential risk factors for fetal loss due to umbilical cord torsion in the mare. Theriogenology. 2024;214:182-186. doi: 10.1016/j.theriogenology.2023.10.026
Leon A, Pillon C, Tebourski I, Bruyas JF, Lupo C. Overview of the causes of abortion in horses, their follow-up and management. Reprod Domest Anim. 2023;58 Suppl 2:93-101. doi: 10.1111/rda.14406.
McCue PM, Ferris RA. Parturition, dystocia and foal survival: a retrospective study of 1047 births. Equine Vet J 2012; 44, Suppl. 41:22-5. doi: 10.1111/j.2042-3306.2011.00476.x.
