Dyrlægen

MR-scanner er et vigtigt fundament i Hørsholm Hestepraksis

Hørsholm Hestepraksis var blandt de første dyrlæger i Danmark til at investere i en MR-scanner. En investering, der i mange år ikke var økonomisk rentabel, men som var med til at rykke klinikken.

Da Hørsholm Hestepraksis tilbage i 2008 investerede i en MR-scanner, var det i første omgang ikke en investering med økonomisk vinding for øje. Det var i stedet en investering med faglig ekspertise og udvikling for øje. Man ønskede at tilbyde helt nye muligheder for diagnostik af især hov- og halthedsproblematikker hos heste.

»Teknologien og kvaliteten var selvfølgelig en helt anden den gang, end hvad det er i dag, men det var stadig revolutionerende i forhold til at kunne stille præcise diagnoser i især hovregionen,« siger Daniel Melgaard, der ikke var en del af Hørsholm Hestepraksis, da den først MR-scanner kom til klinikken, men i dag er medejer og arbejder rigtig meget med MR-scannere og billeddiagnostik.

»Det har jeg gjort de sidste cirka seks år. Først da jeg var studentermedhjælper her og efterfølgende som en del af min uddannelsesstilling på Hannover Universitetshospital, samt efter jeg kom tilbage til Hørsholm Hestepraksis i 2018,« siger Daniel Melgaard.

Hørsholm Hestepraksis var blandt de første dyrlæger i Danmark til at investere i en MR-scanner.

Uundværligt redskab

Brugen af en MR-scanner har, ifølge Daniel Melgaard, været med til at rykke Hørsholm Hestepraksis og niveauet af behandlingen på klinikken.

»Med en MR-scanner har vi helt andre muligheder for at stille især ortopædiske diagnoser, som vi uden en MR-scanner ikke ville have haft mulighed for at stille på samme niveau,« siger han.

Han er med sine 31 år stadig ung og har igennem sin karriere været vant til at arbejde med MR-scannere. Han har en særlig interesse inden for billeddiagnostik, og han er ikke i tvivl om, hvordan brugen af MR-scannere har været med til at forbedre hans arbejdsbetingelser til glæde og gavn for både patienter og klienter.

»Over 90 procent af de skader, vores patienter kommer med, er i de nedre regioner, og der kan man sammenligne de billeder, vi kan tage, kontra mulighederne med røntgen og ultralydsscanning med et gammelt tv og et topmoderne tv. Billedkvaliteten er på et helt andet niveau, og vi kan fange mange flere detaljer og dermed også stille en meget mere præcis diagnose. Især i hovområdet er fordelen enorm, da den hårde hovkapsel gør det svært med ultralydsscanning og røntgen, mens radiobølgerne fra MR-scanneren går lige igennem, så det er et uundværligt redskab i vores hverdag,« siger Daniel Melgaard.

Stor stigning i scanninger

Hos Hørsholm Hestepraksis har man gennem de seneste år oplevet en stor stigning i antallet af MR-scanninger. Daniel Melgaard vurderer, at man gennemfører cirka 100 MR-scanninger om året, mens antallet for fire år siden var blot det halve. Det øgede antal af scanninger betyder også, at MR-scanneren, ud over at være et uundværligt arbejdsredskab, nu også er blevet en god forretning.

»Den primære årsag til den store stigning i antallet af scanninger er, at de fleste heste i dag er forsikret. Hos forsikringsselskaberne har man indset værdien af at bruge en MR-scanner og få en mere præcis diagnose fremfor langt tidligere i processen at udbetale forsikringssummen til eksempelvis heste med hovproblemer,« siger Daniel Melgaard.

Det kræver også et godt flow af patienter, hvis investeringen i en MR-scanner skal være en god investering, da en MR-scanner er en investering på 3,5-4 millioner kroner. En investering, der skal gentages, da en MR-scanner har en udløbsdato. Hos Hørsholm Hestepraksis regner man med, at man inden for en kortere årrække skal investere i en ny scanner, selv om det egentlig ikke er nødvendigt.

»Vi har haft vores nuværende scanner i cirka otte år og har lige fået lavet service på den, hvor det blev vurderet, at magnetens kvalitet godt kan holde ti år endnu. Vi vælger dog nok at investere før, da det er vores vurdering, at den teknologi, vores scanner anvender, ikke er tidssvarende om ti år,« siger Daniel Melgaard.

Faglig udfordring

Hos Hørsholm Hestepraksis benytter man en type af MR-scanner, hvor hesten skal i fuld narkose og ned at ligge på siden for at få scannet benet eller hoven. Der findes en anden type af MR- scanner, hvor hesten kan scannes stående og ikke behøver komme i fuld narkose.

»Vi har valgt, at risikoen ved, at hesten kommer i fuld narkose, er minimal, da vi kun scanner heste, der er vurderet sunde og raske. Vores veterinære vurdering er, at vi får den bedste billedkvalitet, når hesten er i fuld narkose, og det har vi prioriteret, selv om klienterne måske nogle gange ville foretrække, at hesten ikke skulle i fuld narkose,« siger Daniel Melgaard.

 

Netop billedkvaliteten og det deraf stigende informationsniveau er en faglig udfordring, der kræver lidt træning og efteruddannelse. Ellers er det mere praktiske og geografiske udfordringer, der kan være ved at benytte sig af en MR-scanner. Magneten i en MR-scanner er følsom for magnetisme fra omgivelserne, hvilket skal tages i betragtning, når en investering skal foretages. Det er dog ikke udfordringer, man har haft hos Hørsholm Hestepraksis, men alligevel nogle overvejelser, man har skullet gøre sig i forbindelse med investering i og installationen af MR-scanneren.

»En MR-scanner er jo meget følsom over for magnetisme, og det kan jo være en udfordring i en forretning med metal, computere og så videre samt påvirkninger udefra i form af telefonmaster, toge og så videre. Så det stiller krav til placeringen, men vores scanner er ikke kæmpestor, og vi har ikke haft problemer med at sikre de optimale rammer,« siger Daniel Melgaard.

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce