Mange klinikker i yderområderne oplever, at de ikke kan få fingre i udlærte veterinærsygeplejersker, når behovet opstår. Problemet er, at branchen i disse år efterspørger fagudlærte, som aldrig før, men bidrager ikke selv til at få flere uddannede.
I sit job som skolechef for Organia, HANSENBERG, der er eneudbyder af veterinærsygeplejerskeuddannelse i Danmark, bliver Niels Peter Hansen ofte mødt af frustrerede klinikejerne, der oplever, at de ikke kan få fingre i fagudlærte veterinærsygeplejersker, når behovet opstår, og der er brug for et ekstra sæt hænder.
Ifølge Niels Peter Hansen er årsagerne hertil mange. For det første er det blevet mere almindeligt, at klinikker i dag anvender veterinærsygeplejersker til ydelser, der tidligere var forbeholdt dyrlæger, og derfor bliver der generelt ansat flere sygeplejersker. Derudover er veterinærsygeplejersker efterspurgt i medicinalindustrien, hvor de finder anvendelse som både rådgivende konsulenter og i administrative roller inden for eksempelvis salg og markedsføring. Vigtigst er, at manglen på fagudlærte veterinærsygeplejersker skyldes manglen på elevstillinger ude på de danske dyreklinikker.
»Vi oplever regelmæssigt, at dyreklinikker kontakte os og siger, at de ikke kan finde fagudlærte veterinærsygeplejersker, og at skolen må gøre noget ved problemet. Dét, de har misforstået, er, at det ikke er skolen, der bestemmer, hvor mange der skal uddannes. Det gør de faktisk selv,« siger Niels Peter Hansen, der er skolechef for Organia, HANSENBERG. Her huses blandt andet dyrepasser-, hestemager- og veterinærsygeplejerskeuddannelsen.
Problemet starter hos klinikkerne
Der er flere veje til drømmejobbet som veterinærsygeplejerske. Den første og sikreste vej til uddannelsen er en elevstilling hos en dyreklinik. Der er adgangsbegrænsning til veterinærsygeplejerskeuddannelsen. Det betyder, at eleverne på forhånd skal have en uddannelsesaftale med en virksomhed for at begynde på uddannelsen Grundforløb 2. En uddannelsesaftale sikrer derimod adgang.
Den anden og mindre sikre vej er at søge kvoteplads. Der er et begrænset antal kvotepladser, og pladserne giver kun adgang til ti ugers grundforløb, hvorefter en praktikplads er påkrævet.
»Ministeriet fastsætter hvert år antallet af kvotepladser, der afgør, hvor mange elever uden praktikplads der kan optages på uddannelsen. Sidste år havde vi 45 kvotepladser, men samtidig havde vi svært ved at finde kvalificerede ansøgere. I år har vi kun 30 kvotepladser, men derimod langt flere kvalificerede elever. Den sikreste måde at øge bestanden af udlærte veterinærsygeplejersker er derfor at øge antallet af elevpladser. Og den opgave ligger hos klinikkerne,« fortæller Niels Peter Hansen.
Det er med andre ord branchen, der bestemmer, hvor mange veterinærsygeplejersker der bliver udlært. Jo flere tilgængelige elevstillinger, desto flere fagudlærte veterinærsygeplejersker kommer der ud på den anden side.
Nyt syn på erhvervsuddannelser
Erhvervsuddannelserne har længe haft et dårligt ry og har det til dels stadigvæk. De seneste år er der gjort en stor indsats for at ændre den generelle opfattelse af disse uddannelser og komme forestillingen om, at erhvervsuddannelserne er for dem, der ikke kunne blive til andet, til livs.
Selvom veterinærsygeplejerskeuddannelsen ikke er omstændt af samme fordomme, oplever Niels Peter Hansen alligevel, at der hersker uhensigtsmæssige paradigmer om uddannelsen flere steder i samfundet. Ét af disse steder er blandt uddannelsesvejlederne på folkeskoler og gymnasier.
»Når en elev henvender sig til skolens uddannelsesvejleder og ytrer, at han eller hun gerne vil uddanne sig til veterinærsygeplejerske, bliver eleven ofte mødt med vendinger såsom; der kommer du aldrig ind, der er for få elevpladser, og du får ikke et arbejde bagefter. Sådan var det måske også for 10-15 år siden, men i dag ser realiteten anderledes ud. Alligevel er det fortsat den virkelighed, som vejlederne rådgiver ud fra. Og det er en skam,« siger Niels Peter Hansen.
Han påpeger i den forbindelse, at der ofte er en forsinkelse i branchen, der gør, at virkeligheden ikke altid stemmer overens med fortællingen i markedet:
»Forsinkelsen er ikke lige så lang hos virksomhederne. Her begynder vi at se, at der bliver ansat flere og flere elever. Anderledes ser det ud for uddannelsesvejlederne, som vi ikke har nær så tæt kontakt med i det daglige. Vi har arrangementer, hvor vi informerer dem om, hvordan virkeligheden på skolerne ser ud, men derfra er der fortsat lang vej til, at den fortælling, de videregiver til eleverne, ændrer sig.«
En positiv udvikling
Der er sat mange gode initiativer i søen, og hos HANSENBERG ser de optimistisk på fremtiden.
»Udviklingen er i gang, og vi er begyndt at se klinikker, der ikke tidligere har haft elever, blive godkendt som praktikplads og ansætte veterinærsygeplejerskeelever. Det skyldes formentligt, at de oplever, at de ikke kan rekruttere udlærte veterinærsygeplejersker. Her kan en elev være et godt alternativ, der på sigt kan sikre forsyningen af fagudlærte. Der er dog en forsinkelse, da uddannelsen tager fire år, og derfor vil vi formentligt fortsat opleve mangel på udlærte veterinærsygeplejersker de næste to år,« siger Niels Peter Hansen.
Han fortæller i samme moment, at udviklingen pludseligt kan gå stærkt. Der er flere eksempler på uddannelser, hvor udviklingen er gået fra, at virksomhederne blev oversvømmet i uopfordrede ansøgninger til, at virksomhederne selv aktivt skulle ud og rekruttere elever.
»Dyreklinikkerne skal være opmærksomme på, at udviklingen hurtigt kan ændre sig, og at det i fremtiden måske ikke længere er nok at sidde og vente på, at ansøgningerne kommer ind. Måske skal klinikkerne om nogle år ud at markedsføre og brande sig selv for at rekruttere de mest kvalificerede elever,« afslutter Niels Peter Hansen.
