Professor Gary Oetzel besøgte i foråret seminaret i Løgumkloster, hvor han gav en opdatering om ketose og mælkefeber – to lidelser med enorm økonomisk og velfærdsmæssig betydning for koen omkring kælvning.
Ketose og mælkefeber disponerer for en række andre sygdomme hos køer. Dette gør, at forebyggende tiltag på besætningsniveau har stor værdi. Sådan lød budskabet fra professor Gary Oetzel under sit besøg på seminaret i Løgumkloster, hvor han indledte med at beskrive koen som en metabolisk atlet. Energiforbruget til mælkeproduktion er fem gange større end den energi, der bruges til vedligeholdsstofskiftet, og mælkeproduktionens krav til calcium er fire gange større end behovet til vedligehold. I forbindelse med kælvning ændrer koens behov sig desuden brat, og det stiller store krav til koens stofskifte – især hvad angår energi og calcium. Det forklarer, hvorfor sygdomme vil kunne opstå omkring kælvning, hvor koen har udfordringer med at opfylde de metaboliske krav.
Håndtering af hypocalcæmi
Omkring kælvning vil cirka 50 procent af de ældre køer opleve lavt calciumindhold – også betegnet hypocalcæmi. Langt de fleste køer vil have det i en subklinisk form, men det vil alligevel påvirke koens sundhed og produktion. Hypocalcæmi øger risikoen for eksempelvis tilbageholdt efterbyrd, ketose og mastitis, hvorfor det giver mening at have en plan til at håndtere denne udfordring. Gary Oetzel anbefaler brug af oral calciumchlorid i bolusform omkring kælvning til 2. kalvskøer og ældre, da dette salt tilfører koen let tilgængeligt calcium, samtidig med at det forsurer koen en smule. Denne forsuring øger effekten af PARAT-hormonet, og sikrer at koens eget calciumstofskifte bliver aktiveret. Bolusformen gør, at koen ikke oplever noget ubehag ved calciumchlorid, som kan virke irriterende på slimhinderne i mundhule og svælg. Desuden har Gary Oetzels forskning vist, at konsekvent brug af oralt calciumtilskud med calciumchlorid i bolusform har en positiv økonomisk pay back.
Forsuring og calciumbindere
Der findes også andre måder at forebygge forekomsten af hypocalcæmi på gennem fodringen op mod kælvning. To fremherskende principper er forsuring og calciumbindere. Gary Oetzel fremhæver forsuring som den bedste og mindst omkostningstunge måde at forebygge hypocalcæmi på. Man tildeler 150 gram MgCl2 per ko i goldko-foderet de sidste 14 dage op mod kælvning. Det er vigtigt at måle urinens pH på et udsnit af goldkøerne mindst en gang om ugen, så man er sikker på, at dosis af MgCl2 er korrekt. Den skal ned på cirka 6,0, før der er effekt, og ligger den højere, tilfører man mere MgCl2, indtil målet er nået. Forsuringen sætter gang i calciumstofskiftet før kælvning, så koen er bedre forberedt på den meget forøgede efterspørgsel på calcium, som opstår i forbindelse med kælvningen.
Behandling af mælkefeber
Vi kender alle synet af koen med klinisk mælkefeber. Koen ligger ned efter kælvning og kan ikke rejse sig. Efter en sikring af diagnosen vil den typiske behandling være calcium intravenøst. Koen vil få tilført betydeligt mere calcium, end det som plejer at være i blodbanen, og dette overskud vil i løbet af få timer blive udskilt med urinen. Desuden vil koncentrationen af calcium straks efter indgift være så høj, at vi nærmer os toksisk niveau for hjertet (se figur 1).
Som det ses af grafen, vil koen ofte blive hypocalcæmisk igen efter nogle timer, og klinisk mælkefeber vil kunne optræde på ny. Gary Oetzels forslag er at behandle alle køer med kliniske symptomer på mælkefeber med oral bolus indeholdende calciumchlorid, så længe koen står op. En liggende ko behandles i blodet og efterbehandles med en bolus for at sikre sig imod tilbagefald. Den orale behandling giver for det første effekt hurtigt og i længere tid end intravenøst – og uden de meget høje Ca-koncentrationer, der, som nævnt, dels er farlige og dels bevirker hypocalcæmi kort tid efter.
Koens eget calciumstofskifte
Oral behandling med Calciumchlorid bevirker som tidligere nævnt en forsuring, som medvirker til at få koens eget calciumstofskifte til at varetage calciumbehovet. Gary Oetzel fraråder brugen af calciumpropionat til køer de første to dage efter kælvning. Dels er calciumpropionat ikke så effektivt til behandling af mælkefeber, dels er propionat kontraindiceret til koen i tidlig laktation. Den er i forvejen hyperglykæmisk omkring kælvningen, og tilførsel af yderligere glykogene stoffer vil påvirke koens appetit negativt.
Derudover anbefalede Gary Oetzel også at bruge oral Ca-behandling fremfor IV i andre sammenhænge (for eksempel efter løbedrejningsoperation) netop for at få en hurtigt indsættende og langvarig effekt – og undgå de farlige, høje koncentrationer og den efterfølgende hypocalcæmi.
Ketose hos malkekøer
Ketose forekommer hyppigt i startlaktationen hos malkekøer, og konsekvensen er blandt andet nedsat mælkeproduktion, større risiko for løbedrejning og udsætning. Derfor giver det mening at undersøge forekomsten af ketose på besætningsniveau for at afgøre, om der skal sættes ind med forebyggelse for at reducere forekomsten. Når man skal undersøge risikoen for ketose, vil forekomsten afhænge meget af, hvornår vi undersøger. Når først koen har haft ketose, vil hendes mælkeproduktion være lavere, end den kunne have været. Rationalet er, at hvis hun sætter noget af mælken, vil den negative energibalance være mindre udtalt, og så kan hun på den måde komme ud af ketosen. Hvis man opdager det meget tidligt, vil hun kunne blive understøttet med propylenglykol, 300 milliliter per dag, indtil hun er fri for ketose, og man vil derved undgå en så stor nedgang i mælkeproduktionen.
To gange om ugen
Gary Oetzel foreslår, at man undersøger for Ketose to gange om ugen, således at køer bliver undersøgt to gange i løbet af de første tre til ni dage efter kælvning, jævnfør figur 2.
Desuden bør køer, som testes positiv for ketose, behandles med en oral glukogen opløsning og løbende undersøges, indtil de er fri for ketose. Gary Oetzel anbefaler brug af cowside blodundersøgelse med eksempelvis Abbott Precision Xtra™(Figur 3). Det giver de mest præcise målinger, og apparatet udfører testen i løbet af få sekunder. Urinundersøgelse med eksempelvis Multistix for BHB er også et alternativ, dog med en lavere sikkerhed.
Konklusioner om mælkefeber og ketose
Gary Oetzel anbefaler en betydelig større brug af oral calciumbehandling med calciumchlorid og/eller calciumsulfat i bolusform til behandling af mælkefeber hos malkekøer. Køer med tegn på klinisk mælkefeber, som stadigvæk er stående, vil have gavn af oral calciumbehandling frem for intravenøs calcium indgift. Effekten er hurtigt indsættende ved oral behandling, har en længere varighed og hjælper koens eget calciumstofskifte i gang. Tilsvarende vil det være meget hensigtsmæssigt at efterbehandle køer, som har fået intravenøs calciumindgift med en calcium bolus, når de er kommet på benene og yderligere 12 timer senere for at modvirke tilbagefald.
Undersøgelse for ketose ved cowside test to gange i perioden tre til ni dage efter kælvning. Blod er golden standard, og et Abbott Percision Xtra™ er et oplagt valg til opgaven. Køer, som testes positiv for ketose, behandles med en oral glukogen opløsning og testes, indtil de igen er fri for ketose.
