Træner med sin elefant

Lang karantæne har stresset cirkuselefanter

Cirkus Arenas tre afrikanske elefanter har fået det værre og værre under deres lange karantæne. Elefanternes dyrlæge har oplevet stor frustration og afmagt undervejs. Nu er der fundet en løsning.

Henrik Hagbard har været dyrlæge for Cirkus Arenas tre afrikanske elefanter, siden de kom til Danmark for 13 år siden. For det meste har det været en fornøjelse. En spændende og udfordrende opgave, men de seneste ti måneders tid, hvor elefanterne har været i karantæne, har det været særdeles frustrerende.

»Min familie har mærket, at jeg er blevet mere og mere frustreret, når jeg har været ude ved elefanterne,« siger dyrlæge Henrik Hagbard, der er medejer af Gørlev Dyreklinik.

Dyrlægen har været meget engageret i elefanternes trivsel, og siden sensommeren har han været en del i medierne, hvor han har udtalt sig i særdeles kritiske toner om den lange karantæne, elefanterne har været udsat for.

»Man får jo et personligt forhold til elefanterne. Selvom de helt sikkert ikke har særligt varme følelser overfor mig, så går det udover mit humør, når de bliver lukket inde på så lidt plads i så lang tid, at de begynder at vise tegn på dårlig trivsel. Jeg vil gerne have, at de har det godt, sådan tror jeg, at alle dyrlæger har det med de dyr, de tilser,« siger Henrik Hagbard.

Forbud mod vilde dyr i cirkus

Sagen om cirkuselefanterne er på alle måder uheldig. I december 2018 blev der lavet en politisk aftale om at forbyde vilde dyr i cirkus. Cirkus Arena besluttede at tage deres tre elefanter af plakaten midlertidigt, mens man afventede en endelig politisk beslutning. Af sundhedshensyn og for at dyrene kunne komme videre til en dyrepark, besluttede man samtidig at lave en omfattende sundhedsundersøgelse og efterfølgende placere dyrene i karantæne.

»De har stået inde i en elefantboks på 56 kvadratmeter hver. Det er ikke meget plads, når man vejer flere tons, og det giver heller ikke megen plads til aktivering. Elefanter er nysgerrige dyr, og de har altid været vant til at blive aktiveret i løbet af dagen, og når de optræder. På turne eller når de har været i vinterkvarteret i Cirkusland, har de også været på græs, men problemet har været, at der ikke er noget udeanlæg i tilslutning til elefantstalden,« siger Henrik Hagbard, der jævnligt under karantænen har været en tur forbi Cirkusland og elefanterne for at sikre, at de ikke fejler noget.

Gik i cirkler i boksen

De trange forhold og den lange karantæne medførte, at elefanterne efter seks måneder begyndte at udvise tydelige tegn på mistrivsel. Da der trods advarsler fra Dyrenes Beskyttelse og Knuthenborg Safaripark ikke var nogen tegn på, at der blev arbejdet på en løsning, gik Henrik Hagbard i medierne i sensommeren, hvor han påpegede det uholdbare i situationen.

»De begyndte at vise stereotypier, en form for gentagen unormal adfærd uden formål, der ofte ses hos understimulerede dyr i fangenskab. Djungla begyndte at gå rundt i cirkler i boksen, Jenny stod på stedet og rokkede frem og tilbage, og Lara lagde hovedet på kanten af rækværket og stod helt stille – udover at svinge snablen fra side til side.«

Aggressiv adfærd

Som Henrik Hagbard fortalte en række medier, begyndte elefanterne også at udvise aggressiv adfærd, når deres faste elefantpassere kom ind i stalden.

»De var irritable, stressede eller usikre. Jeg er ikke i tvivl om, at de reagerede på de begrænsninger, de har været underlagt så længe. Men jeg er også sikker på, at de nok skal blive sig selv igen, hvis de snart får den plads, de har brug for, og blive aktiveret, så de får stillet deres nysgerrighed.«

Staten betalte 11 millioner

Efter medieomtalen i sensommeren 2019 kom der så småt skub i tingene. I slutningen af august besluttede staten at købe elefanterne for 11 millioner kroner for at holde parterne skadefri i forbindelse med et forbud. De 11 millioner var den samlede pris for Cirkus Arenas tre elefanter og en enkelt elefant hos Cirkus Trapez. Umiddelbart er det hele landet godt.

»Hvis jeg skal tage ja-hatten på, er jeg da enormt glad på elefanternes vegne over, at der er kommet en løsning, som de to cirkusser og staten kan enes om. Det er også meget positivt, at Dyrenes Beskyttelse har besluttet at opføre et udeanlæg i tilknytning til karantænestalden i Cirkusland, så elefanterne kan blive stimuleret og få meget bedre plads under resten af karantænen,« siger Henrik Hagbard, der stadig er elefanternes dyrlæge, så længe de er i Slagelse.

9. oktober blev det så afgjort, at Knuthenborg Safaripark bliver elefanternes nye hjem, efter Staten havde haft de fire elefanter i EU-udbud. Her får elefanterne et stort og moderne anlæg.

Elefanterne blev glemt

Dyrlægen ærgrer sig dog over, at det er gået, som det er gået. Han har hele tiden haft dyrenes velfærd for øje, men han mener, det ikke har været tilfældet generelt i forløbet.

»Jeg er dyrlæge, ikke cirkusdirektør eller politisk ordfører for elefantvelfærd, så det har også været en betingelse, at jeg ikke vil involveres i de politiske eller økonomiske slagsmål, der har været undervejs. Der er fem parter i denne sag: Politikerne, cirkus, Dyrenes Beskyttelse, Knuthenborg Safaripark og elefanterne. Jeg synes, at den sidste part, elefanterne, i lang tid blev glemt af de to parter, alle andre ventede på.«

Forløbet om cirkuselefanterne

  • I december 2018 blev der indgået en politisk aftale om et forbud mod eksotiske dyr i cirkus. Forbuddet er endnu ikke vedtaget.
  • Cirkus Arena besluttede med det samme at tage deres elefanter af plakaten, indtil der var en endelig politisk afklaring og klar lovgivning på området.
  • Knuthenborg Safaripark meldte sig på banen som interesserede i at give elefanterne et nyt anlæg i Safariparken. Derfor besluttede Safariparken og Dyrenes Beskyttelse at gennemføre alle de nødvendige sundhedsundersøgelser – blandt andet undersøgelsen for tuberkulose.
  • Da elefanterne var testet fri for tuberkulose, besluttede Cirkus Arena, Knuthenborg Safaripark og Henrik Hagbard at placere dyrene i karantæne i Cirkus Arenas cirkusland ved Slagelse – for at de ikke blev smittet.
  • Den oprindelige plan var, at karantænen skulle vare i tre måneder, men på grund af ministerskifte, folketingsvalg, regeringsdannelse og Folketingets sommerferie trak det i langdrag.
  • I slutningen af august købte staten fire cirkuselefanter for 11 millioner kroner. Dels de tre i Cirkus Arena, dels en fra Cirkus Trapez i Jylland.
  • Staten sendte elefanterne i EU-udbud, hvor alle interesserede Zoologiske Haver og Dyreparker, der opfyldte betingelserne i udbudsmaterialet, kunne ansøge om at overtage elefanterne vederlagsfrit.
  • oktober blev det afgjort, at Knuthenborg Safaripark bliver elefanternes nye hjem. Safariparken er i gang med at opføre et stort og moderne elefantanlæg.

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce