Dyrlægen

Kollegialt samvær på hjul giver nye indsigter

Efter 12 år med Metacam Touren har en gruppe dyrlæger med cykelinteresse fundet et nyt format ’at køre tingene videre på’. Og du kan også være med, lyder opfordringen.

I 2009 blev første udgave af Metacam Touren gennemført med deltagelse af dyrlæger med interesse for kvæg. Hvert efterfølgende år indtil 2020 var det en årlig tradition at samles en flok dyrlæger et sted i kongeriget og kombinere de veterinærfaglige interesser med cykling i det omkringliggende landskab.

Overordnet har det været hensigten først og fremmest at styrke det kollegiale samvær om både det faglige og cyklingen. Hvert år har det været muligt at deltage i cykling på tre forskellige niveauer, så alle havde mulighed for at være med.

Fra 2021 blev Metacam Touren lagt over i et andet regi. En kerne af faste deltagere så nødvendigheden i at lave en ny struktur for at bibeholde den årlige tradition med et cykelarrangement for dyrlæger. Derfor blev Vet Cycling Club etableret og har nu afholdt to store cykelevents samt en række mere lokale eftermiddags- og aften-arrangementer på initiativ af foreningens medlemmer.

Konceptet er ændret fra at være et årligt tredages kursus til nu at foregå over to dage, fra frokosttid til frokosttid, og det kvægfaglige er erstattet af noget mere alment veterinærfagligt for at favne en større gruppe af dyrlæger.

Formålet er dog det samme: At samle dyrlæger om noget fagligt og kollegialt og dertil krydre det med cykling på forskellige niveauer og underlag, både grus, mountainbike-terræn og landevej, og forskellige steder i landet.

 

I nord og syd på Fyn  

Årets tur gik til Vestfyn med en dag nordpå og en dag sydpå.

»Vejret var som vanligt med os, og vi fik set de fynske bakkede landskaber og små krogede veje,« fortæller dyrlæge Jens Jacob Faurbye, der er formand for Vet Cycling Club.

Årets tur bød blandt andet på et besøg hos Ditlevdal Bisonfarm.

Turen bød blandt andet på et besøg hos Ditlevdal Bisonfarm. Her var der rundvisning og en traktortur ud til en bisonflok i en stor fold. Deltagerne så farmens håndteringsudstyr til de store og vilde dyr, der gør det muligt at foretage undersøgelser og behandlinger.

Farmens dyrlæge, Steffen Knold fra Årslev Dyreklinik, kunne supplere om de veterinære aspekter ved hold af bison. Efter middag på stedet med bison på tallerkenen i forskellige udskæringer holdt han foredrag om sine erfaringer med at behandle alle mulige former for eksotiske dyr.

Steffen Knold er også dyrlæge for Odense Zoo, Fjord & Bælt Centret samt de vilde heste på Sydlangeland. Foredraget gav indsigt i de veterinærfaglige udfordringer med vilde dyr samt med håndteringen af dem. Der var også plads til historier om mange af oplevelserne i zoo, og om hvordan Steffen Knold ofte inddrager andre specialister i behandlingerne for at opnå de bedst mulige resultater for dyrene.

»Det var en spændende aften for alle med nye indsigter i, hvor alsidigt et dyrlægeliv kan være,« fortæller Jens Jacob Faurbye.

 

Plads til flere medlemmer

Vet Cycling Club har nu eksisteret i et års tid og har en medlemsskare på 30 – blandede bolsjer af mænd og kvinder, unge og erfarne, trænede og folk i god grundform.

»Der er et godt fremmøde til vores arrangementer og altid et hyggeligt og sjovt samvær. Som enhver anden cykelklub har vi klubtøj og en facebookside, hvor kommunikation om klubbens aktiviteter lægges op,« fortæller Jens Jacob Faurbye.

Og der er bestemt plads til flere på holdet, fastslår han.

»Du kan også være med. Er du dyrlæge og kan se dig selv i vores fællesskab, skal du være velkommen til at henvende dig til klubben for at blive medlem. Vi har plads til flere gode kolleger i vores fællesskab, og det er aldrig for sent at komme i gang med at cykle sammen med andre dyrlæger.«

»Der er et godt fremmøde til vores arrangementer og altid et hyggeligt og sjovt samvær,« siger dyrlæge Jens Jacob Faurbye, der er formand for Vet Cycling Club.

Annonce

Annonce

Annonce