Med 250 små fortællinger i en jubilæumsbog markerer Veterinærskolen 250-året for veterinæruddannelsen. Bogen udkom 11. maj i år, og DYRLÆGEN kaster – i dette og næste nummer – et smugkig i den spritny udgivelse.
Uddrag fra Jubilæumsbogen ’Veterinærskolen – Et indblik i 250 års historie’:
Veterinærskolen
Den 4. januar 1773 blev der givet en kongelig resolution på etablering af en veterinærskole i Danmark, og den 13. juli samme år blev skolen åbnet. Dens grundlægger, ejer, forstander og eneste lærer var den 33-årige Peter Christian Abildgaard. Abildgaard havde fået bestalling som professor og forstander den 25. januar 1773, og ved resolutionen var det blevet bestemt, at han selv skulle indrette og vedligeholde Veterinærskolen. Den skulle ligge på Christianshavn, og her købte han hjørnegrunden mellem Sankt Annæ Gade og Dronningensgade. Han fik opført en bygning med plads til undervisning i anatomi og en læsesal samt en stald til otte heste. Abildgaard forpligtede sig til at holde forelæsninger i veterinærvidenskab, tage kongelige heste i kur, foretage sygebesøg på det kongelige stutteri samt mod betaling at stå til tjeneste for private i staden og på landet. Han fortsatte desuden med at praktisere som læge.
Elektriske forsøg
I 1775 udførte Abildgaard adskillige forsøg for at finde frem til elektricitetens indvirkning på dyr. Han undrede sig over, hvorfor døden indtraf ved lynnedslag, når dyrenes organer sjældent tog skade. For at finde ud af, hvordan det kunne gå til, udførte han en række forsøg på høns. Han slog hønsene ned med stød til hovedet og genoplivede dem med stød til brystet. Om forsøgene beretter han følgende: ’Imidlertid, efter at eksperimentet var gentaget temmelig mange gange, var hønen tydeligt paavirket, gik med nogen besvær og spiste ikke en dag og en nat, men senere var den meget vel og lagde endog et æg’ (oversat fra latin). Men selvom forsøgene var succesfulde, havde Abildgaard ikke den nødvendige viden til at forstå, hvordan hans forsøg virkede. Først i 1899 beskrev to fysiologer, J. Prévost og F. Batelli fra Geneve, at små elektriske stød kan fremkalde hjerteflimmer hos hunde, og at større ladninger intensiverer tilstanden. De viste og beskrev desuden, at de med et nyt elektrisk felt kunne stoppe hjerteflimmer og igen etablere en regelmæssig rytme, helt som Abildgaard havde gjort det over 100 år tidligere. Prévost & Batelli blev dem, der endeligt beskrev hjerteflimmer i den betydning af begrebet, som vi kender i dag.
Kanonkugle
Under Københavns bombardement den 20. august 1807 ramte en 2,65 kg tung kanonkugle en artillerihest i lænden bag sadlen. Det blev berettet, at hoppen, da den blev ramt af kuglen, faldt med bagdelen til venstre side mod jorden, men at den straks rejste sig igen. Den gik efterfølgende de næsten to kilometer ud til Veterinærskolen på Christianshavn uden problemer, på trods af at den var betydeligt såret, og kuglen stadig sad i lænden. På skolen tog Erik Viborg (1759-1822) imod hesten og fik kanonkuglen trukket ud. Den havde ødelagt et stort stykke af hestens hud og den store rygmuskel samt brækket flere af hestens lændehvirvler. To dage senere faldt hesten omkuld i sygestalden og kunne ikke rejse sig. Der var gået koldbrand i såret, og behandlingen var udsigtsløs, så hesten måtte skydes.
Snøvlesyge
Snøvlesyge hos svin blev i Danmark første gang beskrevet af Erik Viborg i 1836.Snøvlesyge er lægmandsbetegnelsen for det, der i dag kaldes nysesyge. Nysesyge forårsager svind af næsehulens muslingeben og overkæbe hos svin, så næsen bliver kort og skæv. Nysesyge var i mange år ganske almindelig hos de danske slagtesvin. Først i 1980’erne fandt man ud af, at årsagen til nysesyge var visse toksindannende pasteurellabakterier. Det var et gennembrud, som gjorde det muligt at udvikle en vaccine.
Ekinokokker
I 1860’erne havde den islandske befolkning store problemer med ekinokoksyge (hydatidesyge), som skyldtes blæreormen ekinokok (echinococcus granulosus). Det var hovedsageligt husdyr, der var inficeret med ekinokokker, men mange mennesker blev også syge og invalideret af dem. Derfor blev professor Harald Krabbe (1831-1917) i 1863 sendt til Island, som på det tidspunkt fik assistance fra den danske stat, når det gjaldt veterinær- og humanmedicin. Krabbe undersøgte landets hunde, får og mennesker og udførte flere større infektionsforsøg for at klarlægge parasittens livscyklus. Han estimerede, at over 22 procent af den islandske befolkning var inficeret. Krabbe udgav adskillige artikler og instruktive skrifter med henblik på at påbegynde udryddelsen af ekinokokken på Island. Det lykkedes gennem pjecer og kampagner at instruere befolkningen tilstrækkeligt i at tage de nødvendige forholdsregler. Den intensive kampagne var succesfuld, og senere obduktioner af islændinge viste, at personer født efter 1900 stort set ikke var inficeret. Echinococcus granulosus findes stadig udbredt i hele verden i dag. Der blev sidst registreret et fund hos slagtedyr i Danmark i 1996.
Røntgenstråling
Røntgenstråling blev opdaget af den tyske fysiker Wilhelm Conrad Röntgen (1845-1923) i 1895. Som nogle af de første i Danmark købte Den Kongelige Veterinærog Landbohøjskole et røntgenapparat i begyndelsen af 1896. Kort tid efter kunne skolens professor i fysik, H.O.G. Ellinger (1857-1947), fremvise adskillige undersøgelser foretaget med røntgenstråler på hunde. Senere samme år blev der på skolen udgivet to bøger om emnet: professor Ellingers Foredrag over de Röntgen’ske Forsøg (1896) og professor C. Christensens Röntgens Straaler (1896). Røntgenapparatet blev taget imod med åbne arme. Professor C.O. Jensen, som på dette tidspunkt var leder af afdelingen for almindelig patologi og patologisk anatomi, samt Klinikken for mindre Husdyr, skriver i 1897 følgende: ’Kunne Røntgens Straaler finde Anvendelse og gøre Nytte i Veterinærkirurgien? Derom kan der ikke være Tvivl. De paagældende Apparater ere ganske vist saa dyre, at praktiserende Dyrlæger ere udelukkede fra at anskaffe dem: men naar de i visse Henseender ændres lidt, saa er der ingen Tvivl om, at de ved større Klinikker kunne anvendes og gøre Nytte.’ Professor C.O. Jensens forudsigelse var korrekt. I dag anvendes røntgenapparater i de fleste dyrlægepraksis, og på det seneste er også CT- og MRI-skanning kommet til, blandt andet på Universitetshospitalet for Familiedyr.
