Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet og leder af Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd
Hvilke pligter har dyrlæger til at gribe ind over for uforsvarlig behandling af dyr, og hvordan forvaltes disse pligter i praksis?
Som almindelige borgere har vi normalt ikke pligt til at blande os, hvis vi erfarer, at andre mennesker bryder gældende lovgivning. Hvis jeg for eksempel oplever, at min nabo taler i håndholdt mobiltelefon under bilkørsel eller udfører sort arbejde, så behøver jeg ikke blande mig. Det er nemlig helt op til mig selv, om jeg vil tage en snak om gældende lovgivning med vedkommende – eller melde sagen til politi eller skattemyndigheder.
Jeg bryder altså ingen love ved at se til uden at gribe ind. I mange sociale sammenhænge vil det tværtimod nok blive set som rigtig dårlig stil, hvis man påtager sig rollen som lovens forlængede arm. Personligt afholder jeg mig også for det meste fra at blande mig i mine medborgeres eventuelle lovbrud. For mig er grænsen dog nået, når andres sikkerhed og velfærd er på spil. For eksempel har jeg en gang måttet sige til en beruset bekendt, at jeg ville ringe til politiet, hvis han satte sig ind i sin bil.
Her adskiller dyrlæger sig imidlertid fra os andre ved, at de – i henhold Dyrevelfærdsloven – har en særlig pligt til at blande sig, hvis de erfarer, at der foreligger en lovovertrædelse. I § 39 står, at en dyrlæge har en pligt til at blande sig, hvis hun eller han ’bliver bekendt med, at et dyr behandles uforsvarligt’ (se den fulde tekst nedenfor). Manglende overholdelse af denne pligt er – i henhold til § 58 i samme lov – belagt med bødestraf. Der er derfor god grund til, at man som dyrlæge nøje overvejer sine pligter og de etiske dilemmaer, disse kan give anledning til.
Et godt sted at starte er i jurist Søren Stig Andersens netop udgivne kommentar til Dyrevelfærdsloven, som er omtalt i på side? i dette nummer af Dyrlægen. Her finder man oplysende svar på tre centrale spørgsmål, som § 39 – ifølge Søren Stig Andersen – giver anledning til:
- Hvor har dyrlægen særlige pligter?
I henhold til § 39 har personer, der har autorisation til at arbejde som dyrlæger i Danmark, særlige pligter i to sammenhænge. Dyrlæger har – både på arbejdet og i fritiden – helt generelt pligt til at blande sig, hvis de bliver bekendt med, at dyr bliver behandlet uforsvarligt. Dette gælder alle situationer, hvor dyrlægen personligt har erfaret, at et dyr er blevet behandlet uforsvarligt. Derimod gælder bestemmelsen ikke, hvis en dyrlæge informeres om uforsvarlig behandling af dyr af tredjemand eller for eksempel ser det på tv. Desuden har dyrlægen særlige pligter, når der i arbejdssammenhæng tilses et tilskadekommet eller sygt dyr, som skønnes bedst tjent med at blive aflivet.
- Hvornår udløses disse pligter?
Det er vigtigt at gøre sig klart, at det kun er en del af de mange mulige overtrædelser af Dyrevelfærdsloven, der udløser pligter hos dyrlægen. Og det er de tilfælde, hvor dyret ’behandles uforsvarligt’, eller hvor ejer ikke imødekommer en opfordring fra dyrlægen om aflivning af dyret – med ’unødig lidelse’ til følge. I forhold til andre lovovertrædelser, har dyrlægen derimod ikke en pligt til at gribe ind. Her kan for eksempel være tale om, at en dyrlæge opdager, at en hund er ulovligt importeret, eller at den tilhører en ulovlig hunderace.
At et dyr behandles uforsvarligt eller oplever unødig lidelse kan nok bedst forstås i sammenhæng med lovens § 2, som stiller krav om forsvarlig behandling. Dette beskrives ved, at dyret skal ’beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe’. Uforsvarlig behandling af et dyr forudsætter derfor efter alt at dømme, at dyret påføres lidelse, negative oplevelser eller varigt men. Ud fra § 39 opstår unødig lidelse, når der ikke er udsigt til, at behandling kan afslutte eller lindre lidelsen hos et dyr, som dyrlægen tilser – men ejer alligevel afviser en aflivning. Da ubehag i mild til moderat grad er en uundgåelig del af livet for både dyr og mennesker, må der være tale om ubehag af længere varighed og/eller stor intensitet, for at der kan siges at foreligge uforsvarlig behandling eller unødig lidelse.
- Hvad skal dyrlægen gøre?
Hvis det konkluderes, at der i en sag er tale om uforsvarlig behandling af et dyr, skal dyrlægen som det første bidrage til, at dyrets ubehag eller lidelser bringes til ophør. Kan dette ikke lade sig gøre, skal der ske en anmeldelse til politiet. Og det i alle tilfælde ske, hvis forholdet er groft.
Tilsvarende gælder, hvis dyrlægen tilser et tilskadekommet eller sygt dyr, som ikke kan leve videre uden unødig lidelse. Her skal dyrlægen opfordre til en aflivning, og hvis klienten ikke følger dyrlægens forslag, skal klienten meldes til politiet. I de tilfælde, hvor det vil føre til unødige lidelser at afvente en afgørelse fra politiet kan – ikke skal – dyrlægen vælge at aflive dyret straks imod ejerens vilje.
Etiske udfordringer
På grundlag af utallige samtaler og diskussioner med dyrlæger og dyrelægestuderende gennem årene vil jeg påstå, at denne lovgivning giver anledning til to væsentlige etiske udfordringer:
Den første udfordring er at trække grænsen mellem, hvad der er forsvarlig, uforsvarlig og groft uforsvarlig behandling af dyr, og hvad der er begrundet og unødig lidelse. Forskellige personer – også inden for dyrlægestanden – opfatter dette forskelligt. Et stykke hen ad vejen kan man finde hjælp i udtalelser og afgørelser fra såvel Det Veterinære Sundhedsråd som fra domstolene. Grundlæggende er der dog tale om elastik i metermål. Hvor langt elastikken kan og skal strækkes er i høj grad overladt til den enkelte dyrlæges personlige afgørelse og ansvar.
Den anden udfordring er, at dyrlæger gerne så vidt muligt vil gå dialogens vej i forhold til deres klienter og derfor ofte vil være meget tilbageholdende – og nogle gange mere tilbageholdende end lovens bogstav tillader det – med at melde en klient til politiet. Problemet her er ikke de få klienter, som er uden for pædagogisk rækkevidde men derimod de mange, som er lydhøre og ægte kede af det. Her kan situationen være et alvorligt sygt eller tilskadekommet dyr såsom en stærkt afmagret kanin, der ikke har kunnet æde på grund af forvoksede tænder, eller en syg eller skadet so, som svineproducenten ikke har kunnet tage sig sammen til at aflive.
Hvis klienten straks følger dyrlægens opfordring om at få dyret aflivet eller behandlet – og i øvrigt viser tegn på anger – skal dyrlægen så melde klienten til politiet? I de grove tilfælde er svaret ja, hvis man tager § 39 på ordet. Mit indtryk er dog, at mange dyrlæger i sådanne situationer undlader anmeldelse, dels fordi det er svært se pointen i, at klienten straffes, når vedkommende angrer og ikke har nogen intention om at gentage sin brøde, og dels fordi dyrlægen måske ønsker at fortsætte samarbejdet.
Jeg vil tro, at håndteringen af etiske udfordringer som disse er en psykisk belastning for mange dyrlæger. Et vigtigt bidrag til at mindske denne belastning er en god kollegial dialog, så dyrlægen ikke skal stå alene med sine bekymringer.
