Hvordan påvirkes du og dine kolleger af jeres klienters udfordringer? Og kan I håndtere de svære følelser i fællesskab? Per Isdals bog ’Medfølelsens pris’ giver konkrete værktøjer til alle, der arbejder med at hjælpe andre mennesker i svære situationer, hvilket vi som veterinær fagstand også står overfor.
Adfærdsklummen er denne gang mere personlig og tager udgangspunkt i, at jeg for nylig læste bogen ’Medfølelsens pris’ af psykologen Per Isdal. Bogen omhandler hans liv som psykolog for mennesker, der udøver vold, og at det påvirker hans og kollegernes eget sind at sætte fokus på svære emner. Han opdagede, at det samme gjorde sig gældende for flere erhverv, hvor vi hjælper andre. Det at hjælpe, præger hjælperen.
Tal det ihjel
Hvad gør vores arbejde ved os? Dette spørgsmål anbefaler Per Isdal, at vi bør stille os selv og vores kolleger med jævne mellemrum, så vi i stedet for at tie eventuelle udfordringer ihjel, taler dem ihjel. Sørg for, at der er tid og rum til også at vende de svære emner og – ved evaluering af patienter – gennemgå, hvordan de krævende cases påvirker os personligt.
Jeg ser mange ligheder mellem det, Per Isdal beskriver, og mit eget virke som adfærdsrådgiver og dyrlæge i smådyrspraksis. Hvis der ikke var tid og overskud til at give den service, som vi vidste klienterne havde brug for, og som vi som fagperson kunne give – eller jævnligt stod over for svære, triste og uløselige udfordringer – så påvirkede det os negativt.
Afstem forventningerne
Indimellem kan der være svære klienter, hvor der af flere årsager måske ikke ses de ønskede resultater i træningen eller i den forandring i adfærden, som både ejer eller jeg ønsker.
Hvor du som veterinærsygeplejerske eller dyrlæge i praksis står med en svær patient og en følelsesmæssigt påvirket ejer, men du ikke føler, du kan gøre en forskel. Her kan der opstå perioder, hvor arbejdet føles uoverskueligt eller nytteløst. Hvad gør du så?
Jeg starter personligt alle rådgivninger med en forventningsafstemning af, hvad ejer ønsker, jeg skal hjælpe dem med at få ændret. Dernæst forklarer jeg, hvad der er realistisk at forvente. Dette kan også indebære, at en videreformidling eller eutanasi er den bedste løsning, selvom det synes trist. Hvis afklaringen er tydelig og rammesat, så både de og jeg er klar over forventningerne, og der er sat realistiske mål for processen, så føles det mindre hårdt for os begge, hvis problemet viser sig at være uløseligt under de forhold, de kan give deres dyr.
Taknemmeligheds-mappen
Ud over at sparre med kolleger om de svære cases – både fagligt og personligt – har jeg oprettet en lille mappe på både computer og mobil, der hedder ’Taknemmelige beskeder’. Den indeholder alle de mails, sms’er og beskeder på de sociale medier, jeg har modtaget med tak for den forskel, jeg har været med til at gøre for ejeres relation til deres dyr. Jeg har også gemt alle de kort, jeg har modtaget fra min tid i praksis efter et kompliceret forløb – såsom længerevarende dermatologisk udredningsforløb eller eutanasi.
Hvis jeg har haft en særlig svær case, hvor jeg har ladet mig påvirke negativt af, at jeg følte vi for eksempel ikke nåede det mål, som patienten havde fortjent, eller at kommunikationen gik skævt, så finder jeg mappen frem og læser de beskeder, der fortæller, at jeg har gjort en forskel for nogen.
Medfølelsens pris
Du vil uden tvivl altid huske den veterinærsygeplejerske eller dyrlæge, der kærligt lyttede og lagde hånden på din skulder, da der skulle siges farvel til familiens gamle hund. Der er både negative og positive sider af empati, engagement og indlevelse, og medfølelsens pris kan være høj og livsforandrende. Men når du – ligesom jeg selv – ikke kan lade være med at engagere dig og udvise indlevelse med dine klienter og patienter og give dét ekstra, som ikke var forventet, så gør du en større forskel for andre, end du måske er bevidst om.
