Debatten om dyrevelfærd bliver ofte følelsesladet, og derfor bør fokus holdes på de indikatorer, der udvælges til et velfærdsvurderingssystem. Der findes meget forskning på området, og sammen med dyreværnslovgivningen giver det mulighed for at udarbejde seriøse systemer til vurdering af velfærden på bedrifterne.
Svaret på spørgsmålet, om man kan vurdere dyrevelfærd, er: Ja, det kan man godt. Udover de basale behov for foder og vand er der lavet mange undersøgelser om dyrenes adfærdsmæssige behov, og hvilke behov der er højt prioriteret.
På malkekvægbedrifterne skal kravet om en sengebås pr. ko for eksempel tilgodese, at køer prioriterer deres liggetid meget højt.
Blandt ungdyrene er kravet om, at kalve kan se og røre hinanden og kalve i fællesgrupper et andet eksempel på, at man tilgodeser dyrenes behov. Socialisering af kalve i en tidlig alder giver nemlig mindre frygtsomme dyr, der har bedre sociale færdigheder.
Dyrevelfærd historisk set
Historisk indledes lovgivning om hold af dyr med den første dyreværnslov i 1916. I de næste 50 år arbejdes der hovedsageligt med at sikre dyrenes basale behov – det vil sige foder, vand, opstaldning – og beskytte dem mod mishandling.
I takt med en omfattende industrialisering af landbruget efter 2. verdenskrig stiger interessen for, om dyrene nu også rent faktisk har mulighed for at udøve naturlig adfærd og får opfyldt deres adfærdsmæssige behov i de intensive systemer.
I England udgiver Ruth Harrison i 1964 en bog “Animal Machines” om dyr i intensive produktionssystemer, og den er i høj grad med til at starte debatten og forskningen i dyrs adfærd og deres behov, som har præget de følgende 50 år.
Læs hele artiklen her.
