Det er et relevant spørgsmål at stille sig selv i mødet med især fremmede hunde, også som dyrlæge, og som jeg blev mindet om forleden på et adfærdsrådgivningsbesøg.
»Den har aldrig været så rolig før, når vi har haft gæster,« udtalte mine adfærdsklienter i kor, da vi havde siddet og snakket en halv times tid, og deres hund, Per, havde lagt sig til at sove i sin kurv, som var placeret ved siden af spisebordet, vi sad omkring. Dette fik mig til at fortælle nedenstående historie til dem:
»Hunden siger, den ikke har lyst, mor.«
Sådan sagde min ældste søn for adskillige år siden, da vi passerede en skøn, lille hundehvalp, hvor ejeren med det samme spurgte mine to drenge på syv og fire år, om de havde lyst til at kæle hunden. Ejeren kiggede noget forundret, da min søn svarede, men spurgte så hvad han mente med det. Vi fik en god snak om, at jeg havde lært mine børn at spørge, før de rører en hund. Vel at mærke: Spørge hunden.
Jeg har lært dem at kigge på de signaler, hunde sender. I dette tilfælde slikkede hunden sig kraftigt om munden, drejede hovedet væk og gik i gang med at snuse i jorden. Med sit kropssprog og signaler sagde den tydeligt ’nej tak’ til at blive kælet.
Grunden til at Per havde lagt sig til at sove, imens jeg var på besøg, kunne være, at jeg havde lyttet til hans signaler. Da jeg trådte ind ad døren og mødte Per og familien, gjorde jeg som ved alle adfærdsrådgivninger: Jeg lod Per tage initiativet til, om han ønskede, at jeg hilste på ham. Jeg lod ham snuse til mig, uden jeg gjorde andet end at stå stille et øjeblik. Efterfølgende satte jeg mig hurtigt ned henne ved spisebordet, hvormed Per oplevede mere kontrol, da han vidste, hvor vi var – fremfor hvis vi fortsat havde bevæget os rundt. Han kom flere gange hen og snusede til mig, da jeg sad ned, og lod jeg hånden hænge ned langs siden, kom han hen igen og lod sig efterfølgende kæle på brystet.
Efter en kort snak om hvad deres gæster plejede at gøre, så kunne de se, at forskellen lå i, at deres gæster oftest lige sagde ’hej’ og stak hånden ned til Per og kælede ham, når de trådte ind ad døren – hvorefter Per hoppede op ad dem og gøede voldsomt. Efterfølgende ville Per normalt fortsætte sin gøen og springe frem mod gæsterne hver gang, de kiggede på ham.
Du skal huske at spørge, inden du begynder at røre
Det handler om almen høflighed og at vise hensyn. Ved at vise hensyn til det, hunden siger, kan vi lære vores hunde, at de fortsat kan blive ved med at sige nej tak på en pæn måde og ikke behøver at ”råbe” i form af gøen, snerren, knurren og i værste fald bid.
Lytter du, når de hvisker?
Vores fornemmeste opgave som fagpersoner er at læse og forstå vores patienter. Hvis vi kan forstå hundenes (og de andre dyrearters) adfærd, kan vi også agere tolk mellem vores klienter og deres hunde, hvis ikke de selv kender alle hundens signaler.
Vi kan også hjælpe med at mindske stress, frygt og angst ved at lytte, når hundene siger nej og give dem en pause – til gavn for både hundene, deres ejere og os.
Vores hverdag i klinikken bliver nemmere og rarere, og sikkerheden øges, hvis vi ved, hvornår hundene siger ja og nej og dermed beder om en pause – hvilket samtidig mindsker risikoen for at blive bidt.
Hvis vi lytter, når de hvisker, så behøver de ikke råbe.
Pernille Blok-Riisom er uddannet dyrlæge og har arbejdet 14 år som almen praktiserende dyrlæge i en smådyrspraksis. Hun har altid interesseret sig for adfærd hos både dyr og mennesker – og ikke mindst samspillet mellem dem. Som afslutning på dyrlægestudiet skrev hun speciale om hundes angst i forbindelse med lyde med fokus på fyrværkeri. I sommeren 2017 gik hun selvstændig og stiftede firmaet Adfærdsdyrlægen, og nu arbejder hun med adfærdsrådgivning, foredrag og undervisning af blandt andet dyrlægestuderende. adfærdsdyrlægen.dk
