Dyrlægeuddannelsen fylder 250 år i 2023. Leder af veterinærskolen i København, professor Charlotte Reinhard Bjørnvad, kigger i krystalkuglen og kommer med sit bud på fremtidens dyrlægeuddannelse.
Af Joe Kristian Kipp
Der er løbet meget vand under broen, siden dyrlægeuddannelsen i Danmark så dagens lys for 250 år siden. Men hvor skal vi hen, herfra hvor vi står? Fagmagasinet Dyrlægen har bedt Charlotte Reinhard Bjørnvad, leder af Veterinærskolen på Københavns Universitet, professor og dyrlæge om at give sin vision for fremtidens dyrlægeuddannelse.
Hun starter med at fastslå, at hun oplever en veterinæruddannelse, der er fuldt med tiden og som har forskning og undervisning i verdensklasse.
»Jeg er stolt af at være leder af en uddannelse, der følger med samfundsudviklingen. Det bekræftes af vores internationale anerkendelse og akkreditering, og at vores studerende kan få job i hele Europa,« siger hun.
Øget specialisering
Det første nedslagspunkt i fremtidsvisionen er, at den øgede specialisering, der finder sted i hele vores samfund også buldrer derudaf inden for veterinærfaget.
»Vi har i dag brug for dyrlæger, der kan rådgive specifikt om besætninger. Det handler om management, smitsomme sygdomme i flokke med mere. I den helt anden grøft har vi den individuelle behandling, der bedst kan sammenlignes med det arbejde, humane læger praktiserer. Det kan være behandling af kræft og hjertelidelser hos hunde og katte eller avanceret kirurgi på heste, hunde og katte, bare for at nævne nogle få eksempler. Så den individuelle behandling er kommet på niveau med den humane behandling,« siger Charlotte Reinhard Bjørnvad.
Hun nævner også One Health-tilgangen, hvor de færdiguddannede dyrlæger specialiserer sig i fødevaresikkerhed og samspillet mellem dyr og mennesker. I Danmark har vi også en lang tradition for biomedicin, hvor vi har været forudseende. Vi kan med vores patologiske baggrund bibringe noget helt særligt til den biomedicinske forskning og forsøgsdyrsvidenskaben.
»Så vi har mange retninger, vi kan gå i. Vi har stadig en enhedsuddannelse på fem og et halvt år. Det diskuteres meget, om eksempelvis kandidatdelen skal splittes op. Men indtil videre holder vi fast i enhedsuddannelsen. Vi har den meget stærke basisuddannelse inden for anatomi, fysiologi, patologi, sygdomslære, forståelse af mikroorganismer og virus med mere. Så vi har et stort fokus på den grundlæggende sygdomsudvikling i vores bacheloruddannelse. På kandidatdelen ligger fokus meget på sygdomme i dyrearter, hvor de studerende i det sidste år kan vælge retning.«
Det giver en stor mulighed for mobilitet på arbejdsmarkedet at holde fast i enhedsuddannelsen, så de studerende ikke bliver fastlåst inden for et bestemt område. Det er vigtigt, fordi branchen er konjunkturfølsom, fremhæver Charlotte Reinhard Bjørnvad.
Stil krav om efteruddannelse
Fastholdelsen af enhedsuddannelsen betyder, at der til gengæld skal udbydes endnu flere gode muligheder for efteruddannelse, mener hun. Det kan være masteruddannelser, hvor man kan blive specialdyrlæge. Man kan også vælge at blive ph.d.-studerende eller europæisk specialist i et treårigt træningsprogram, der er en slags klinisk ph.d.
»Udfordringen er, at der i dag ikke er noget krav om efteruddannelse. Det er bekymrende, fordi udviklingen går så hurtigt. I de fleste andre lande er der krav om et årligt antal kompetencedage, hvor det skal dokumenteres, at man har været på kurser. Så jeg håber, at næste skridt i Danmark bliver, at der stilles krav om efteruddannelse hvert år,« siger hun og fortsætter:
»Har man været dyrlæge i 20 år og aldrig været på kursus, er jeg bekymret for, om dyrene får den optimale behandling.«
Kædedannelsernes betydning
I forhold til uddannelse er der tit et ønske fra kæderne om at højne deres medarbejderes faglige niveau. Så kæderne går meget op i efteruddannelse og i at få udviklet deres personale i forskellige retninger. Så en dyrlæge bliver rigtig god til tænder, en anden til rygoperationer med videre. En yderligere fordel er, at de kan rykke rygoperationsspecialisten rundt til deres forskellige klinikker, mener Charlotte Reinhard Bjørnvad.
Dermed er kæderne med til at sikre en øget uddannelse af dyrlægerne. En af kæderne er gået med i et samarbejde om masteruddannelsen, fordi de gerne vil have deres medarbejdere opgraderet. De vil gerne have, at de som minimum bliver fagdyrlæger eller nationale specialister.
»Deres fokus på at udvikle deres medarbejdere, så de kan bestride nogle specialfunktioner, er godt for dyrlægestanden,« siger hun.
Den danske praksisstruktur er meget anderledes end i eksempelvis England, hvor man har internationale specialister i kæmpe klinikker, der måske har 100 dyrlæger ansat. Ofte er op til halvdelen specialister, og den anden i træning som specialister.
»Jeg tror, at kæderne er med til at understøtte noget lignende i Danmark. Klinikkerne begynder at blive større, og de får dermed et grundlag, hvor de kan have nogle med primært fokus på intern medicin og nogle på kirurgi.«
I lande som England og USA findes der superkliniker. Lige nu er det universitetsklinikkerne, der udgør supersygehusene i Danmark. Sammenligner man vores klinikker med praksisser i England, er vi meget små.
»Danmarks størrelse har betydning, så måske kunne man i fremtiden forestille sig enkelte superklinikker fordelt på Jylland, Fyn og Sjælland. I og med, at man i Aarhus og Karlslunde har dyrehospitaler, der kun tager imod henvisninger, er vi på vej mod supersygehuse, hvor de kun tager komplicerede patienter og ikke har eksempelvis vaccinationer og sundhedsundersøgelser. Så udviklingen sker stille og roligt,« vurderer Charlotte Reinhard Bjørnvad.
Ny uddannelse i Foulum
Når talen falder på den nye veterinæruddannelse i Jylland, mener Charlotte Reinhard Bjørnvad, at de har en stor opgave foran sig. Dyrlægeuddannelserne er de dyreste at drive, så det er svært at gøre dem økonomisk rentable. Så det stiller store krav til dem, der skal skabe uddannelsen.
»Da vi ikke har nogen at spejle os i nationalt, som vi eksempelvis kan hente censorer ind fra, tænker jeg, at det for veterinærstanden på sigt, når det er bygget op og kører med de 90 studerende i Foulum, er en styrkelse af hele veterinærområdet i Danmark.«
Hun håber, at de to universiteter kan komplettere hinanden i stedet for, at begge gør det samme.
»Det vil være fint, hvis vi tænker strategisk i, at vi hver især er stærke på forskellige områder. Så kan vi få størst muligt gavn af de synergier, der kan være. Også hvad angår økonomi. Der er ingen veterinæruniversiteter, der kan alt. Man må købe sig til noget, fordi det er for dyrt at holde et fagområde kørende i sig selv.«
Da grunduddannelsen bliver den samme, skal Foulum undervise i alle de fag, som Frederiksberg gør. Charlotte Reinhard Bjørnvad håber, at de to parter får et konstruktivt samarbejde over tid.
»Men det bliver nok ikke realistisk for dem at have undervisningshospitaler. Vi er heldige at bo på Frederiksberg med vores familiedyrshospital, hvor der er et stort opland af hunde og katte i vores nærområde. Det har man ikke i Foulum. Derfor skal de studerende ud i private klinikker, hvor de skal undervises i praksis. Det stiller store krav til klinikkerne og dyrlægerne. Så der er nogle store udfordringer,« mener hun.
Skæv kønsfordeling er ikke et problem
At ni ud af ti nyuddannede dyrlæger er kvinder, ser Charlotte Reinhard Bjørnvad ikke som noget stort problem.
»Det vigtigste er, at dem, der vælger uddannelsen, er motiverede for det. Så køn betyder ikke så meget i mine øjne. Vi afviser ikke en masse unge mænd, men det er som om, at vi ikke rigtig får tiltrukket dem. De vil hellere søge ind på andre uddannelser. For et studiemiljø er det altid positivt med en blandet kønsfordeling, og at der er en diversitet. Men jeg tænker ikke, at det er problem hverken for faget eller for kvaliteten af vores kandidater.«
En af forklaringerne på de unge mænds manglende interesse i faget kan være, at omsorgen fylder mere i faget end tidligere. Der er ikke længere bare et spørgsmål om at stille diagnosen, men også at behandle og tage sig af dyrene efterfølgende og vejlede ejerne. Man kan sammenligne med lægefaget, hvor der også er flest kvinder nu.
»Vi kunne godt ønske os en større diversitet, ikke bare hvad angår køn. Snittet for at komme ind på Frederiksberg er 10,4. Halvdelen af de studerende bliver dog optaget via kvote 2. Så vi forsøger også at få nogle ind, der har været ude og prøve kræfter med andre ting, så alle ikke kommer direkte fra gymnasiet. Det giver et bedre miks og understøtter, at vi får flere med en anden baggrund. Det bliver i forlængelse heraf spændende at se, om den nye uddannelse i Foulum kan tiltrække flere mandlige studerende,« siger Charlotte Reinhard Bjørnvad
Store forandringer
I løbet af Charlotte Reinhard Bjørnvads karriere har hun været vidne til store forandringer i faget. Først og fremmest har der været en voldsom forøgelse i dyrlægestuderende, der vil gøre karriere indenfor heste og familiedyr. I dag kommer 60 til 70 procent af dyrlægerne ud i klinisk praksis. Derudover er der sket en stor udvikling indenfor besætningsrådgivning, der er godt nok brug for færre dyrlæger indenfor produktionsdyr end tidligere, og der er mindre fokus på individbehandlingen, men de skal til gengæld være specialiserede indenfor enten kvæg, svin eller fjerkræ og skal kunne udarbejde komplicerede analyser baseret på store datasæt og faktorer.
»I løbet af min karriere har der været et stigende behov for, at vi har udviklet undervisningen i klinisk praksis. Vi har en meget anderledes træning og undervisning i praksis nu i forhold til, da jeg var studerende. Det er blevet meget mere på niveau med træning af humane læger og dele af undervisningen varetages af internationale, europæiske specialister. Derudover er der kommet et meget større fokus på kommunikation. Dyrlæger i alle brancher bruger en stor del af deres tid på at formidle deres faglige viden til besætningsejere, kolleger, dyreejere og samarbejdspartnere, og derfor er det vigtigt, at de trænes i dette gennem hele deres studie.«
Som et eksempel på udviklingen, der gør en gigantisk forskel, nævner hun noget af det udstyr, som er tilkommet faget i de senere år.
»Der er sket rigtig meget, vi havde altså ikke en MRI-scanner til hunde, da jeg var studerende,« siger Charlotte Reinhard Bjørnvad med et grin.
