Dyrlægen
Som specialist i adfærd og sammenhængen mellem det mentale og fysiske helbred hos dyr er Sarah Heath vidt respekteret.

Fysisk og emotionelt helbred hænger sammen

Den engelske dyrlæge Sarah Heath, der er bredt anerkendt som adfærdsmedicinsk specialist, ser en klar sammenhæng mellem dyrets fysiske og emotionelle tilstand, som fagfolk bør tage aktiv stilling til i behandlingen af eksempelvis dermatologiske patienter.

 

I et eksklusivt interview med Dyrlægen fortæller den britiske adfærdsspecialist Sarah Heath her om strategi og udvikling inden for det, der på engelsk hedder Veterinary Behavioural Medicine, som er hendes speciale gennem mange år.

Disciplinen handler kort fortalt om det emotionelle helbred hos husdyr som hunde og katte, og hvordan dyrenes emotionelle status kan påvirke deres fysiske tilstand, eksempelvis dermatologisk.

Ifølge Sarah Heath er der således to aspekter, hvor det er vigtigt at tage højde for det følelsesmæssige aspekt, når det gælder netop dermatologiske tilfælde; dels koblingen til deciderede dermatologiske sygdomme og dels effekten af det emotionelle helbred på håndteringen af dermatologiske behandlinger.

Hvad de dermatologiske sygdomme angår, så er der flere måder, hvorpå dyrets følelser kan påvirke dets dermatologiske helbred. I den forbindelse skelner hun mellem to typer følelser: de engagerende og de beskyttende. Førstnævnte får dyret til at interagere, mens sidstnævnte får dyret til at beskytte sig selv.

De beskyttende følelser er en del af dyrets forsvarsmekanisme, og det er derfor vigtigt ikke at tænke på de negative følelser som noget dårligt, understreger hun. Beskyttende følelser er således altid brugbare, medmindre de bliver udløst på det forkerte sted og det forkerte tidspunkt af den forkerte årsag. Og så skal de helst ikke blive hængende for længe.

»Hvis dyret har disse beskyttende følelser, og de varer for lang tid, altså hvis de ikke bliver håndteret og afhjulpet, så bliver det fysiologiske stress, det vil sige en kemisk forandring i patientens krop, ikke afhjulpet. Den fysiologiske stress har potentiale til at føre til fysiske helbredsforandringer, herunder ændringer i opfattelsen af smerte, der kan blive markant for individet, og ændringer i integriteten i de mukosale overflader, inklusive huden. En mulig årsag til tilstedeværelsen af forlængede beskyttende følelser er, hvis dyrene lever i et upassende miljø, der ikke opfylder deres fysiske eller emotionelle behov,« forklarer Sarah Heath.

Det er vedvarende fysiologisk stress – uanset udgangspunkt – der skader dyrets fysiske helbred, hvor hudens integritet kan blive kompromitteret, hvilket kan bidrage til lidelser som hudbetændelse (pyodermi) eller kløe i huden (pruritus), ligesom den negative emotionelle status kan påvirke betydningen af neuropatiske smerter.

Endelig kan fysiologisk stress også kompromittere dyrets immunforsvar og gøre det mere disponeret for infektioner fra bakterier, og også mere modtagelig for parasitter – mider, lopper, lus og så videre – og demodicose, specielt hos hvalpe opdrættet i de såkaldte ’hvalpefabrikker’ eller -farme.

»Her er det vigtigt at slå fast, at eksempelvis mider skal være til stede i et miljø, før at en hund kan blive smittet, men hvalpe, der lever på en ’hvalpefarm’, kan være mere udsatte for infektion, fordi de befinder sig i et uhensigtsmæssigt miljø, hvor de er kompromitteret rent fysisk og dermed er i en forlænget, beskyttende emotionel tilstand,« siger Sarah Heath, der var hovedtaler på Ceva Derma Day 2021.

Der er altså et samspil mellem dyrets følelsesmæssige og fysiske helbred, hvor dårlig emotionel sundhed kort fortalt kan påvirke fysiske sygdomme, når det kommer til alvor og udvikling. En dårlig emotionel tilstand er således ikke i sig selv årsagen til en dermatologisk sygdom – den bliver forårsaget af en skade, infektion, parasit eller lignende – men hvis dyret er i den forlængede, beskyttende sindstilstand, og dermed er fysiologisk stresset, så er der større sandsynlighed for, at den fysiske sygdom bliver af svær karakter og med flere komplikationer.

 

Miskommunikation fører til uhensigtsmæssigt miljø

Når en dermatologisk patient behandles på en dyreklinik, handler det for det medicinske personale om at vurdere, om patienten reagerer på en behandling på den måde, man forventer, og hvis ikke dette er tilfældet, bør man stille spørgsmål omkring dyrets emotionelle helbred. At få afklaret dyrets miljø, eksempelvis om de fysiske og sociale behov bliver imødekommet, herunder forholdet til andre dyr og ikke mindst til det eller de mennesker, dyret måtte bo sammen med, er en vigtig indgangsvinkel, idet kompromitterede miljøer kan bidrage til emotionelle udfordringer.

»Meget ofte opstår kompromitterede miljøer på grund af miskommunikation. Selvfølgelig er der desværre sager, hvor mennesker bevidst behandler dyr dårligt, men langt de fleste forsøger at behandle dyrene godt. De gør deres bedste og tror, at de viser hunden eller katten kærlighed og omsorg på en god måde. Men de opfører sig som mennesker, og noget af vores opførsel giver enten ikke nogen mening eller betyder noget andet for andre arter. Så når et dyr lever i et uhensigtsmæssigt miljø, så kan det være bevidst, men meget ofte er det ikke tilfældet, og så er der brug for uddannelse i kommunikation mellem arter,« fortæller Sarah Heath.

Hvis et dyr udviser tegn på frygt, angst og relateret fysiologisk stress, er spørgsmålet, om dette kan forklares ud fra det miljø, dyret måtte bo i, eller om dyret måtte lide af en emotionel sygdom.

»Når man har konstateret, at det emotionelle helbred er blevet kompromitteret, skal patienten måske henvises til specialbehandling, medmindre man da har ekspertisen i praksissen. Der er naturligvis medicin, som potentielt kan anvendes til emotionel sygdom, men vil vi medicinere, hvis dyret bor i et uhensigtsmæssigt miljø? Absolut ikke medmindre vi har gjort alt, hvad vi kan, for at adressere de miljømæssige aspekter. Medicinen må ikke bruges for at dække over et dårligt miljø, men den kan spille en vigtig rolle som støtte for dyret, mens der sker forandringer i miljøet, da man trods alt ikke kan gøre et miljø optimalt natten over,« siger Sarah Heath.

Den terapeutiske indsats omkring adfærdsmedicin kan omfatte brugen af feromoner, farmaceutiske og nutraceutiske præparater, men mulige ændringer af dyrets miljø bør altid være med i overvejelserne. For at det sker bedst muligt, skal man stille de rigtige spørgsmål til dyreejeren, og her er det vigtigt at forsøge at skelne mellem patienter, der er emotionelt dårlige, og dem der responderer på et kompromitteret miljø.

»Hvis der er tale om kompromitteret emotionelt helbred, er der en risiko for, at den dermatologiske tilstand ikke vil blive fuldstændig udbedret med kun delvise reaktioner på dermatologiske behandlinger og det, vi kalder flare-ups af sygdommen,« forklarer Sarah Heath og fortsætter:

»Hvis der bliver ved med at være flare-ups, så må man spørge sig selv hvorfor. Er det fordi dyret hele tiden bevæger sig i miljøer med store mængder bakterier, mider og den slags, eller er det fordi dyrets følelsesmæssige helbred svinger?« siger hun.

 

Sarah Heath med hunden Jamie, en flat coated retriever, som er en fast følgesvend på hendes klinik.

To måder at håndtere pessimistiske dyr

Hvad selve behandlingen af dyrene angår, så er det følelsesmæssige aspekt vigtigt, fordi dermatologiske sygdomme ofte omfatter håndtering af dyret i form af badning eller topikal behandling af hudområder og ører, altså en forholdsvis håndfast fremgangsmåde.

Der er også systemiske behandlingsformer, som kan være nemmere for dyr, der finder håndteringen stressende og har en opfattelse af, at det er i fare. Dette medfører en ganske stor risiko for, at det også vil opfatte behandlingen som en trussel.

»Vi kalder disse dyr ’pessimistiske’, fordi de har en forestilling om, at det, du som behandler er ved at gøre, vil være dårligt, hvilket så fører til negative følelser. Så det bliver lidt en ond cirkel,« siger Sarah Heath.

Det kan man, forklarer hun videre, håndtere på to måder:

  • Er den emotionelle reaktion af forholdsvis alvorlig karakter, kan man overveje at give dyret medicin inden et besøg hos dyrlægen, som kan mindske niveauet af nervøsitet og anspændthed. Det kan eksempelvis være noget angstdæmpende måske suppleret med noget smertestillende, der kan dæmpe den irritation, der ofte følger med en hudlidelse.
  • Hvis man ikke vælger at forberede dyret som beskrevet ovenfor, så skal der tages en beslutning i praksissen om, hvorvidt man vil anvende det, Sarah Heath kalder “kemisk fastgørelse” fremfor fysisk at holde dyret fast. Det er vigtigt, at den beslutning bliver taget tidligt, det vil sige, inden selve behandlingen indledes, da denne tilgang ikke vil være lige så effektiv, hvis man allerede har stået og kæmpet med en hund, der er blevet ophidset.

Helt generelt peger Sarah Heath på, at rigtig mange hunde ikke behøver hverken kemisk eller fysisk fastholdelse, hvis man sørger for passende og nænsom håndtering i klinikken, som kan reducere stressniveauet. Det er lige fra, hvordan dyret ankommer til praksissen, hvor der bør være roligt og stille, til at tiden i venteværelset minimeres.

Grundlæggende handler det om at holde dyret så afslappet som muligt rent følelsesmæssigt. Jo mere ophidset patienten er, jo større er sandsynligheden for, at den vil modsætte sig behandling.
Sarah Heath udviklede sin ”køkkenvask-model” omkring 2010 for at forklare emotionelle helbredstilstande i dyr, og hun forklarer problemstillingen omkring emotionel ophidselse ved at sammenligne den med vandstanden i en køkkenvask.

»Det er vigtigt, at der er plads i vasken. Hvis vandstanden er lav – det vil sige ophidselsesniveauet er lavt – så er der mere plads til rådighed, inden vasken løber over. Dyret vil måske stadig tænde for den varme hane med stressfølelser, men jo mere plads, der er i vasken inden da, jo bedre kan dyret håndtere det,« forklarer hun.

På grund af coronasituationen har man i godt to år ikke brugt venteværelser i de britiske dyreklinikker, hvilket Sarah Heath ser som en af de få fordele ved pandemien, og hun er ikke sen til at understrege, at det bestemt ikke er noget, man skal vende tilbage til, selv når betingelserne tillader det – “de er en smeltedigel af følelsesmæssige mareridt”, som hun tørt bemærker.

Det er dog værd at fremhæve, siger Sarah Heath videre, at den forventning, eksempelvis en hund måtte opbygge i venteværelset eller på vej til dyrlægen ikke nødvendigvis er negativ. Ophidselsen er således ikke afhængig af hverken den ene eller anden type følelser, men blot et spørgsmål om, hvor høj den emotionelle vandstand i vasken er.

»Derfor er det også en god idé at bede klienterne om ikke at tage deres hund med på en virkelig lang gåtur eller kaste en bold og lege intenst med den umiddelbart inden et lægebesøg. Det er der mange der gør, fordi de tænker, at hunden er nervøs hos dyrlægen, og det derfor er en fordel, hvis den er fysisk udmattet, men faktisk fylder de bare vasken op. Godt nok er det positive, engagerende følelser, men resultatet er stadig en høj vandstand, der ikke efterlader meget plads at arbejde med,« siger hun.

 

Stadig en kamp for anerkendelse

Selvom Sarah Heath har arbejdet på sit felt i over 30 år, så er adfærdsmedicin som klinisk disciplin på mange måder stadig på vej frem i Storbritannien. Lidt på samme måde som i Danmark, så har tendensen i mange år været, at dyrlæger generelt har et bredere fokus end adfærd, men dog ser hun også tegn på, at det går fremad, blandt andet gennem samarbejde med veterinærsygeplejerskerne. Ikke desto mindre er der et stykke vej endnu, især fordi emnet ikke er højt prioriteret på dyrlægestudiet.

»Det er meget bedre, end det har været, og adfærdsmedicin er anerkendt som en veterinærdisciplin nu, men det er stadig en reel kamp. Der er stadig folk i professionen, der ikke forstår, hvor vigtigt det emotionelle helbred er, og hvordan det hænger sammen med fysiske sygdomme,« siger hun og fortsætter:

»De ser ikke den uløselige sammenhæng i helbredstrianglen mellem fysiske, emotionelle og kognitive lidelser, og de anerkender ikke, at det at yde sundhedsydelser til dyr er nødt til at omfatte en forståelse for det følelsesmæssige helbred. Desværre mangler der stadig fokus på uddannelse inden for adfærdsmedicin på de veterinære uddannelser.«

I sin henvisningsklinik fokuserer Sarah Heath og hendes team på at diagnosticere og behandle emotionelt kompromitterede dyr, men dyrlægerne identificerer rutinemæssigt også andre fysiske helbredstilstande såsom hudsygdomme, gastro-intestinale sygdomme og tilfælde med kroniske smerter, hvor det fysiske helbred har indflydelse på patienternes adfærdsmæssige reaktioner.

Holdet på klinikken tilbyder også rådgivning og støtte til veterinærkirurger, der arbejder i almene praksisser og skal håndtere sager, hvor det fysiske helbred bliver påvirket af emotionelle udfordringer eller kompromitterede følelser.

»Fokus for vores profession bør være sammenhængen mellem de her typer lidelser. Hvis en klient kommer ind med et dyr, som har adfærdsproblemer, så bør de aldrig glemme, at fysisk sygdom kan være involveret og omvendt, at hvis en patient kommer ind med et fysisk problem, så bør de aldrig glemme, at det emotionelle helbred kan være involveret – altså en opmærksomhed på, at de to ting hænger uløseligt sammen,« siger Sarah Heath.

Der er også behov for en øget forståelse, når det handler om medicinering af patienterne, hvor farmakologisk behandling kan være lige så vigtigt og nødvendigt i behandlingen af psykiske lidelser som af fysiske.

Den centrale differentiering går på at skelne mellem dyr, der er emotionelt utilpasse, og dem, der er emotionelt kompromitterede, fordi deres fysiske eller sociale miljø ikke fuldt lever op til deres behov, da medicin – som nævnt tidligere – ikke må bruges til at kompensere for et uhensigtsmæssigt miljø.

Endelig peger Sarah Heath også på behovet for forebyggende arbejde, specielt i form af bedre forberedelse og uddannelse af dyrenes omsorgsgivere for at tage hånd om den miskommunikation, hun fortalte om i starten. I lighed med Danmark har Storbritannien oplevet en massiv stigning i antallet af dyreejere under coronapandemien, hvoraf rigtig mange groft sagt anskaffede sig kæledyr, fordi de kedede sig, og derfor slet ikke var klar til den store opgave, det reelt er at tage sig af og leve med en hund eller kat. 

 

Sarah Heath

Bachelor of Veterinary Science fra Bristol University i 1988, veterinærkirurg med speciale i adfærdsmedicin.

RCVS og EBVS European Veterinary Specialist i Behavioural Medicine.

Siden 1992 ejer og klinisk chef for sin henvisningsklinik, Behavioural Referrals Veterinary Practice i byen Chester syd for Liverpool med fem dyrlæger, der kun arbejder med adfærdsmedicin samt en fysioterapeut.

Gæsteforelæser i adfærdsmedicin på blandt andet Liverpool University School of Veterinary Science og universitetet i Surrey.

Fellow ved the Royal College of Veterinary Surgeons.

Forfatter, medforfatter og redaktør på adskillige udgivelser på sit felt.

Annonce

Annonce

Annonce