Flere basale procedurer vedrørende odontologi inden for hestepraksis er endnu ikke undersøgt til bunds på et videnskabeligt fundament.
Dyrlægerne var i en periode ved at miste tandspecialet til lægmænd, der tog området alvorligt og havde uddannet sig i tandraspning. Heldigvis er denne tendens vendt, og odontologi er blevet et af de områder inden for hestepraksis, der har udviklet sig mest i løbet de sidste 10-15 år.
Fra at være et overset område, der kunne klares med et hurtigt kig efter tandspidser i forbindelse med den årlige vaccination, er tandområdet ved at udvikle sig til et regulært specialområde. I takt med den øgede interesse i odontologi er udbuddet af udstyr af blevet større. Det har haft en synergieffekt, da godt udstyr gør arbejdet nemmere og sjovere, hvorved lysten til at udvikle området styrkes.
Denne interesse er blevet forstærket via universiteterne, der også retter blikket i denne retning. Resultatet er, at der kommer mere og mere viden omkring dental anatomi, fysiologi, patologi og terapi, hvilket gør arbejdet med hestetænder mere evidensbaseret. Der er dog stadig mange helt basale procedurer, som ikke er undersøgt til bunds på et videnskabeligt fundament. For eksempel ligger der ingen entydig dokumentation på, at rutinemæssig tandraspning har effekt på hestens trivsel eller præstation. I lyset af dette, vil jeg i denne artikel beskrive, i hvilken retning equin odontologi fører os.
Jeg vil gerne bestille tid til den årlige mundhuleundersøgelse
Dette skulle gerne være sætningen, vi hører, når hesteejere bestiller tid. I dagbestiller de fleste ejere (også mine) tid til en tandraspning, hvilket uundgåeligt stiller dyrlægen i en situation, hvor man har forpligtet sig til at raspe tænder, uanset om der er behov for det eller ej. Mundhuleundersøgelsen er der, på lige fod med den almindelige kliniske undersøgelse, altid behov for, og vi forpligter os kun til at stille diagnoser og iværksætte behandlinger– altså at gøre det, alle dyrlæger er bedst til.
Hestens tænder er ikke anderledes end resten af hesten. Der kræves en god basalviden om fysiologi, anatomi og patologi, før man er i stand til at stille diagnoser. Hvis der ikke er stillet en korrekt diagnose, bliver behandlingen ikke succesfuld.
