Dyrlæge og ph.d.-studerende Natacha Severin har et uventet svar parat til dem, der spørger, hvilke dyr hun arbejder med. De er nemlig hverken små eller store – men flade.
»Arbejder du så med små eller store dyr?« er ofte det første spørgsmål, Natacha Severin får, når folk hører, hun er dyrlæge. Og der følger altid lige et par sekunders tavshed, efter hun fortæller, at hun for tiden ikke arbejder med nogle af delene. Formentlig fordi svaret er lidt uventet – Natacha Severin arbejder nemlig med fladfisk. Hun blev udlært dyrlæge i 2018, og efter et par år som henholdsvis smådyrspraktiserende og kontormus – som hun kalder det – i Lægemiddelstyrelsen er hun landet som ph.d.-studerende, dér hvor det hele begyndte. »Tilbage i de vante rammer på Frederiksberg Campus bruger jeg tiden på at forske i grønlandsk hellefisk, og derfor vil jeg gerne dele glimt af en lidt anderledes dyrlægehverdag på dybt vand.« »Så hvad er det egentlig, du laver?« Efter kunstpausen er det som regel det næste spørgsmål, Natacha Severin får.
Hendes forskningsprojekt handler om et fænomen, der lejlighedsvist ses i fiskeriet. Fænomenet har mange navne på tværs af Atlanten – ‘jelly fish‘, ‘soft flesh‘ og ‘mushy halibut syndrome‘. Som navnene antyder, så sker der det, at hellefiskens skelet-muskulatur – det vi kender som fileten – af uforklarlige årsager bliver abnormt blød og geléagtig. Det gør fileterne uappetitlige og usælgelige, hvilket er dårlige nyheder for både fiskeriet og madspildsbevægelsen. »Mit job er at komme nærmere en forklaring på mysteriet, som omgiver vores flade ven i nord, og bruge den viden til at undersøge metoder til at mindske spild og tab i fiskeriet som følge af syndromet, samt klarlægge hvilken sundhedsmæssig betydning det kan have for fisken.«
Projektet udføres i samarbejde med Royal Greenland, der ejes af Grønlands Selvstyre. Den store interesse i hellefisken grunder i, at fiskeriet og eksporten af fisk og skaldyr er af stor kulturel og socioøkonomisk betydning for Grønland. Hellefisken er nemlig – sammen med koldtvandsrejen – Grønlands største eksportvare og regnes som en grønlandsk delikatesse.
Vejen til fiskeforskningen
Ud over en lystfiskerfar og et specialeprojekt om zoonotiske nematodlarver i torsk fra Vestgrønland, så skriger Natacha Severins cv ikke ligefrem af fiskedetektiv. »Jeg startede min dyrlægekarriere i smådyrspraksis, og selvom jeg fik en guldfiskeejer i røret i ny og næ, så var det mest pausefisk, jeg stødte på – som regel når journalskrivningen gik lidt sløvt,« fortæller hun og fortsætter: »Efter et par år med inflammerede analkirtler og kirurgiske knuder fik jeg mulighed for at prøve kræfter med lægemiddelovervågning på myndighedsniveau. Jeg har været ovenud glad for begge funktioner og ikke mindst de gode kollegaer.
Alligevel kunne jeg ikke sige nej, da muligheden for et undervandseventyr bød sig.« En særlig motivation for Natacha Severin var, at hun havde designet projektet i samarbejde med Royal Greenland og professor Kurt Buchmann fra Københavns Universitet samt søgt om finansiering hos Grønlands Naturinstitut. I foråret 2022 fik hun så opkaldet om, at Grønlands Forskningsråd havde bevilget midler til projektet. Og så rullede bussen for alvor.
Et fagligt og kulturelt karriereskifte
»Jeg forestiller mig ofte, at mit professionelle ‘sprit animal’ er en blæksprutte. Ligesom det avancerede bløddyr så får jeg et kæmpe kick af at undersøge og forstå nye ting. Projektet, jeg arbejder på, rummer discipliner, som de fleste dyrlæger kan genkende. Der er både patologi (shout out til Henrik Elvang), parasitologi og fødevarevidenskab.« Men det favner også mindre velkendte græsgange som naturressourceforvaltning og fødevareteknologi. Derfor er projektet en oplagt mulighed for at praktisere den dér multidisciplinære tilgang til problemløsning, som vi dyrlæger skulle være så kendte for at mestre, fremhæver Natacha Severin.
»I tillæg til den faglige horisontudvidelse byder jobbet på en kulturel oplevelse ud over det sædvanlige. Jeg har fået mulighed for at stifte bekendtskab med et erhverv, de færreste herhjemme begår sig i. Min hverdag er alsidig og involverer laboratoriearbejde og feltture til vands og på lands i kongeriget. Jeg har møder med selvstændige fiskere og fabriksarbejdere samt forskere og direktører inden for fiskeribranchen,« siger hun og fortsætter: »Mit kendskab til grønlandsk sprog, kultur og natur er vokset, og de mange møder med lokale har bidraget enormt til forståelsen for de udfordringer og muligheder, der findes i alt fra rejefiskeriet til Rigsfællesskabet.« Den brede kontaktflade øger forståelsen for projektets betydning. Man ser de mange forskellige tilgange, og hvilke undersøgelser der har værdi for henholdsvis forbrugeren, fiskeren, industrien og samfundet, mener Natacha Severin. »Og hvad kan være mere motiverende, når man sidder og trawler sig igennem artikel efter artikel eller er mislykket med en specialfarvning igen, end at man kan gøre en forskel på ikke bare ét, men måske flere plan?«
Vov det utraditionelle
Dyrlægeuddannelsen er bred, og der er i dag et hav af muligheder – kun fantasien og finansieringen sætter grænserne. Flere og flere tester livet uden for klinisk praksis, og Natacha Severin mener, at det er bekræftende at se, hvor stor nytte dyrlæger kan gøre forskellige steder i samfundet. »Dyrlæger findes i alt fra private klinikker og lægemiddelvirksomheder til offentlige myndighedsfunktioner. Og mulighederne vokser. Jeg håber, at fremtidens dyrlæger fortsat vil udforske både ukendte og utraditionelle karriereveje, ligesom de vil hjælpe dyr og dyreejere gennem klinisk praksis og forskningsarbejde, « siger hun. Natacha Severin vil også gerne slå et slag for, at en ph.d. kan være et øjenåbnende pit stop i karrieren – også selvom man har været ude i ‘den virkelige verden‘. »Ja, det er en uddannelsesstilling, og bureaukratiet og lønhoppet kan gøre nas. En veninde, der selv er tidligere ph.d.- studerende, skrev ‘Rest in peace‘ til mig, da hun hørte jeg havde fået bevilget midler til mit projekt. Det er en selvstændig arbejdsform med en stejl læringskurve,« siger hun og uddyber: »Men med den rette vejleder og gode kollegaer, der kan yde moralsk og faglig støtte, kan det være en mulighed for at lave noget, der både er sjovt, udviklende og kompetencestyrkende. I mit tilfælde er jeg eksempelvis blevet eminent til at bande på grønlandsk og filetere fladfisk. På den anden side så kæmper vi lidt med fiskefingre og dårlige kutter- jokes – uden udsigt til bedring.«
