For hundrede år siden var kaninen et udbredt forsøgsdyr, men i dag er dets forskningsmæssige anvendelse mere begrænset. Kaninen har en praktisk størrelse at håndtere, og de anvendes stadig indenfor visse afgrænsende forskningsområder.
Det klassiske forsøgsdyr
Hvem har ikke set billedet af en hvid kanin med røde øjne, blød pels og lange øre anvendt til testning af kosmetik? Tidligere var kaninen det ikoniske symbol på selve modstanden mod al brug af forsøgsdyr. Det skyldes nok først og fremmest kaninernes nuttede udseende, men også det faktum, at de var de klassiske forsøgsdyr i manges bevidsthed. Sprogligt taler vi da også stadig om, at mennesker fungerer som ”forsøgskaniner”, hvis de eksempelvis skal smage en ny kage, som man ikke har prøvet at bage før. I dag har mus og rotter i stort omfang overtaget kaninens rolle som forsøgsdyr. Det har også længe været forbudt i EU at anvende kaniner og andre forsøgsdyr til test af kosmetik. Vi vil her se nærmere på kaninens rolle som forsøgsdyr.
Fra jagt- og slagtedyr til forsøgsdyr
Formentlig er det romerrigets skyld, at den europæiske kanin blev spredt fra Spanien til mange andre lande. Kaninkød blev populært, da pave Gregor den Første (540-604) tillod at spise kaninkød på lige fod med fisk under den katolske fase. I løbet af Middelalderen nåede kaninen også til Danmark, hvor kong Valdemar Sejr (1170-1241) lod kaniner lukke ud på en række øer i det danske rige, så han og herremændene havde noget attraktivt at jage. Blandt almuen blev kaniner i 1800-tallet kendt som fattigmands-grisen, og som følge af fødevaremangel under de to verdenskrige blev kaninavl populært op igennem 1900-tallet. Kaninens udbredelse som slagtedyr gjorde, at forskerne efterhånden også fik øje på den som forsøgsdyr. Kemikeren Louis Pasteur (1822-1895) var pioner, da han i 1885 anvendte kaniner til udvikling af en vaccine mod rabies. Louis Pasteur mistænkte rabies for at være en infektiøs sygdom, men rabies-virus var for lille til at blive set i mikroskopet. Han podede derfor det tilsyneladende usynlige virus over i nervevævet på raske kaniner, og når de blev syge, videreførte han sygdommen til nye, raske kaniner. Men under disse forsøg konstaterede han, at hvis han udtørrede rygmarven, så kunne den ikke længere inficere raske kaniner. Virus var blevet neutraliseret, og dermed havde Louis Pasteur fundet en helt ny teknik til at producere vacciner på, nemlig ved at inaktivere virus forud for, at de blev injiceret. Han demonstrerede i 1885 vaccinens sikkerhed og effektivitet ved at vaccinere en 9-årig dreng og senere hen tillige en række andre personer, som alle var blevet bidt af rabies-inficerede hunde. Vaccinen virkede sågar, hvis man var hurtig til at vaccinere efter rabies-bidet. Kaninens fordele som forsøgsdyr var dermed for alvor demonstreret. Louis Pasteur levede dog ikke længe nok til, at han kunne blive hædret med en Nobelpris for sin opdagelse (han døde 6 år for tidligt) – men det kunne en række andre kaninforskere i årene efter 1901 (se boksen over Nobelpriser). Den næste stor epoke for forsøgskaniner blev indledt omkring 1908, da russiske forskere begyndte at benytte kaniner indenfor forskning i hjertekarsygdomme. Særligt bør Nikolaj Nikolajewitsch Anitschkow (1885-1964) nævnes, idet han introducerede den kolesterolfodrede kanin som dyremodel for åreforkalkning hos mennesker. Kaniner udvikler nemlig relativt nemt og spontant åreforkalkning, og som patolog lagde Nikolaj Anitschkow mærke til, at kaniner med åreforkalkning også ofte samtidigt havde kolesterolaflejringer i leveren. Han lagde to og to sammen, og fodrede kaninerne med en kolesterolrig diet, og det viste sig, at de dermed relativt hurtigt udviklede åreforkalkning. Louis Pasteurs og Nikolaj Anitschkows succesfulde forskning indspirede utvivlsomt andre forskere til også at anvende kaniner i deres forskning.
Kaninens anvendelsesområder
I dag er forsøgskaninen langt fra så udbredt, som den var tidligere. Den er i høj grad fortrængt af mus og rotter, der antalsmærssigt langt overstiger kaninen. Kaninen udgør således i dag kun omkring 1 procent af alle forsøgsdyr i Danmark. Kaninen bruges dog fortsat indenfor visse områder af forskning, hvor den er veletableret som dyremodeller (se senere). Hertil kommer fordelene ved dens størrelse, der er en mellemting mellem på den ene side musen og rotten og på den anden side hunden og grisen, og derfor besidder et godt kompromis. Kaniner er også nemme at håndtere. Ligeledes kræver kaninen ikke så meget plads til opstaldning, som mange af stordyrene gør, men dog mere plads end gnaverne. Kaniner har også en ret god reproduktion, hvilket selvsagt er en fordel, når man skal avle kaniner til forsøg (se boksen). Kaninens lange ører er også velegnet til at lægge katetre i, da den har store, synlige og overfladiske ørevener. Det gør det nemt at udtage blodprøver og indgive testmedicin.
Åreforkalkning: I dag anvendes kaninen fortsat indenfor åreforkalknings-forskningen, omend dens egnethed har været diskuteret, fordi den ikke på alle punkter afspejler de samme mekanismer, der fører til åreforkalkning som hos mennesker. Ved ernæringsstudier bør man også være opmærksom på, at kaniner er planteædere og tillige æder deres afføring for bedre at kunne udnytte næringsstofferne. Det er dog en stor fordel, at åreforkalkning er så let at inducere i kaniner.
Antistoffer: Kaninen har i mange år været anvendt til udvikling af antistoffer, der blandt andet bruges til ELISA-test. Her har man immuniseret kaniner med antigener, og så har det været relativt nemt at udtage blodprøver fra ørevenerne fra dem, for derefter at isolere de dannede antistoffer. I dag er metoden med disse såkaldte polyklonale antistoffer dog i høj grad erstattet af monoklonale antistoffer, som kan produceres uden brug af levende dyr.
Osteomyelitis: Knoglemarvsbetændelse (osteomyelitis) bliver i høj grad studeret i kaniner, og dette gælder såvel forebyggelse, sygdomsudvikling, diagnostik og behandling. En af fordele ved kaninen er, at der er etableret en hel del teknikker til at inducere bakterieinfektioner i kaniner. Det er ofte lemmerne, infektionerne etableres i, og mange laboratorier har god erfaring med, hvordan kaninernes velfærd sikres under forsøgene.
Toksikologi og sikkerhedstestning: Indenfor toksikologi og sikkerhedstestning af nye lægemidler er kaninen ofte anvendt, blandt andet fordi der historisk er stor erfaring hermed. Tidligere blev kosmetiks effekter på øjnene testet med den såkaldte Draizes test, hvor stoffet direkte påførtes øjet, men EU har som tidligere nævnt forbudt
test af kosmetik.
17 Nobelpriser
Nobelprisen i fysiologi eller medicin har været uddelt siden 1901, og i 17 af årene er den givet til forskere,
som har udført deres forsøg på kaniner – nogle gange i kombination med andre forsøgsdyr.
De to første gange var i henholdsvis 1913 og 1919, og begge gange omhandlede forsøgene immunforsvaret
og dets funktioner.
Blot fire år senere, nemlig i 1923, blev Nobelprisen givet for opdagelsen af insulin, hvor forskerne foruden
kaniner også havde anvendt hunde og fisk.
Den seneste Nobelpris baseret på forsøgskaniner blev uddelt i 2010 for forskning i in vitro- fertilitets-teknikker.
Kaninracer og afstamning
Modsat hvad mange lægfolk tror, så er kaninen ikke nogen gnaver, men derimod medlem af ordenen støttetandede (Lagomorpha). Der findes mange kaninracer, hvoraf nogle overvejende anvendes til kaninhop og andre oftere til slagtning, men indenfor forskningen er de mest anvendte kaniner de såkaldte albino-kaniner (Large Albino Rabbit). Blandt andet New Zealand White Rabbit kan købes hos kommercielle avlere af forsøgsdyr.
Forsøgskaninerne nedstammer alle fra den europæiske kanin (Oryctolagus cuniculus). Der findes også indavlede stammer af kaniner, som kan anvendes i forskningen. Eksempelvis Watanabe-kaninen, som er fremavlet ved systematisk indavl af New Zealand White Rabbit.
Yngler som kaniner
Kaninen har en ret god reproduktion, hvilket også har givet ophav til udtrykket ”at yngle som kaniner”. Dette er naturligvis en fordel, når der skal avles på kaninerne til forsøg.
Kønsmodning: 4-9 måneders alderen.
Drægtighedslængde: cirka 31-32 dage.
Kuldstørrelse: 4-10 unger.
Forsøgsdyr i DYRLÆGEN
Denne artikel er bragt i en serie om, hvad forsøgsdyrene bruges til. Dyr som lægger krop til forskernes forsøg, og som har spillet en afgørende rolle indenfor biologi, medicin og veterinærmedicin. De første tre artikler har handlet om grise, mus og rotter og i den fjerde ser vi nærmere på kaninen som forsøgsdyr.
Udkommet i serien
Mange forskellige typer grise i den biomedicinske forskning
DYRLÆGEN 1/2021
Forsøgsmusen har 120-års jubilæum
DYRLÆGEN 2/2022
Rotten var det første pattedyr, der blev tæmmet som forsøgsdyr
DYRLÆGEN 3/2022
