Forskning er den helt store passion | Fagmagasinet DYRLÆGEN
Aage Kristian Olsen Alstrup, specialdyrlæge i forsøgsdyrsmedicin, ph.d, dr.med.vet. og Karina Henrique Binda, Ph.D. studerende i molekylærmedicin i færd med at forberede en forsøgsgris af typen Göttingen Minigris til en skanning, som del i et studie af Parkinsonbehandling i kælderen under AUH Skejby.

Forskning er den helt store passion

Dyrlæge Aage Kristian Olsen Alstrup har netop forsvaret sin doktordisputats og er nu Dr. Med. Vet. Han har viet hele sin karriere til forskning og har arbejdet mere end ti år på sin disputats.

Da Aage Kristian Olsen Alstrup som 18-årig, ung og håbefuld studerende begyndte på Borris Landbrugsskole tilbage i 1990, var det med en klar overbevisning om, at han skulle gøre karriere som landmand. Han fandt dog forholdsvis hurtigt i forløbet ud af, at det nok ville blive yderst vanskeligt at få økonomien til at hænge sammen som landmand, og den økonomiske usikkerhed passede ikke til hans temperament. Samtidig var der opstået en stor interesse for biologi. Derfor besluttede han sig for, at han i stedet ville være dyrlæge uden egentlig at have en idé om, hvad han mere konkret ville bruge uddannelsen til.

»Dyrlægefaget tiltrak mig, da det var en kombination af biologi og en mere praktisk tilgang. En kombination, jeg virkelig drager stor fordel af, når jeg laver min forskning, hvor jeg selv kan bedøve og operere grisene, når det er nødvendigt. Det er vigtigt både at kunne bruge hoved og hænder, og jeg er virkelig glad for min uddannelse,« siger Aage Kristian Olsen Alstrup, der blev ledt ind på forskningssporet under uddannelsen. Så da han som nyuddannet dyrlæge fik job på et svineslagteri i 1997, var han afklaret med, at det kun var en midlertidig løsning.

»Under studietiden fandt jeg ud af, at det ikke var det kliniske aspekt, der interesserede mig. Jeg var fascineret af vores undervisere, og jeg syntes, det måtte være spændende at kunne gå i dybden og virkelig undersøge, hvordan tingene hænger sammen. Jeg kunne godt lide de intellektuelle udfordringer og blive klogere på emner, der interesser mig. Dér blev jeg nok klar over, at jeg skulle vie min karriere til forskning,« siger Aage Kristian Olsen Alstrup.

 

En skizofren gris

Derfor var Aage Kristian Olsen Alstrup heller ikke sen til at takke ja tak til tilbuddet, da han i 1999 fik mulighed for at lave en ph.d. på Esbjerg Centralsygehus og KVL med fokus på blodets størkningssystem hos grise og rotter sammenlignet med hos mennesker. Da han var færdig med det, var pengetanken tom, og hans daværende hovedvejleder sørgede for, at han fik en etårig stilling på Aarhus Universitetshospitals PET-center.

»Her havde jeg et år til at lave en skizofren gris, men det lykkedes aldrig. Jeg fik dog alligevel stillingen forlænget og senere en fastansættelse, så jeg har snart været her i 20 år,« siger Aage Kristian Olsen Alstrup, der i det daglige arbejder med scanning af forsøgsdyr på Nuklearmedicinsk Afdeling og PET på Aarhus Universitetshospital, og han er samtidig lektor i dyreforsøgsvidenskab på Aarhus Universitet.

Det er i løbet af de knap 20 år med forskning blevet til deltagelse i en række større forskningsprojekter. Forskningsprojekter om alt fra ’Effekter af elektrokonvulsiv terapi på hjernens monoaminerge systemer’ til ’Udvikling af en minigrismodel til spinal cord stimulation’. Aage Kristian Olsen Alstrup fremhæver dog selv et tredje forskningsprojekt, hvis han skal udvælge ét projekt, han er ekstra stolt over. Projektet omhandler forskning i baggrunden for Parkinsons sygdom.

»Her var jeg en del af et forskerteam, der arbejdede ud fra en allerede fremsat teori om, at Parkinson kan starte som en sygdom i tarmene for derefter stille og roligt at bevæge sig op i hjernen. Vi påviste eksperimentelt, at denne teori kan have noget på sig, og at det godt kan hænge sådan sammen,« siger Aage Kristian Olsen Alstrup.

Den danske forskning blev udført på rotter, mens der uafhængigt af det danske forsøg på samme tid blev lavet amerikansk forskning ud fra den samme tese. Her blev forsøgene bare udført på mus, og de amerikanske forskere kom frem til de samme resultater som deres danske kolleger.

»Det underbyggede vores forskning, at to forskerhold uafhængigt af hinanden og med forsøg på to forskellige dyrearter kom frem til de samme resultater, og det førte også til en omtale af opdagelsen i et naturetidsskrift,« siger Aage Kristian Olsen Alstrup om resultaterne af den forskning, der blev publiceret for cirka to år siden.

 

Skalerbare resultater og velbefindende

Sideløbende med sit arbejde og al den forskning, Aage Kristian Olsen Alstrup har været en del af i løbet af sin karriere, har han altid været en flittig skribent. Han bidrager ofte med faglige og videnskabelige artikler, og skrivelysten holder aldrig pause. Det er i skrivende stund blevet til 170 videnskabelige artikler foruden mere end 600 andre publikationer.

»Jeg er vild med at skrive, og jeg har altid gang i et eller andet skriveprojekt,« siger han.

Netop en række af hans videnskabelige artikler har dannet fundamentet for den doktordisputats, han netop har forsvaret. En doktordisputats, han har arbejdet på, sideløbende med sit job, siden 2010 og som omhandler, hvordan man bedst scanner grisehjerner med fokus på de bedste resultater og god dyrevelfærd. Temaer, som er yderst relaterbare til hans eget daglige virke, hvor han i forbindelse med forskningsprojekter netop har ansvaret for scanningsresultaterne, at de kan overføres til human sammenhæng samt for grisenes velbefindende under forskningsforsøgende.

»Kravet til en disputats er, at man har skabt ny væsentlig viden, der fører ens fag videre. Samtidig skal man udarbejde en sammenskrivning baseret på de videnskabelige artikler, man selv har udgivet. Så for mig var det et oplagt emne og en mulighed for at gøre mig endnu klogere på et område, hvor jeg i forvejen havde stor viden,« siger Aage Kristian Olsen Alstrup, der dog valgte at lægge et benspænd for sig selv i processen.

Han valgte helt bevidst kun at bruge artikler, som han havde skrevet ud fra data, der var udarbejdet i andre forsøg – de 11 artikler omhandlede altså ikke data, der var udarbejdet specifikt til disse artikler, men data, der var genereret i andre projekter, men som kunne bruges til at besvare andre spørgsmål end det, de egentlig var udarbejdet til.

»Det var der en helt bevidst pointe med. Jeg ville vise, at man sagtens kunne lave en doktordisputats med data, der allerede var genereret. For der er så meget data derude, som sagtens kan bruges til at besvare andre spørgsmål, end det oprindeligt blev udtænkt til, og jeg synes, det er ærgerligt, at dette potentiale ikke bliver udnyttet,« siger Aage Kristian Olsen Alstrup, der ikke har de store karrieremæssige planer for, hvad den nye titel som Dr. Vet. Med. skal bruges til.

»Jeg finder egentlig størst tilfredsstillelse i at have papir på, at jeg har lavet noget, som har værdi for mit fag,« siger han.

 

Som at bevæge sig ind i ukendt land

Der er heller ingen tvivl om, at Aage Kristian Olsen Alstrup lever og ånder for veterinærbranchen.

Fritiden bruges hverken på golf eller skak, i stedet bruges den på at obducere strandede havdyr, som en del af faldvildtordningen. Mere specifikt er det strandede hvaler og sæler, hvor især hvalerne er den helt store interesse. Så når det sker, at en eller flere hvaler strander på de danske strande, er Aage Kristian Olsen Alstrup dyrlægen på stedet.

»Der er egentlig to aspekter i min store interesse for hvaler. For det første er det dejligt hårdt og fysisk arbejde at skære en hval op, samtidig med at man får en masse frisk luft. For det andet er hvaler for mig et mytisk pattedyr med en fascinerende biologi,« siger Aage Kristian Olsen Alstrup, som selv mener, at den store interesse for netop hvaler stammer fra dengang, han som barn fik, Moby Dick, læst højt af sin far.

Interessen har hængt ved gennem alle årene, så da han fandt ud af, at man som dyrlæge kunne bidrage og komme tæt på hvalerne, meldte han sig frivilligt tilbage i 2010. Det har indtil videre budt på mange store og banebrydende oplevelser.

»Det er så stort og spændende et dyr, og vi ved næsten ingenting om deres biologi. Det er vildt, at så store pattedyr kan leve skjult for os, og inden for de sidste 20 år har man opdaget flere arter af næbhvaler, man slet ikke kendte til. Når vi obducerer og undersøger organer på hvalerne, er det lidt som at betræde ukendt land. I sommers fandt vi for eksempel en ukendt hvallus for almindelig delfin, der er en almindelig dansk art, og det var aldrig sket hos en hund eller kat, hvor det hele er kortlagt. Det ubekendte er virkelig fascinerende, og det harmonerer jo nok meget godt med min store passion for forskning,« siger den nye Dr. Med. Vet.

 

Annonce

Annonce

Annonce