17.04.2021: Forbedret røntgenteknologi har givet bedre workflow | DYRLÆGEN
Odsherreds Dyrehospital investerede i 2019 i nyt røntgenudstyr. En investering indehaverne Kurt Jørgensen, Kenneth Lassen og Vibeke Lassen ikke har fortrudt. På billedet ses Kurt og Vibeke med noget af udstyret.

Forbedret røntgenteknologi har givet bedre workflow

På Odsherreds Dyrehospital investerede man i 2019 i nyt røntgenudstyr, hvilket har betydet bedre billedkvalitet, højere fleksibilitet og forbedret workflow.

Odsherreds Dyrehospital er et stort og moderne dyrehospital, som både tager sig af smådyr og store dyr. Hospitalet har tre indehavere, Kenneth Lassen, Vibeke Lassen og Kurt Jørgensen. Frem til 2019 var hospitalet med Kurt Jørgensens egne ord måske ikke så moderne, når det drejede sig om at håndtere røntgen af smådyr og heste.

»Vi havde på daværende tidspunkt kun et røntgenanlæg, og det var transportabelt, så vi kunne fragte det med ud til heste undersøgelser. Det betød så, at vi kunne mangle det hjemme på hospitalet,« siger han.

Det gik dog hverken værre eller bedre, end at anlægget gik i stykker, og derfor var det tid til at investere i nyt udstyr. Her fandt Kurt Jørgensen og kollegerne i deres research ud af, at der var sket rigtig meget på røntgenfronten siden 2008, hvor de senest investerede i et røntgenanlæg.

»Vi besluttede hurtigt, at vi ville investere i to røntgenanlæg. Et stationært til at have på smådyrsklinikken og et transportabelt til undersøgelse af heste. Vi kiggede på forskellige anlæg, hvor vi især havde fokus på pixeltætheden, men vi fandt ud af, at lysoverslippet, der registrer røntgenstrålingen, var vigtigere for kvaliteten end pixeltætheden. Så vi valgte en lidt større plade til hunde til det faste anlæg og så et separat anlæg til heste,« siger Kurt Jørgensen.

 

Investering var nødvendig

Investeringen i de to nye røntgenanlæg var stor rent økonomisk, men det var aldrig en overvejelse ikke at gøre det. Efter en grundig research, hvor anlægget blev testet, slog man til, og det har på mange parametre gjort hverdagen lettere på Odsherreds Dyrehospital.

»For mit eget vedkommende er det blevet meget nemmere at være udekørende, da det er et trådløst system med en bærbar PC og en censorplade, som opretter et WIFI-hotspot. Det er nemt at transportere rundt, og billedkvaliteten er helt i top og er med til at mindske risikoen for, at der bliver overset noget. Det eneste, man skal sikre sig, er, at der er strøm på batteriet,« siger Kurt Jørgensen.

Ud over selve billedkvaliteten så er tidsfaktoren også et element, der er blevet optimeret efter investeringen i de nye og mere moderne røntgenanlæg. Det er især noget, der opleves på det transportable anlæg, når der arbejdes med heste.

»Det er et direkte digitalt system, og det gør, at billedet er på skærmen med det samme, og man ikke skal vente et par minutter på, at de er fremkaldt. Det har den klare fordel, at hvis man eksempelvis laver en vinkelfejl, så kan man rette den med det samme, og man undgår at lave unødige billeder med den samme fejl. Det er det samme med røntgen af smådyr, der kan vi også rette med det samme, hvis der er fejl,« siger Kurt Jørgensen.

 

Integreret til journalsystem

Hele investeringen i og integrationen af de nye røntgenanlæg har været med til at højne workflowet på flere forskellige parametre. Det er ikke kun billedkvaliteten, der er blevet forbedret, det samme er hele arbejdsgangen til glæde for både ansatte, klienter og patienter. Det skyldes i høj grad, at systemet er integreret til journalsystemet, hvilket igennem mange år har været et ønske hos Odsherreds Dyrehospital.

»Jeg havde længe gerne ville have et system, hvor der var integration mellem journal og røntgen. Det fungerer supergodt for os, og det er tidsbesparende for både ansatte, klienter og patienter,« siger Kurt Jørgensen.

Integrationen fungerer på den måde, at der laves et udtræk af data fra journalsystemet, som så registreres i billedfilerne. Det bliver nu automatisk indlejret i røntgenbillederne, når systemet automatisk bestiller billederne, sendes der en anmodning til billedserveren, som selv lægger oplysningerne ind på røntgenmaskinen. Dermed skal dyrlægen ikke gøre andet end at vælge billederne, når patienten kommer ned til røntgen.

Skulle der opstå et problem, eller hvis en dyrlæge har brug for en second opinion, så er det nemt klaret. Billederne ligger nemlig på en PACS-server, hvilket har kæmpe betydning for det daglige arbejde.

»Det giver os mulighed for at se de samme billeder i præcis den samme kvalitet, ligegyldigt hvor vi sidder. Jeg kan sidde herhjemme, og så kan jeg nemt logge på og komme med råd og vejledning, hvis en af de yngre dyrlæger har brug for en second opinion. Det er virkelig fleksibelt og uvurderligt for os i hverdagen, at systemet gør det muligt at sidde hver for sig, men samtidige se de samme billeder i den samme kvalitet,« siger Kurt Jørgensen.

 

Optimeret workflow

Hele workflowet på hospitalet er blevet optimeret efter de nye røntgenanlæg blev integreret tilbage i 2019. Hele processen fra registrering af patient til udførelse af røntgenbilleder er blevet meget nemmere og hurtigere, og det samme er mulighederne for at sparre med hinanden. Netop denne del sætter Kurt Jørgensen også ekstra stor pris på.

»Hele løsningen med en PACS-server, som sikrer backup af billederne og gør det muligt for os at se billederne ligegyldigt, hvor vi befinder os rent fysisk, har været fantastisk her under corona, og det er en løsning, jeg ikke ville være foruden. Det er dog en løsning, som er købt udover de to røntgenanlæg,« siger Kurt Jørgensen, der også vil opfordre alle andre klinikker og hospitaler, som overvejer at investere i nyt røntgenudstyr, at de laver en ordentlig research og finder præcis det udstyr, der tilfredsstiller deres behov.

»Selvfølgelig skal man altid teste og afprøve, da det jo er en stor investering, og jeg synes måske endda, at vi var lidt hurtigt ude i indkøbsprocessen. Men vi har fået præcis det udstyr, vi gerne ville have, og som har gjort vores røntgenservice mere fleksibel og af en højere kvalitet, samtidig med at det har ændret hele workflowet i en positiv retning,« siger han.

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce