Står vi overfor masseuddøen af dyrearter på niveau med, hvad der tidligere er sket i jordens historie – denne gang blot med mennesket som drivende årsag? Denne artikel beskriver de fem større masseuddøen i jordens seneste 500 millioner års historie, og stiller spørgsmålet, om vi mennesker står bag den sjette masseuddøen?
Masseuddøen er sket før
Et bjergstykke kaldet isua-sedimentet fra Grønland vidner om, at livet på jorden har eksisteret i over 3,8 milliarder år, altså i mere end en fjerdedel af universets samlede alder. I den første tid var livet encellet, men for omkring 540 millioner siden kom der med den kambriske eksplosion for alvor skub i udviklingen af det flercellede liv (metazoerne), om end der var optræk til det tidligere.
Eftersom hver enkelt dyreart har en begrænset tid for eksistens på nogle få millioner år, er mere end 99,9 procent af alle arter, som har levet på jorden, uddøde i dag. Individers og arters uddøen er altså en naturlig proces, som livet er underlagt. Dog har denne uddøen af arter langt fra været jævn fordelt igennem jordens historie – tværtimod har der ind imellem været perioder med masseuddøen.
Den franske naturhistoriker Georg Cuvier (1969-1832) var den første til at erkende dette. Han studerede fossile dyr og bemærkede, at de ofte afveg fra de nulevende dyrearter. Han beskrev eksempelvis, at fossile mammut-tænder afveg fra nulevende elefanters tænder. Når han sammenlignede jordlagene, kunne han konstatere, at der var perioder i jordens historie, hvor særligt mange dyrearter var forsvundet på forholdsvis kort tid. Nogle almindeligt forekommende arter i et enkelt jordlag manglede simpelthen i det yngre jordlag lige ovenfor.
Denne vigtige erkendelse kendes i dag som Cuviers katastrofeteori, idet Georg Cuvier mente, at en katastrofe af store dimensioner, såsom syndfloden, måtte være årsag til udryddelserne.
De fem store masseuddøen
I dag findes der store databaser over verdens fossilfund, og disse bekræfter, at der adskillige gange i jordens historie har foregået masseuddøen af dyre- og plantearter. Den seneste halve milliard år, altså siden den kambriske eksplosion, har der således været fem epoker med masseuddøen, hvor mindst 75 procent af alle dyrearter er uddøde over en forholdsvis kortere periode. En kortere periode skal her forstås i geologisk perspektiv, idet denne uddøen har varet mellem 160.000 år og 29 millioner år. Foruden de fem store masseuddøen har der fundet en række mindre uddøen sted.
