Det er ikke hos alle dyrearter, at dødeligheden stiger med øget alder. Og menopause er måske mere udbredt i dyreverdenen end hidtil antaget. Læs med og bliv klogere på aldring og levealder fra et biologisk perspektiv.
Hunde og katte med aldringsbetingede sygdomme er velkendte i klinisk praksis. I naturen når dyrene derimod sjældent at blive så gamle, at de udvikler sådanne alderdomssvækkelser. Inden da vil de fleste nemlig dø af infektioner, sult og kulde – hvis de da ikke blive ædt af rovdyr.
Produktionsdyr opnår også sjældent en høj alder, idet de bliver slagtet, når de ikke længere er rentable i landbruget. Anderledes forholder det sig som nævnt hos mange husdyr, der – særligt for kæledyrenes vedkommende – kan blive meget gamle.
Formålet med denne artikel er at give en introduktion til dødelighed og aldring hos dyr ud fra et biologisk perspektiv, herunder også at se på menopause hos dyr.
Øget dødelighed med alderen
Vi mennesker oplever øget dødelighed, desto ældre, vi bliver. Den matematiske sammenhæng er kendt som ’Gompertz-Makeham Law of Mortality’, og den kan anvendes på mange pattedyr.
Hvis vi som eksempel ser på os mennesker, så fordobler vi rundt regnet vores dødelighed hvert ottende år, efter at vi er fyldt de tredive år.
Det betyder, at risikoen for som 38-årig at dø inden for det kommende år er cirka dobbelt så stor, som da man blot var 30 år. Som 46-årig har man tilsvarende firdobbelt og som 54-årig ottedobbelt risiko i forhold til, da man endnu var 30 år. En sådan eksponentiel
vækst ender hurtigt galt, og dette forklarer, at kun relativt få mennesker bliver over hundrede år gamle.
Det er måske ikke så overraskede, at dødeligheden stiger med alderen, da kroppens skader og slitage hober sig op og dermed gør os mere skrøbelige. En tilsvarende sammenhæng med øget dødelighed med alderen finder vi også hos andre pattedyr, om end det ser ud til, at vi menneskers aldersfordeling i særlig høj grad er påvirket af ’Gompertz-Makeham Law of Mortality’ – ja, højere end for alle andre undersøgte pattedyrarter.
Et komparativt studie over relative livslængder hos forskellige pattedyr viste således, at aldersspændet relativt i levet liv er større hos mus og hunde end hos mennesker (Figur 1). Selvom mennesket bliver langt ældre end mus og hunde, så er den relative variation i menneskets levetid mindst, mens den er størst hos hundene (af racen Beagler).
Balancen mellem selektion og reproduktion
Der er næppe en evolutionær grund til, at vi skal dø. Men mange har overvejet, om der mon er en evolutionær mekanisme bag, at ældre individer har en højere dødelighed end unge – altså sådan som man blandt andet finder det hos mus, hunde og mennesker.
En sandsynlig forklaring er, at selektionen for overlevelse fortrinsvis virker i den tidligste del af livet, indtil der er sat afkom i verden, der kan klare sig selv. Dette kan anskues som et spørgsmål om fordeling af ressourcer, hvor der ofte vil eksistere et modsætningsforhold mellem en god reproduktion og et langt liv, og hvor evolutionen
derfor vil favorisere den gode reproduktion (Figur 2). Beskyttende mekanismer mod lidelser sent i livet vil derfor ikke have mange chancer for at blive udviklet, hvis de samtidigt indebærer en lavere evne til succesfuld reproduktion tidligt i livet.
Sammenhængen mellem reproduktion og levetid er dokumenteret på tværs af pattedyr, hvor der eksisterer en sammenhæng mellem alderen ved kønsmodenhed og artens levealder.
Uændret dødelighed hos nøgenrotten
Loven om øget dødelighed med alderen gælder for mange pattedyr, men dog ikke for alle. Nøgenrotten (Figur 3) er et kolonidannende pattedyr, der opnår en meget høj alder (op til 33 år) sammenlignet med gnavere af samme størrelse (op til tre år),
og samtidigt udvikler nøgenrotter så godt som aldrig cancer – selv i en høj alder.
Det mest overraskende er dog, at nøgenrotten har en uændret dødelighed livet igennem. Det er altså lige meget, om nøgenrotten blot er ét år, eller om den er 20 år – dens risiko for at dø inden for det næste års tid er den samme.
Tilmed er det nærmest umuligt at afgøre nøgenrottens alder ved blot at se på dens udseende. Tilsyneladende ældes nøgenrotten ikke, og vi ved i dag ikke, hvad dette skyldes. Dog ved vi, at den har et lavt stofskifte, at den er god til at udbedre skader på DNA-strengen, foruden at den også er udstyret med etgodt immunforsvar.
Der forskes i dag at aflure nøgenrottens hemmeligheder. Nøgenrotten viser, at øget dødelighed med alderen ikke gælder for alle arter. Nøgenrotten kan derfor sidde inde med vigtig information, som vi måske en dag vil kunne benytte til gavn for mennesker og kæledyr.
Nøgenrotten har uændret dødelighed livet igennem. Foto: Heidi Meldgaard Jensen.
Faldende dødelighed hos ørkenskildpadden
Hvis vi for en stund forlader pattedyrene, så kan vi i naturen finde dyr med endog faldende dødelighed, blandt andet hos den amerikanske ørkenskildpadde.
Denne skildpadde vokser livet igennem, hvorved den med tiden bliver bedre til at klare sig mod rovdyrene i naturen. Særligt i skildpaddens første 20 år er den udsat, mens den efter 35-års alderen har en lavere dødelighed.
Det betyder ikke, at ørkenskildpadder lever evigt, for deres dødelighed bliver aldrig nul, og på et tidspunkt dør de. Nøgenrotten og ørkenskildpadden opfører sig begge anderledes end flertallet af dyrene, hvorved de demonstrerer en anden fordeling af dødelighed.
Aldringens betydning for dyremodeller
Dyreforsøg udføres oftest på unge forsøgsdyr, fordi de er billige og nemme at skaffe, selv når det gælder aldringsrelaterede sygdomme hos mennesker. Dette kan være problematisk, da det kan give forkerte resultater, hvilket vi skal se et eksempel på i det følgende.
Hjernesygdommen Parkinson debuterer typisk først fra 60-års alderen hos mennesker, men alligevel bruges der ofte yngre forsøgsdyr til at udforske sygdommen.
I 2003 forslog en tysk patolog, at Parkinson ikke blot er en hjernesygdom, men kan opstå i patienternes tarme og derfra med årene spredes til hjernen. I de efterfølgende år blev der rundt omkring i verden gjort adskillige forsøg på at eftervise denne hypotese gennem dyreforsøg, men uden at det lykkedes.
Imidlertid lykkedes det for os i 2019 at starte Parkinsons sygdom op i tarmene hos ældre rotter, så sygdommen spredtes til hjernen!.
Sidenhen viste vi, at netop alderen er afgørende, idet sygdomsprocessen kun finder sted i gamle og ikke i unge rotter.
Endelig har vi i en oversigtsartikel vist, at Parkinsonforskning udført i gamle forsøgsdyr oftere giver retvisende resultater sammenlignet med forskning udført i unge individer. Alderen af forsøgsdyr kan derfor have stor betydning for resultaterne i dyreforsøg.
Menopause hos dyr
Når hundyr bliver gamle, svækkes deres reproduktion for i nogle tilfælde helt at ophøre. Faktisk har det vist sig, at hovedparten af pattedyrene stopper deres ægmodning (kaldet ’oopause’), når blot de bliver gamle nok. Det har ellers været en udbredt opfattelse, at kun kvinder går i overgangsalderen, hvorefter de glider ind i post-menopausen, hvor de ikke længere kan få børn.
Ophøret af menstruation har gjort menopausen let at erkende hos kvinder, mens ’oopause’ er langt vanskeligere at erkende hos dyr. Næst efter kvinden er menopausen bedst studeret hos spækhuggerne, hvor det er helt almindeligt, at flokkene inkluderer tilstedeværelsen af ikke-fertile bedstemødre.
I sådanne flokke har ungerne en større overlevelseschance, end hvis der ikke var bedstemødre i flokken. Overlevelseseffekten er faktisk allerstørst, når bedstemødrene har nået menopausen og derfor ikke længere får eget afkom at passe på. De gamle hunner hjælper i stedet ungerne i flokken med at jage, hvilket selvsagt har en overlevelsesmæssig fordel for dem.
Fra et evolutionært perspektiv har bedstemødrene også selv fordel af at hjælpe ungerne, som jo i næste slægtled fører deres gener videre i populationen. Måske er Figur 2 derfor heller ikke helt retvisende, idet selektionen sandsynligvis i et vist omfang også favoriserer overlevelsen af hunner i post-menopausen.
Referencer
1. Berge N, Ferreira N, Gram Hm Mikkelsen TW, Alstrup AKO, Casadei N, Tsung-Pin P, Riess O, Nyengaard JR, Tamgüney G, Jensen PH, Borghammer P (2019) Evidence for bidirectional and trans-synaptic parasympathetic and sympathetic propagation of alpha-synuclein in rats. Acta Neuropathologia
138, 4, 535-550.2. Berge N, Ferreira N, Mikkelsen TW, Alstrup AKO, Tamgüney G, Karlsson P, Terkelsen AJ, Nyengaard JR, Jensen PH, Borghammer P (2021) Ageing promotes pathological alpha-synuclein propagation and autonomic dysfunction
in wild-type rats. Brain 144, 6, 1853-1868.3. Klæstrup IH, Pedersen MKJ, Holm KL, Alstrup AKO, Romero-Ramos M, Borghammer P, Berge N (2022) Impact of aging on animal models of Parkinson´s disease. Front. Aging Neurosci. 14, 21 pp.
