Grundlægger af svineproducenten Goodvalley, Tom Axelgaard, savner i den grad fakta i den danske debat om økologi, ressourcer og dyrevelfærd i svineindustrien. Han kalder derfor på dyrlægerne, der skal komme ud af busken og bruge deres autoritet som fagfolk til at give folk et oplyst grundlag at diskutere ud fra.
Han ligner en mand med en mission, når han taler, Tom Axelgaard. Helt fremme i sædet, når en pointe skal forklares, tydelig gestikuleren for at understrege synspunkterne. Og dem har grundlæggeren af svineproducenten Goodvalley mange af.
Når det kommer til fødevareproduktion – selvsagt med svineindustrien som omdrejningspunkt – handler det først og fremmest om effektivitet og ressourceudnyttelse. For Tom Axelgaard hænger de to begreber nemlig uløseligt sammen med klimamæssig bæredygtighed i produktionen.
De første frø til det, der blev til Goodvalley, blev sået helt tilbage i 1980 med udgangspunkt i en irritation over det, Tom Axelgaard kalder ”de planøkonomiske træk i EU’s landbrugspolitik”, der ifølge den erfarne landmand førte til overproduktion, miljøbelastning og spekulation i tilskud fremfor effektivitet, ligesom muligheder for lokale producenter i andre dele af verden blev ødelagt via eksporttilskud.
Kort fortalt kunne han ikke få øje på logikken i, at man importerede korn og arbejdskraft til Danmark fra forskellige lande, i ikke mindst Østeuropa, for at kunne producere svin her – kun for at eksportere svinekød tilbage til de selvsamme lande.
I 1992 førte det Tom Axelgaard til Ukraine, og siden også Polen, for at se på produktionsforholdene og ikke mindst finde ud af, om hans kendskab til danske landbrugsmetoder kunne højne kvaliteten og bæredygtigheden lokalt.
»Min indgangsvinkel var at gøre det på en anden måde. Vi ville se, om vi kunne overføre den teknologi og den viden, vi har oparbejdet gennem det private ejerskab af landbrugene i Danmark, til produktionen dernede. Hvis vi kunne få det til at virke på de samme effektivitetsparametre, som vi havde herhjemme, ville det give mere mening at producere varerne der,« forklarer han.
Samtidig var – og er – der også et bæredygtighedsaspekt i problemstillingen, fordi man med den øgede animalske produktion udvidede klimaaftrykket herhjemme, kun for eksportens skyld, ligesom det førte store mængder vejgods med sig i begge retninger.
Fakta skal styre udvikling
Men selv om den dagsorden har fået langt mere opmærksomhed over de seneste år, er snakken omkring bæredygtighed i landbruget stadig alt for præget af ”populære udmeldinger” fremfor faktuelle indspark, mener Tom Axelgaard.
»Det er ikke fakta, der styrer den debat. Og når det ikke er fakta, der styrer debatten, risikerer vi at skyde helt forkert og ramme os selv i foden. Det er det, jeg er ked af; at nogle politikere slår mønt på nogle trends i befolkningen, der er baseret på manglende fakta,« siger han.
Det er lige præcis for at hæve det faktuelle niveau, at Tom Axelgaard mener, de danske dyrlæger har en vigtig rolle at spille, ikke kun dem, der er ansat direkte i professionen, men også forskere, undervisere og lignende.
»De skal komme mere på banen med facts. Vi er nødt til at få fakta til at styre den udvikling og de tiltag, der er nødvendige for at bringe os på ret køl igen. Et lysende eksempel på det er den udmelding, der er kommet fra EU, som går på, at store dele af landbrugsproduktionen skal nedlægges, og resten skal helst omlægges til økologi. Det er helt forfærdeligt, hvis man kigger specifikt på klimaet, fordi per kilo produceret enhed – uanset om det er kød eller kikærter – er den økologiske produktion mere end dobbelt så belastende,« siger han.
Det er der, ifølge Tom Axelgaard, alt for mange, der ikke ved, og en hel del, der mere eller mindre bevidst ignorerer, hvilket er uholdbart i længden, fastslår han. De hårde kendsgerninger skal på bordet, så vi kan forholde os til de løsninger, der kan få os videre.
»Vi kan ikke brødføde hele verdens befolkning – ti milliarder mennesker i 2050 – med en ekstensiv produktion og så forvente, at vi stadig har plads til at plante mere og mere skov og bygge flere og flere vindmøller. Det kommer aldrig til at fungere, det gør det bare ikke. Vi skal bruge moderne teknologi, videnskab og innovation til at løse den udfordring, ligesom vi skal med så mange andre,« siger han.
Den manglende erkendelse af disse realiteter hænger i Tom Axelgaards optik i høj grad sammen med, at vi i Danmark har en tendens til se tingene for meget fra vores eget perspektiv, hvilket i øvrigt er ganske naturligt, understreger han. Det betyder bare, at vi overser de store linjer og skalaen i udfordringer, som den globale fødevareproduktion og klodens befolkningstilvækst.
Dyrlæger skal bruge alle fora
Et af de emner, dyrlægerne, ifølge Tom Axelgaard, burde blande sig mere i debatten, er dyrevelfærd og levevilkår, eksempelvis i de konventionelle kontra økologiske produktioner. Mange forbrugere har således et billede af, at dyrene i økologien lever bedre og ikke mindst længere end i det konventionelle landbrug, men det er ikke nødvendigvis positivt, set ud fra et klimaperspektiv, mener han.
»Vi arbejder jo på, at grisene skal leve så kort tid som muligt. At de helst skal nå op på de her 110 kilo så hurtigt, vi kan få dem derop, fordi så forbruger de jo mindst muligt i forhold til den vægt, de skal have, inden de skal slagtes. For mange, der bor inde på stenbroen, virker det nok ret kynisk, og deri ligger en opgave omkring at kommunikere de her facts på en måde, så de er både forståelige og spiselige,« siger Tom Axelgaard og fortsætter:
»Der skal dyrlægerne bruge alle mulige fora til at komme ud med det billede, og i Danmark er folk generelt ret autoritetstro, så dyrlægen skal udnytte den autoritet, han eller hun udgør med sin uddannelse og viden, og så skal der nok blive lyttet. Jeg synes, dyrlægerne er for passive i forhold til at tage stilling og prøve at påvirke debatten.«
Et andet emne, hvor dyrlægerne også kunne gøre sig mere gældende, handler om brugen af medicin og den resistens, der kan opstå. Her har producenterne et klassisk dilemma mellem ønsket om at medicinere mindst muligt på den ene side og på den anden side at have en rask bestand, blandt andet gennem forebyggelse.
»Det ville jo være optimalt, hvis man kunne behandle dyrene, så de slet ikke blev syge til at starte med, og det er jo det, man kan gøre gennem programmeret behandling af en hel sektion. Men det skal man altså lade være med på grund af det med resistens, og så skal man behandle individuelt i stedet for. Sådan noget kan dyrlægerne også komme frem med,« påpeger Tom Axelgaard.
I den forbindelse fremhæver han også det faktum, at der procentuelt faktisk dør flere dyr i den økologisk griseproduktion, end der gør i den konventionelle, som endnu et forhold, der ”drukner i debatten”, som han siger, i den brede befolkning, og som dyrlægerne ligeledes kunne gøre opmærksom på.
Som tankeeksperiment forestiller Tom Axelgaard sig, at vi lukker alle grise i Danmark ud til opdræt i det fri, hvilket selvsagt ville kræve store mængder plads, medmindre vi da reducerede bestanden ganske betydeligt. Begge dele ville naturligvis føre til højere priser på svinekød og ikke mindst en større klimabelastning per produceret enhed.
»Til at starte med ville vi miste overblikket over næringsstofbalancen, hvilket vi jo har styr på i de lukkede systemer, hvor vi kan udnytte gyllen til grøn energi. Vi kan slet heller ikke på samme måde dække os ind over for smitsomme sygdomme, som fugleinfluenza og svinepest. Den slags kan vi meget bedre styre, når dyrene er indenfor, hvor vi kan sørge for, at biosikkerheden er i top, og påvirkningerne udefra er minimale,« siger han.
Tom Axelgaard medgiver, at det – på samme måde som levetidspraksissen – kan lyde kynisk at skulle spærre dyrene inde for at holde dem raske, men de nævnte forudsætninger er endnu et af de faktuelle forhold, dyrlægerne med fordel kunne tage med i deres kommunikation med offentligheden.
Faktisk måtte de gerne italesætte hele den, i Tom Axelgaards optik, falske præmis, der reelt set danner grundlaget for det økologiske landbrug som helhed, ikke alene på grund af miljøbelastningen, men også måden erhvervet fungerer på.
»Der er jo mange, der tror, at de skal spise økologisk for at redde klimaet, og det er jo frygteligt! Og selv i økologien bruger de jo konventionel husdyrgødning i stor stil, og det er de nødt til. Ellers er argumentet, at så falder deres udbytte til det halve, og det er i forvejen det halve, så en fjerdedel af den konventionelle produktion – og så vil de have endnu mere i tilskud. Så det er fuldstændig fake, det spil med økologien. Det er støtte til en ekstensivering, som vi ikke kan leve af på verdensplan,« lyder det fra Tom Axelgaard.
I stedet for peger han på klimabelastningen per produceret enhed som det, man bør fokusere på.
»De danske svineproducenter er de mest effektive i hele verden, og da klima ikke respekterer landegrænser, skal så meget grisekød som muligt produceres på dansk knowhow og med dansk effektivitet, både i Danmark og i udlandet,« siger han.
Autoriteter på de sociale medier
Goodvalley har en efterhånden mangeårig tradition for at bruge danske dyrlæger som konsulenter i sin produktion i udlandet, hvor de så kan agere sparringspartnere med de fastansatte, lokale folk, der på den baggrund kan håndtere de praktiske opgaver i driften på svinefarmene.
Tom Axelgaard oplever generelt de danske dyrlæger som yderst kompetente, og at de optræder med stor autoritet, både i udlandet og herhjemme. Det er, som nævnt, også den autoritet, han gerne ser, de danske veterinærprofessionelle bruge mere aktivt til at give fakta en mere fremtrædende plads end i dag.
»Fakta er også, at der er nogle ting, der godt kunne gøres bedre, eksempelvis i forhold til dyrevelfærd i staldene. Det må man godt snakke rent ud af posen om, så folk får tillid til, at det hele kommer frem, og det ikke bare er et partsindlæg for at redde sit eget erhverv. Vi har brug for fakta fra autoriteter, og vi har brug for, at disse fagfolk reagerer, når der kommer udsagn fra politikere eller lignende, som er forkerte,« siger han.
Her henviser Tom Axelgaard ikke mindst til de sociale medier, hvor diskussionen alt for ofte mangler et fagligt grundlag at stå på. Steder som Facebook, Twitter og lignende platforme er i dag – på godt og ondt – store talerør, som ville have godt af nogle flere professionelle indspark fra tid til anden, mener han.
»Det er så sjældent, at der kommer reaktioner på noget, der bliver basuneret ud, så det kunne være rart, hvis der var nogle fagpersoner, som ville agere watchdogs og slå bremsen i, når der kommer nogle helt skæve udsagn, og sige: ”Det der, det passer simpelthen ikke, fordi det forholder sig sådan og sådan”. Og det har folk altså respekt for, også selv hvis de smadrer debatten med alle mulige irrelevante argumenter bagefter. Men så er fakta kommet ud,« siger han.
